Nyhed
02. maj 2010 | 09:28

Fogh-spindoktor hjælper filminstruktør

Michael Kristiansen rådgiver Armadillo-instruktøren om, hvordan man tackler pressen og modstår presset fra Forsvaret.
Af Claus Christensen

Billeder af danske soldater, der dræber og ”likviderer”, som en soldat selv kalder det. Jenser i ekstatisk blodrus med mishandlede lig mellem hænderne.

Der er en afgrundsdyb forskel på Janus Metz’ kommende krigsdokumentar Armadillo og de kliniske, udramatiske Afghanistan-reportager, som vi siden 2002 har fået serveret på DR og TV 2 af journalister som Rasmus Tantholdt og Niels Brinch.

Læren fra Guldbrandsen
Den 36-årige instruktør har da også været under et gevaldigt pres fra Forsvarsministeriet, der er berygtet for at styre krigsdækningen i Afghanistan med hård hånd.

Da Christoffer Guldbrandsen i Den hemmelige krig fra 2006 forsøgte at bevise, at danske soldater overtrådte Geneve-konventionen, blev filmen således mødt af en kolossal modoffensiv.

Alene i Forsvarsministeriet arbejdede der – ifølge Guldbrandsen – femten mand på at miskreditere filmen og dens oplysninger.

Usædvanlig ansættelse
For at være bedre klædt på har Janus Metz og hans filmselskab Fridthjof Film taget det usædvanlige skridt at ansætte en spindoktor.

Opgaven består i at rådgive Metz om, hvordan man tackler pressen og modstår presset fra Forsvaret og Forsvarsministeriet.

Spindoktoren er Michael Kristiansen, der ironisk nok var statsminister Anders Fogh Rasmussen særlige rådgiver, da Danmark i 2002 sluttede sig til den amerikansk ledede koalition i Afghanistan. Han har derfor et indgående kendskab til Forsvarsministeriet og dets håndtering af pressen.

Krisekommunikation
Michael Kristiansen fratrådte sit job i 2005, efter at Ekstra Bladet havde afsløret et overforbrug af skattekroner på taxa-boner og telefonregninger.

I dag har han sit eget firma Kristiansen Strategy, der giver medietræning og rådgiver i krisekommunikation m.m. Michael Kristiansen er også politisk kommentator i programmet Mogensen & Kristiansen på TV 2 News.

Hverken Janus Metz eller Michael Kristiansen ønsker på nuværende tidspunkt at udtale sig om det pres, de har været udsat for under arbejdet med filmen.

Armadillo har verdenspremiere på Cannes-festivalen den 16. maj og ventes i danske biografer den 7. juli.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko