Dag 10: Flugtdrama vinder Guldbjørnen

Han smilede, som man kun kan, når man er virkelig overrasket. 

Nadav Lapid og hans film Synonyms modtog Guldbjørnen 2019, og det er i den grad et radikalt og spændende valg juryen har truffet. 

I Frankrig håber han på at skabe sig en ny identitet. Til en begyndelse åbner landet sine arme for ham, men stille og roligt aner man, at filmen er en allegori over den flygtningekrise, verden befinder sig i for tiden. Israeleren har nemlig svært ved at sparke dørene ind til den nye verden. 

”Filmen er en fejring af, hvad filmmediet kan,” sagde instruktøren fra scenen og modtog stående bifald sammen med sin Guldbjørn. 

”Jeg ved, at mange i Israel – og måske også i Frankrig – vil finde denne film kontroversiel. Men det er okay at være kontroversiel.” 

Fortjent dansk sejr
Set igennem rødhvide briller var aftenens højdepunkt dog Sølvbjørnen for filmkunstnerisk fornyelse, der gik til Rasmus Videbæk for sin fotografering i norske Ud og stjæle heste.

Filmen blev ikke levnet de store chancer i magasinet Screens anmelderbarometer, og den er da også den mindst politiske i hele hovedkonkurrencen. Men til gengæld slikker man sig simpelthen om munden på grund af de vidunderlige stemninger, Videbæk skaber med sine billeder.

Den danske fotograf var selv på scenen og takkede holdet og instruktør Hans Petter Moland inderligt.

Dobbelt kinesisk triumf
Rent prismæssigt var det mest bemærkelsesværdige, at kinesiske So Long, My Son fik begge skuespilpriser.

Yong Mei og Wang Jingchun gør det da begge udmærket i filmen, men det er bestemt ikke dem, man husker, når de tre timer bliver afrundet med rulletekster på et sprog, man ikke forstår.

Mei og Jingchun var imidlertid et charmerende bekendtskab på scenen, hvor de talte om storheden i prisen. På en så politisk festival kan det nu alligevel undre, at juryen vælger at give to priser til en kinesisk film i år.

Men det er måske én for hver af de film, som den kinesiske filmcensur sørgede for blev trukket ud af Berlinalen, efter at de var blevet udtaget.

Møgunge og pædofili
Juryens store pris – konkurrencens andenplads – gik til Francois Ozons drama om børnemisbrug i den katolske kirke.

Ozon modtog selv prisen, og franskmanden takkede ved at hylde de mennesker, han skildrer i By the Grace of God. De misbrugte børn, der som voksne er stået frem og har fortalt deres historier, er mine helte, sagde instruktøren.

Den prestigefyldte Alfred Bauer-bjørn gives til en film, der har skabt nye perspektiver. Og den gik fuldt fortjent til System Crasher, der har hovedkonkurrencens mest kompromisløse klipning og en hovedperson i elleveårige Helena Zengel, der spiller så voldsomt, at man gyser.

Tidligere på dagen fik instruktør Nora Fingscheidt også den anerkendte Berliner Morgenposts læserpris for samme film.

Ufarlige valg
Sølvbjørnen for bedste instruktør gik til tyske Angela Schanelec for sorgdramaet I Was at Home, But – et forudsigeligt valg.

Det samme må man sige om vinderen af manuskriptprisen. Italienske Piranhas er i store dele en god og velfortalt film om en drengebande i Italien.

Men det er måske også en anelse for logisk, at en film, der er skrevet af mafia-ekspert og forfatter Roberto Saviano, skulle løbe med skriverbjørnen.

Kosslicks tårer
Inden vi overhovedet nåede til priserne, skulle der rent faktisk leveres en hel del bifald.

Som sædvanlig styrede værten Anke Engelke slagets gang på charmerende og morsom vis. Måske kunne de bruge hende til Oscar-showet om uges tid, hvor man ingen vært har.

Det hele begyndte dog med en hyldest til den store schweiziske skuespiller Bruno Ganz, der netop er afgået ved døden. Salen klappede taktfast.

Kort efter kom der så et stående bifald til Dieter Kosslick, der takker af som festivaldirektør efter næsten to årtier. Holdet bag Berlinalen havde lavet en lille video til ham, og den fremstillede Kosslick som den morsomme og småtossede mand, han åbenbart er.

Tårerne trillede efterfølgende ned ad Kosslicks kinder, men han måtte tørre øjnene og sidde igennem en til tider underholdende tale til ham fra den tyske kulturminister.

Tunge temaer
Der har ellers ikke været så meget at grine af under årets Berlinale. I hvert fald ikke, hvis man ser på hovedkonkurrencen.

Filmene har været fyldt med tunge temaer, og flertallet har haft problemer med at føre visionen og historien helt til dørs. Heldigvis oppede festivalen sig hen imod afslutningen af hovedprogrammet.

Alligevel er det nu ret paradoksalt, at flere af de bedste filmoplevelser eksisterede i Berlinalens sidekonkurrencer – og nogle af dem havde endda haft premiere på den amerikanske Sundance-festival, som er godt på vej til at overhale Berlin.

Alt for politisk
Der er gået for meget politik i hovedkonkurrencen. At Berlinalen så klart melder ud, at den er en politisk filmfestival, kan man mene om, hvad man vil.

Men Kosslicks mål har været at lade det personlige drama skabe en politisk motiveret historie. De senere år er det personlige imidlertid trådt mere og mere i baggrunden til fordel for overtydelige, politiske fortællinger.

Hvis det nye festivaldirektørpar, Carlo Chatrian og Mariette Rissenbeek, skal gøre Berlinalen vibrerende igen, kunne de måske skele til tidligere årgange.

Især 2015 – hvor Jafar Panahi vandt Guldbjørnen for Taxi Teheran, og Andrew Haigh lavede et af hele filmårets bedste værker med 45 år – er et sted, de nye ledere bør søge inspiration. Eller den mesterlige vinder fra 2011, Asghar Farhadis iranske Nader og Simin – en separation.

Her var det personlige drama drivkraften i noget, der så pludselig sagde et eller andet om samfundet som helhed.

Men måske er der allerede nye vinde på vej. Synonyms er i hvert fald et stort skridt i den rigtige retning som Guldbjørne-vinder, og filmen modtog da også den internationale Fipresci-pris tidligere på dagen.