Følelsen af ens eget skelet

Diktafonen virker ikke. Den strejker og modarbejder interviewet. 

”Der er en optager på min mobil. Den kan du bare låne,” siger Mathilde Arcel og lader et smil sive frem i ansigtet. 

”Så er det på en måde også lidt et samarbejde. Det kan jeg ret godt lide,” griner hun og guider os ned ad en lille bakke i Botanisk Have i København. 

Alt ånder fred og idyl. Et par franskmænd taler om planter ikke langt herfra. 

I Nicolai G.H. Johansens Hvis du vidste spiller 26-årige Mathilde Arcel den unge kvinde Leonora, der ikke kan finde ro i tilværelsen. Hendes elskede gymnasiekæreste har forladt hende, og hun er besat af at få ham tilbage. 

Mathilde Arcel spiller ikke, hun er rollen med hud og hår. 

Angsten sitrer i læberne og truer konstant med at overtage åndedrættet. Som tilskuer bliver man fuldstændigt opslugt af hende. Den panikangst, som filmen beskriver, dirrer i hver eneste scene. 

Det er en skelsættende skuespilpræstation, Mathilde Arcel serverer – vel nok en af de mest overbevisende præstationer i en dansk kortfilm nogensinde. Som da også har givet hende en nominering for bedste kvindelige skuespiller ved Ekko Shortlist Awards 2022, som læserne kan stemme på her. 

”Wauw, tusind tak for den beskrivelse,” siger hun og vender blikket indad her på bakken. 

”Leonora var helt sikkert en krævende rolle, og den var svær at slippe igen. Hun er jo virkelig forelsket i sin ekskæreste, og jeg måtte skabe en hel baggrundshistorie for at kunne mærke hende.” 

Mathilde talte med instruktøren om, at Leonora formentlig ikke har haft en nærværende familie i sin opvækst. 

”Hun har nok lagt sit liv og sine følelser i hænderne på gymnasiekæresten, og derfor kommer hun ud på et skråplan, da han forlader hende. Det har ført hende ud i angsten og fået hende til at gøre ting, hverken hun selv eller andre har kunnet genkende hende i.” 

Mathilde Arcel bliver stille. 

”Det gik hurtigt op for mig, at jeg måtte søge helt ind i angsten, hvis jeg skulle kunne levere den troværdigt og med respekt for de mange mennesker, som lever med angst hver eneste dag,” forklarer hun. 

Angst starter i huden
Mathilde Arcel skabte Leonora gennem grundig research. Hun interviewede angstramte mennesker og læste i ugevis om emnet. 

”Jeg trænede mig selv i at finde frem til de her følelser,” siger hun. 

”Det handlede om at undertrykke noget, som ligger og bobler lige under huden. Jeg har helt ærligt noia over at skulle gå ind i sådan en rolle. Angst er noget, rigtigt mange har et forhold til, og det måtte jeg virkelig respektere,” siger skuespilleren og tilføjer efter en tænkepause: 

”Jeg gik helt ud til kanten af mine egne grænser.” 

For eksempel trænede hun, hvad det vil sige at have en høj hjerterytme og hyperventilere. 

I en af de stærkeste scener i filmen flygter Leonora fra en gruppeterapi, fordi hun er ved at eksplodere indeni. Midt på en grussti må hun overgive sig og stå med hovedet mellem benene, mens vejrtrækningerne galopperer af sted. 

”Jeg lavede øvelser, som satte sig fysisk i kroppen. Det var nødvendigt, hvis spillet skulle være troværdigt. Jeg lavede et billede inde i mit hoved af, at angst starter i huden. Det er en følelse af, at man kan mærke sit skelet.” 

”Huden er så tung, at den falder af skelettet og bliver hevet ned mod jorden, indtil kroppen ligger for fødderne af én. Alligevel kan du mærke, at dine læber stadig kribler,” siger hun. 

”Øvelserne gik helt ind i angsten. Jeg ville selvfølgelig ikke have angst, men jeg måtte søge helt hen til den. Jeg sad og prikkede mig selv i brystkassen over længere tid for at mærke, hvordan det føles, hvis hjerterytmen stiger.” 

”Det var ikke rart. Det skabte et tryk, men jeg gjorde det af respekt for rollen.” 

Processen i højsædet
Hun brugte måneder på Leonora og Hvis du vidste. Det skyldtes ikke mindst, at hun var inddraget i processen fra start til slut. 

Mathilde Arcel var med helt fra manuskriptfasen. Siden hun som barn havde sine første roller på teatret og i DR-serien Mille, har hun haft brug for at føle sig inkluderet. 

”Jeg havde ikke særligt mange venner som barn, men da Mille blev vist, var der pludselig mange, som gerne ville være veninde med mig. Den slags eksponering havde jeg det ikke godt med, men jeg elskede til gengæld at være på et filmset, hvor vi løftede i flok,” siger hun. 

Hun trak sig hurtigt fra rampelyset, og i sine teenageår spillede hun hovedsagelig i Teaterbutikken på Vesterbro i København. 

Her var resultaterne ikke afgørende. Processen var i højsædet. 

”Jeg lærte virkelig meget om skuespil, men også om at skrive og instruere. Fornemmelsen af helhed kunne jeg godt lide. Min mor er skuespiller, og min far er instruktør, og det var en dejlig følelse at vise, hvad jeg havde lært og diskutere det med dem.” 

”De tog mig seriøst og gik ind rollerne og teksten med mig. Det gjorde mig nysgerrig på selve faget.” 

Forrige år dimitterede hun fra Den Danske Scenekunstskole. Lige siden har hun valgt projekter, hvor samarbejde har været kodeordet. 

”Det går mere og mere op for mig, at skuespil handler om at undersøge og udforske. Det ville jeg ikke kunne uden andre. Vi må lære af hinanden og forsøge at påvirke hinanden. Men jeg kan også mærke, at min generation af skuespillere har brug for et trygt rum at gøre det i. Det er umuligt for os at lave noget godt, hvis vi ikke er trygge,” siger hun og stopper op på en sti. 

Den daglige forhandling
Vi er rendt ind i et paradoks.

Det er tydeligt, at Mathilde Arcel har det det ambivalent med eksponering, men en skuespiller, der engagerer sig ultimativt i hver eneste rolle, kan naturligvis ikke undgå, at folk lægger mærke til hende. 

”Jeg ved godt, at når du bliver nomineret til en pris som Ekko Shortlist Awards, følger der opmærksomhed med. Det er jeg da stolt af.”

”Men det er lidt underligt, hvis folk begynder at interessere sig for, hvem jeg er. Jeg vil hellere have, at de interesserer sig for de roller, jeg spiller. Men jeg forsøger ikke at tænke så meget over det. Jeg vil bare gerne være en del af dansk film og teaterstykker, som vil noget og kan udfordre mig.” 

Hun vender en tanke i hovedet, inden hun fortsætter. 

”Eksponeringen kræver på en måde, at jeg tager stilling til, hvad der er mit private ’jeg’, og hvad der er mit professionelle ’jeg’. Den forhandling med mig selv har jeg det svært med. Jeg vil bare gerne udtrykke mig gennem rollerne.” 

”Jeg har det faktisk på samme måde, når jeg påtager mig en rolle. Jeg tænker over, hvor meget af mig selv jeg kan bruge i rollen, og hvor meget jeg skal huske at beskytte, så jeg ikke forsvinder i rollen. Det er en daglig forhandling.”