Flyvende drømme

Mens Hayao Miyazaki for anden gang gør klar til at gå på pension, er det vestlige filmpublikum først nu ved at opdage ham. Han blev berømt for den Oscar-belønnede Chihiro og heksene, der samtidig blev den første af hans mange film, der fik lov til at få dansk biografpremiere. Instruktørens nye og muligvis sidste film, Det levende slot, er ikke blandt hans bedste, men en god anledning til at se hans virkelige mesterværker, som alle er tilgængelige på dvd.
  
Eventyret om Mayao Miyazaki begyndte på Toei-studierne i 1960'erne. Toei var Japans største producent af tegnefilm, og firmaet spyttede tonsvis af billige serier på markedet. Den tids tv-publikum var ikke kræsent, og der skulle ikke animeres mere end højst nødvendigt. Resultaterne var som regel ret ringe. Personerne havde meget lidt karakter, og historierne blev totalt afhængige af dialog. Men de sparsomme budgetter lærte tegnerne at kommunikere klart og enkelt ved hjælp af få, præcise bevægelser og spændende billedkompositioner.
  
Samlebåndsproduktionen var trættende i længden, og Miyazaki begyndte at komme med ideer, der kunne gøre filmene bedre. Slutningen på den lange tegnefilm Gulliver's Travels Beyond the Moon (1965) blev således væsentlig ændret, da Miyazaki blandede sig. Og tre år senere var han forfremmet til cheftegner på Isao Takahatas berømte Horus: Prince of the Sun. Filmen regnes for et vigtigt skridt på vejen til den moderne anime (det vil sige rendyrket japansk animation), men den blev en kommerciel fiasko, og Miyazaki og Takahata forlod Toei-studierne for at arbejde sammen. Målet var at få større kunstnerisk kontrol og mere indhold i filmene.
  
I tv-serien Lupin III lykkedes det dem at lægge mere sjæl og visuelle kvaliteter i historierne, og Takahata og Miyazaki blev et fremragende makkerpar. Den seks år ældre Takahata var en slags læremester, men eleven Miyazaki syntes snart på vej mod større højder, og i 1979 instruerede han sin første lange tegnefilm, Castle of Cagliostro, igen med figuren Lupin III, barnebarn af den franske mestertyv Arsène Lupin, skabt af Maurice Leblanc i 1905. Filmen overrumplede alle med sit forrygende tempo, flotte og anderledes billedkompositioner og sit lettere amoralske figurgalleri. Den nåede kun Danmark i udenlandske video-kopier, men i slutningen af 1980'erne omvendte den mange tegnefilmkendere til anime-fans.
  
Arbejdsomhed og disciplin
Med stiftelsen af deres eget studie, Studio Ghibli, etablerede Takahata og Miyazaki sig som frontkæmpere i den nye japanske tegnefilm, og siden har Miyazaki imponeret med den ene fremragende og banebrydende film efter den anden. Ligesom flere andre japanske anime- og manga-kunstnere, som for eksempel Osamu Tezaku (Astro Boy), har Miyazaki et stærkt ønske om at forene de underholdende film med et økologisk/moralsk budskab, som nogle gange tynger noget, men som også styrker det samlede indtryk af en kompromisløs kunstner.
  
Endnu før Ghibli-stiftelsen var på plads, kom den første rendyrkede Miyazaki-film, eventyret om Nausicaä of the Valley of the Wind. Det er en slags fabel med miljø- og fredstema, hvor prinsessen Nausicaä er den eneste redning. Hun bruger en del tid på sin særlige svæveflyver, og her får vi for første gang en stribe af flyvesekvenser. Det er vidunderligt, inspireret af og helt på højde med flyveturen over London i Disneys Peter Pan (1952). Flyvescenerne blev Miyazakis varemærke, og de er der altid, nærmest som en mani.
  
På Studio Ghibli skabte Miyazaki det arbejdsmæssige og kreative klima, han havde brug for. Her kunne han og de andre tegnere arbejde døgnet rundt, og ofte opholdt han sig her i dagevis, hvis opgaven krævede det. Samtidig kunne kan gemme sig for en offentlighed, der i stigende grad interesserede sig for ham. For mange mennesker ville Studio Ghiblis enorme krav om arbejdsomhed, disciplin og engagement nok virke skræmmende og sekteriske, men sandheden er, at Miyazaki er den eneste, der i nyere tid har skabt et studie, hvor det kunstneriske mål er så klart og visionerne så inspirerende, at den samarbejdsånd, som en lang tegnefilm kræver, vitterlig fungerer.
 
Fri af forenklinger
Når Miyazaki endelig giver interview, som for eksempel det, der førte til Helen McCarthys portrætbog i 1999, Hayao Miyazaki: Master of Japanese Animation, og til en artikel af Margaret Talbot i The New Yorker i januar 2005, taler han med en vis pessimisme om miljø, krig og samfundet generelt, men samtidig med stor vitalitet om sin kunst og de historier, han gerne vil fortælle.
  
De amerikanske rettigheder til filmene er solgt til Disney, selv om Miyazaki ofte har kritiseret det amerikanske studie. Muligheden for en bredere distribution var dog for god, og helt skævt er samarbejdet ikke, især fordi så meget af Miyazakis kunst hviler på mange af de eksperimenter og landvindinger, som Disney-studiet præsterede før ham — i 1930'erne. Bambi er nok rendyrket Disney, men den er også meget anime-agtig i tempo, visuel stil og blanding af ro og intens dramatik.
 
Stilmæssigt er Miyazaki langt fra Disney, men styrken i hans vision er på højde med Disneys. Hans animation er organisk og levende, men ikke nær så karikeret og gennemanalyseret som hos Disney. Til gengæld virker den mere realistisk og hverdagsagtig.
  
I løbet af 1980'erne fasttømrede Studio Ghibli sit ry med en stribe originale og meget succesrige lange tegnefilm. Japanerne har aldrig anset tegnefilm for at være "kun for børn", men Ghibli-filmene øgede alligevel den generelle interesse blandt voksne og var med til at skabe fundamentet for anime-filmenes udvikling i samme periode og årene efter.
  
Markant for alle filmene var en kombination af eventyr, socialrealisme og humor. Eventyret som det forventelige, for det er jo dér, animationsfilm er så overlegne, socialrealisme som en slags overraskelse og humoren som en distance til det hele. Samtidig blev Miyazakis hovedpersoner mere og mere nuancerede. Han kæmpede bevidst for at slippe fri af klicheer, ikke for at underminere helte- og skurkerollerne, men måske snarere for at gøre dem mere troværdige. Alt sammen tilsat de flyveture, der åbenbart er obligatoriske, men som også, bogstaveligt talt, løfter filmene fra jorden.
  
"Hans far var med til at lede en fabrik, der lavede reservedele til flyvemaskiner — en familie-ejet virksomhed. Så han har helt sikkert fået sin kærlighed til flyvemaskiner og flyvning, som dukker op igen og igen i hans arbejde, hjemmefra," skriver Margaret Talbot i The New Yorker om Miyazakis flyvebegejstring.
 
Tavsheden i luften
Castle in the Sky (1986) er rendyrket eventyr om en flyvende ø. Min ven Totoro (1988) handler om to piger, der drømmer sig til et møde med et fabeldyr. Og i Kiki's Delivery Service drejer det sig om en teenageheks, der naturligvis rider på et flyvende kosteskaft. Miyazaki er en mester i at formidle sug i maven, når personerne løfter sig mod himlen eller dykker ud af en sky, og han bruger effekten uden forbehold, når som helst han kan.
  
I 1992 tog Miyazaki skridtet fuldt og lod en hel film foregå i luften, mere eller mindre. Den melankolske historie om Porco Rosso er en af hans bedste film, hvis ikke den bedste. Et eventyr om en gris, der er eks-krigspilot og nu lever som dusørjæger. En tvivlsom helt, der forsøger at komme over sin tabte kærlighed og kæmper for at beholde sin ære, fortalt i en visuelt overrumplende stil, der gør historien både forrygende underholdende, utrolig stemningsfuld og følelsesmæssigt gribende.
  
Her mærkede man også Miyazakis utrolige sans for at udnytte lydsiden. Hans faste komponist Joe Hisaishi blander på sædvanlig japansk manér genrerne fordomsfrit og skaber et dramatisk og melankolsk bagtæppe for handlingen, idet han som en af de få filmkomponister er klar over, at der også er steder, hvor musikken skal stoppe. Tavsheden i luften er noget af det, der straks griber tilskueren i Porco Rosso og i flere andre Miyazaki-film.
  
Efter Porco Rosso antog Miyazakis film en mere sammenbidt alvor, som man ikke havde set før. Princess Mononoke blev en enorm succes i 1997, og som den første af hans film nåede den tilmed de amerikanske biografer. Men her er tale om et så dystert økologisk eventyr, at det ender med at blive belærende. Flot og uhyggeligt, men aldrig rigtig gribende.
  
Princess Mononoke var en arbejdsmæssig kraftanstrengelse. Ofte var Miyazaki på studiet til halv fire om morgenen og tilbage igen klokken ni. Hans sans for detaljer blev nærmest en plage for produktionen, og indimellem mistede han også selv overblikket. Da filmen var færdig, var han træt og meddelte, at han gik på pension. Han kunne da også roligt trække sig tilbage, for eftermælet var sikret, dels i form af den håndfuld lange tegnefilm, der nu har klassiker-status, dels med en stor del af æren for, at japansk tegnefilm har løsrevet sig fra de råt kommercielle bånd — uden at miste noget af sin popularitet.
 
Dramaturgisk dunkelhed
Men en arbejdsnarkoman kommer ikke altid stoffri ud af en kold tyrker, og på en ferie med nogle venner lod Miyazaki sig inspirere til historien om Chihiro og heksene. Studio Ghibli blev igen besat af et Miyazaki-projekt, og alderen har ikke gjort studiets gamle førstemand mindre perfektionistisk. Til gengæld aner man allerede i Chihiro og heksene det, der er svagheden ved den næste og nyeste Miyazaki-film. For både i Chihiro og heksene og især i Det levende slot tillader han sig en form for dramaturgisk dunkelhed, der nok er fascinerende og gådefuld, men som samtidig er så egocentrisk og sær, at man næsten mister tråden og interessen.
  
Det levende slot er ligesom forgængeren et eventyr om at blive voksen, om kærlighed og om et samfund, hvor magi og trolddom både er accepteret og ugleset, og hvor militarismen hersker. I mange scener mærker man den virtuose fortæller, som Miyazaki er, og der er også de obligatoriske flyvescener med tilhørende sug i maven. Men der er også gentagelser, tomgang og langtrukkenhed, og den fremdrift, der er de klassiske Miyazaki-films motor, savnes i Det levende slot.
  
På den anden side er man tilbøjelig til at acceptere, at den gamle mester tillader sig at blive excentrisk. Han har jo altid forsøgt at dyrke det personlige i sine og andres film, og han har ingen grund til at lefle for publikum. Han kan bare ikke forhindre, at man sammenligner med mesterværker som Min ven Totoro og Porco Rosso. Det gælder selvsagt også eventuelle kommende film, for trods endnu et pensioneringsbudskab har man svært ved at tro, at den japanske tegnefilms nestor skulle kunne falde til ro og bare passe haven.