Todd Haynes: Flere feminine fortællinger

På festivalpalæets tagterrasse sidder Cate Blanchett og underholder i det ene hjørne, mens Rooney Mara lidt stille smiler til fotografer i det andet. Lige midt i det hele sidder så Todd Haynes og taler ganske enkelt så ualmindeligt passioneret omkring filmindustrien.

Hans Carol ligger øverst på Ekkos stjernebarometer og har gode chancer ved Cannes’ guldpalme-ceremoni på søndag. Men man tror ham, når han siger, at han langt hellere vil forklare, hvorfor den følsomme Carol ser ud, som den gør.

”Der er stor forskel på films udtryk i begyndelsen af 1950’erne og i slutningen af samme årti. Carol skulle derfor se helt anderledes ud end min anden 1950’er-film, Far From Heaven, eksempelvis gjorde. I årstal er der faktisk kun fem års mellemrum i tidsbilledet, men i filmhistorien er de fem år også ganske afgørende,” siger Todd Haynes.

Fortiden er interessant
Hvor Far From Heaven, som Haynes i 2003 blev Oscar-nomineret for, skildrer en mands spirende lyst til andre mænd, undersøger Carol sine to kvindelige hovedkarakterers homoseksualitet.

”Jeg er interesseret i fortiden. Alle mine film er placeret i fortiden, og melodramaet er det, der interesser mig særligt ved 1950’erne. Det var en stor periode for denne genre, men forskellen er tydelig fra 1952, hvor Carol foregår, og til 1957, hvor Far From Heaven finder sted.”

”I 1957 var melodramaet mindre æstetisk og mere tungt, og derfor valgte jeg med Far From Heaven at lægge de samme fokuspunkter på Julianne Moores rolles liv og den dramatik, der kan opstå af det. ”

”Med Carol har jeg fokuseret langt mere på æstetikken og fundet inspiration i de mange kunstfotografer, som virkelig var toneangivende i begyndelsen af 1950’erne, inden dramaet for alvor tog over,” siger Todd Haynes, som derfor også synes, at New York var perfekt som sindbillede.

”Da New York trådte ind i 1950’erne, var det som en slidt, snusket og svedende storby, og det passede på en eller anden måde perfekt til den historie om forbudt seksualitet, som vi gerne ville fortælle. Carol måtte for alt i verden ikke blive renskuret. Det sørger byens baggrund for, at den ikke bliver.”

New York i Cincinnati
Det særligt interessante ved skildringen af New York, hvor Cate Blanchett går småulykkeligt gift rundt, men en dag render ind i den unge Rooney Mara, og sød musik opstår, er, at Carol overhovedet ikke er optaget i den amerikanske storby.

Tværtimod blev optagelserne rykket til Cincinnati, Ohio, forklarer Todd Haynes.

”New York er i dag en moderne metropol, og samtidig er byen ufattelig dyr at optage i. Derfor tænkte vi, at det var det forkerte sted at filme New York, som byen så ud dengang. Jeg ved godt, at det lyder underligt, at man ikke kan filme New York i New York, men flere af de mindre storbyer rundt omkring i USA ligner faktisk mere New York i 1950’erne, end New York selv gør i dag.”

”Da jeg lavede tv-serien Mildred Pierce, brugte jeg New York som Los Angeles i 1940’erne,” griner instruktøren.

Kvinders sociale passion
Andre film, som instruktøren mener, at man bør huske at lave, er dem om kvinder, som kæmper. Alt for få instruktører interesserer sig nemlig for kvinders liv og kampe, mener Todd Haynes.

”Jeg er interesseret i kvinders liv, fordi kvinder ofte brænder med en social passion, som mænd ofte slet ikke besidder. Der har de seneste 100 år været mere på spil i verdenshistorien for kvinder, og selv min film I’m Not There, som egentlig skulle handle om Bob Dylan, kommer på mange måder også til at handle om de kvinder, der er i hans liv,” siger Todd Haynes.

”Men det er det socialpolitiske element, man så klart kan filme frem i kvindehistorier, der interesserer mig mest. Der er simpelthen noget på spil her, og det er noget, som har interesseret mig gennem hele min karriere,” siger Todd Haynes, der da heller ikke var i tvivl om, at han måtte lave Carol, da han læste romanforlægget, The Price of Salt.

”Romanen blev udgivet i 1952, men først publiceret i Patricia Highsmiths rigtige navn i 1980’erne, og netop derfor er det vigtigt at fortælle historier om kvinder, der frigør sig. Highsmith oplevede i 1952 selv meget af det, der står i romanen, og hver gang man har chancen, mener jeg, at man bør minde verden om, at alle skal tale klart og tydeligt uanset køn.”

Manden og muserne
Nu hvor Haynes selv har pointeret forskellene mellem Carol og Far From Heaven, er det naturligvis nærliggende at høre om ligheder og forskelle mellem de stærke kvindelige hovedroller i hans film: Cate Blanchett i Carol og Julianne Moore i Far From Heaven. I øvrigt også de to seneste kvindelige modtagere af Oscar-statuetten for bedste kvindelige hovedrolle.

”Jeg har været heldig at få lov til at arbejde med stærke og dygtige kvinder i min karriere,” siger Todd Haynes.

”Julianne er den type, der forbereder sig, men til gengæld bryder hun sig ikke om at øve. Hun vil indspille, når hun er foran et kamera. Ellers bliver det hele ligesom for indøvet for hende. Cate kan faktisk næsten bedre lide at øve og teste sin rolle i alle mulige situationer, end hun han lide at indspille. Hun var for eksempel næsten umulig at få til at indspille scenerne i I’m Not There, fordi hun hele tiden skulle have noget nyt ud af Bob Dylan.”

”Dér, hvor de virkelig minder om hinanden, er i deres visuelle forståelse. Du skal ikke forklare dem, hvorfor vi nu gør, som vi gør, for de kan se scenen på forhånd for deres indre blik. Det er en gave, nogen har med sig fra et eller andet hemmeligt sted, og den gave besidder de begge to,” siger Todd Haynes, der dog ikke ser kvinderollerne som muser.

”Nej, for mig er det mere interessant med kærlighedshistorierne, som er en del af kvindernes liv. Hvad enten det er Kate Winslets ægteskabsdrama i Mildred Pierce, Julianne Moores ægteskabskvaler i Far From Heaven eller Cate Blanchetts spirende lyst til noget helt andet end ægteskabet til en mand i Carol, så giver kærlighedshistorier nogle forhindringer, som er interessante at beskrive, fordi de besidder et begær efter noget, som man altid enten vil jage eller forfine.”

”Kærligheden er altid noget, vi håber lykkes, men vi ved også, at det kommer til at gøre ondt, hvis den ikke lykkes. Derfor ligger verdens mest intense historier netop her. Og det er kvindefigurerne eminente til at udtrykke,” siger Todd Haynes, og man bliver helt ærgerlig, da presseagenten kommer anstigende og melder, at interviewet er med Mr. Haynes er slut.