Dag 9: Flot afslutning på årets konkurrence

Macondo er et flygtninge-samfund i udkanten af Østrigs hovedstad Wien. Beton-byen er opkaldt efter Gabriel García-Márques glemte fantasiby i romanen 100 års ensomhed.

I filmen Macondo bor elleveårige Ramasan med sin mor, der er ret skrøbelig.

Han er derfor manden i huset med ansvar for sine to mindre søstre. Faren er død i hjemlandet Tjetjenien under krigen mod russerne.

Manglende faderfigur
Derfor savner Ramasan naturligt et mandligt forbillede, og han idoliserer sin far, hvis billede og sværd hænger på et hjemmelavet alter i familiens lille lejlighed. Da farens kammerat Isa flytter ind i ejendommen, higer Ramasan derfor efter hans selskab og erfaring.

Men en dag overhører han moren i en kvindegruppe, hvor hun fortæller om, hvordan hun blev stjålet af Ramasans far, så han kunne gifte sig med hende.

Det er åbenbart tradition i Tjetjenien, men Ramasans ansigt formørkes, og den dag begynder han for alvor at lave ballade og hænge ud med de forkerte drenge. Isa tager han også afstand fra, særligt da denne en festlig aften danser med hans mor.

Det er en in your face-historie om at vokse op et sted som Macondo. Ærligt og nærmest dokumentarisk. Endnu engang en film med en dygtig barneskuespiller, ligesom Jack, Boyhood og Stations of the Cross – det er vist årets tema.

Fransk fabel i ny filmatisering
Historien om Skønheden og udyret er filmisk en gammel traver. I 1946 blev den første filmatisering lavet af Jean Cocteau: Le Belle et la Bête, en magisk sort-hvid film.

Den franske fabel blev udgivet i 1740, men de fleste kender nok historien enten fra den gamle film eller Disneys succesfulde udgave. Mere kuriøst er der 80’ernes tv-serie med Ron Perlman som Bæstet, der lever i New Yorks undergrund. En ny serie fra 2012 er løst baseret på sidstnævnte.

Den nye, franske The Beauty and The Beast, der deltager uden for konkurrence, er måske den skønneste – men den byder ikke på meget nyt.

Den er bare meget smuk, måske den smukkeste eventyrfilm siden en ung Tom Cruise legede med glitrende enhjørninger i Ridley Scotts Legend fra 1985.

Hovedrollerne udfyldes ellers af nogle af fransk films allerstørste stjerner, nemlig Vincent Cassel, der brød igennem med Hadet, og Léa Seydoux, som vi kender fra Adeles liv.Hun er Skønheden: den smukkeste af sin skuespillerinde-generation, hvis man spørger mig.

Nostalgisk japansk fortid
Den 82-årige japanske instruktør Yoji Yamada har fire gange været udtaget til konkurrencen om Guldbjørnen, blandt andet med The Twilight Samurai og Kabei: Our Mother.

Hans film har en nostalgisk tilgang til Japans historie, og den aktuelle The Little House er ingen undtagelse.

En ældre kvinde dør, og hendes elskede nevø falder over hendes håndskrevne memoirer.

Før Anden Verdenskrig var hun tjenestepige hos familien Hirai, hvor hun særligt knyttede sig til den smukke mor og hendes lille dreng. Med flashbacks fortælles historien om, hvordan hun stiltiende ser til, at kvinden i huset får en elsker, men i sidste ende må tage en beslutning, der martrer hende hele livet igennem.

Det er en respektfuld, klassisk fortælling, og den unge tjenestepige i skikkelse af 24-årige Haru Kuroki, der spiller genert tillid og kærlighed til sin ”familie”, kan godt gå hen og være kandidat til en Sølvbjørn.

Special mention til dansk film
Dagen slutter i øvrigt med en pris til den danske kortfilm Søn, der er instrueret af Kristoffer Kiørboe og produceret af Nina Helveg.

Begge er kendt fra Ekko Shortlist, hvor Kiørboe har bidraget med far-dokumentaren Landskaber, og Helveg har produceret Ladyboy og den aktuelle etter, Lækre til vi dør.

Nu har de to talentfulde filmfolk fået en Special Mention i kategorien ”Generation 14plus”.