Flygtning, familiefar og filmstjerne

Ekko Shortlist Awards sætter fokus på filmundergrunden, men de fleste af de nominerede har allerede et ben i den etablerede filmbranche.

I år er der dog én undtagelse: Salim Assi.

”Jeg kender ikke noget til filmbranchen overhovedet,” siger han ærligt, og da vi tester hans viden om Lars von Trier, svarer han prompte:

”Jeg ved ikke, hvem han er, men ud fra navnet lyder han da som en flink mand!”

44-årige Salim Assi debuterer som skuespiller i Sylvia Le Fanus Abu Adnan med en præstation, som Ekkos fagjury forelskede sig i. Assi spiller en far, der sammen med sin søn er flygtet fra borgerkrigen i Syrien og nu skal vænne sig til en helt ny tilværelse i Danmark.

Det er en historie, Salim Assi kender alt for godt fra sin egen ankomst til Danmark.

”Da jeg kom hertil, skulle jeg bo i en lille landsby ved Holbæk. Der var bare koldt og dødt. Så det var lige fra varmen til kulden. Den første periode var hård. Jeg græd hver aften, når jeg lagde hovedet på puden. Det var ikke det liv, som jeg burde have,” fortæller han.

Stoltheden er problemet
Navnet Abu Adnan er det arabiske udtryk for ”Far til Adnan”, og netop faderrollen og ønsket om at være et godt forbillede for sin søn er et centralt tema i filmen.

”Vi er faktisk mere venner end far og søn. Vi kan let læse hinandens kropssprog, og det hjalp os, når vi skulle vise forholdet mellem Abu Adnan og hans søn,” siger Salim Assi.

Salim Assi er palæstinenser, men er opvokset i en flygtningelejr i Libanon. Han kom til Danmark som attenårig i 1992. Han er i dag gift og har tre børn. 

”Jeg ved på hvilke punkter, at den arabiske kultur adskiller sig fra den danske. Det gælder især stoltheden, og det er ikke altid positivt. I filmen får stoltheden Abu Adnan til at lyve og påstå, at sønnen har en cykel. Han vil for alt i verden skjule, at han ikke har råd til at købe én. Det er den arabiske mentalitet.”

”Jeg har haft æren af at kunne korrigere en smule i manuskriptet. For eksempel scenen, hvor Abu Adnan skal købe en cykel til sønnen og bliver ved med at prutte om prisen med cykelhandleren. Det havde instruktøren ikke oprindeligt med.”

Folk passer sig selv
Abu Adnan viser danske hverdagssituationer, som mange tager for givet. Men for et menneske med en anden kulturel baggrund kan de være svære.

”Det undrede mig, at man ikke er sammen i det offentlige rum. I den arabiske verden, når man sidder i en bus eller på en restaurant, så er vi helst en gruppe, som sidder og taler sammen og råber på kryds og tværs. Der er liv og god stemning. Men i Danmark er alle utroligt stille og passer sig selv,” siger Salim Assi og ler.

Han vænnede sig dog langsomt til livet i Danmark. Han gik på sprogskole og fik nye bekendtskaber. Der er også elementer ved den danske kultur, som han straks begyndte at holde af, og han har forsøgt at kombinere det bedste fra begge kulturer.

”I Danmark tør jeg sige min mening. Jeg kan udtrykke mig uden, at der er nogle, som truer mig. I den arabiske verden er der mange, som ikke tør udtrykke sig politisk,” fortæller han.

Fra læge til supermarked
Salim Assi har en baggrund som kunstmaler. Han maler både på lærred, arbejder som skiltemaler, skriver arabisk kalligrafi og er graffitimaler. Vennerne beskriver ham som en ressourcestærk og empatisk mand, der er meget aktiv i lokalmiljøet i Brøndby Strand og engageret politisk, hvilket kommer til udtryk i hans kunst.

Veninden gennem tolv år Amany Turk beskriver ham som utrolig følsom og tilføjer, at når der sker uretfærdigheder i verden, er Salim Assi den første, som demonstrerer eller maler.

Af samme grund mener Salim Assi også, at Abu Adnan er en vigtig film.

”Den har et stærkt budskab om, hvordan det er at komme hertil som flygtning. De kommer ikke bare for sjov eller for penge. En del mister livet på vejen. Særligt her i den seneste tid med flygtninge fra Syrien. Derfor burde det danske samfund være tålmodigt og have medfølelse,” siger dansk-palæstinenseren.

I filmen har Abu Adnan en fortid som læge i Syrien, men han kan ikke bruge sin viden eller kompetencer i Danmark. Han får i stedet et job i et supermarked – et scenarie, der ifølge Salim Assi kan ramme hårdt.

”Det handler om stolthed. Ens erhverv er en del af ens identitet. Man har brugt mange år på at uddanne sig, så det kan være svært at acceptere, at det pludselig bliver taget fra én. Selvfølgelig skal man acceptere sit nye land, og der er ikke noget galt i, at man arbejder i en anden branche, men det kan gøre én deprimeret.”

Et ungt talent
Salim Assi har aldrig beskæftiget sig med skuespilfaget eller interesseret sig for film. I Libanon fik familien først et tv-apparat, da Salim var femten år, og han ser i dag ingen film – hverken danske eller arabiske.

Men veninden Amany Turk, der arbejder som caster, insisterede på, at han skulle tage til prøveoptagelse på Abu Adnan.

”Jeg tog chancen og fik rollen. Jeg har aldrig troet, at jeg skulle ind i filmbranchen, men det har været en fornøjelse at lave filmen,” siger han.

Salim Assi er parat til at gøre det igen, hvis chancen byder sig.

”Det kommer an på, om jeg får hovedrollen, hvor meget jeg tjener, og om der er nogle kendte skuespillere med,” griner han og fortsætter i samme tonefald:

”Så vil jeg lige overveje, om det er noget for mig. Man ved jo aldrig, hvad det kan blive til i fremtiden, når jeg er sådan et ungt talent.”