Dag 7: Følelser fra fortiden

Endelig kom de! 

Filmene i hovedkonkurrencen, som gjorde det politiske dybt personligt. Først Elisa & Marcela. En sort-hvid fortælling om et lesbisk par, der i begyndelsen af 1900-tallet snyder sig til at blive gift i det bundkatolske Spanien. 

Den spanske instruktør Isabel Coixet skaber en rytme i sin maleriske fotografering, der guider én igennem tidsbilledet på fornemmeste vis. Med et langt skud og tre kortere flyder de farveløse billeder af sted, mens kærligheden blomstrer imellem de to exceptionelle skuespillere i titelrollerne. 

Natalia de Molina og Greta Fernández spiller uforligneligt intimt og samtidig dybt selvudslettende, når de skal skjule deres seksualitet i historien, der er baseret på virkelige begivenheder. 

Selv om det ville være naturligt at sammenligne Coixets nye film med Oscar-favoritten Roma – begge er sort-hvide, driver i et inciterende tempo og er produceret af Netflix – så er der mere tale om en kombination af et periodestykke og Cannes-vinderen Adéles liv. 

Lange sexscener
Ikke at Elisa & Marcela er på niveau med de to førnævnte mesterværker. Dertil er Coixet lidt for interesseret i at skabe dyre- og himmelmotiver som symbolske referencer. 

Men stilen er gennemført fra start til slut. Og uanset hvor mange gange vi skal se de unge kvinder sende flirtende blikke, senere dyrke den ene lange sexscene efter den anden og ikke mindst udholde at blive fængslet på grund af deres seksualitet, så er man fuldstændigt med dem på den grumme rejse. 

De to er flygtninge i deres egen krop, men de er aldrig i tvivl om, at de skal følge deres lidenskab. 

Derfor fastholdes interessen for dem også i samfulde to timer, og instruktøren får flotte øjeblikke ud af, at billederne sommetider står knivskarpt og andre gange flyder ud alt efter, om de to kvinder er passionerede eller mutte. 

Greta Fernández og Natalia de Molina kunne sagtens gå hen og dele den kvindelige skuespilbjørn imellem sig på lørdag. Hvis da ikke Isabel Coixet selv skal på scenen og have en endnu større pris. 

Det har hun prøvet før med My Life Without Me, der var på Berlinalen i 2003. Så de kender altså godt til den 59-årige spanier her i Berlin. 

Buh og bifald
Spørgsmålet er så bare, om juryen – ligesom Berlinalepalads-salen ved dagens visning – skeler til, at det er Netflix, der har produceret filmen. Inden visningen blev der således buhet højlydt, da Netflix-logoet tonede frem.

Efter filmen var der imidlertid brølende bifald, men kontroverserne stoppede ikke der. Allerede på pressemødet efter visningen blev folkene bag filmen spurgt om en verserende sag, hvor tyske biografdistributører har klaget over, at Netflix er med i Berlinalens hovedkonkurrence.

Og ved aftenens røde løber mødte en gruppe demonstranter op med skilte for at gøre opmærksom på utilfredsheden. Havde de dog blot set filmen, inden de blev vrede.

Fuck-finger til de frelste
Hovedkonkurrencens mest mærkværdige og uhåndterlige film kom onsdag eftermiddag.

Synonyms er en allegori over den moderne flygtningekrise, hvor en israelsk mand flygter fra sit eget hjemlands militærtjeneste i håb om at finde sig til rette i Frankrig. Da han ligger nøgen og udsultet i et badekar i en tom lejlighed, finder to unge kunstnere ham og giver ham tøj og penge.

Det er ikke svært at se klare paralleller – og ikke mindst en fremstrakt fuck-finger – til de kunstnertyper, der mener, at grænserne skal åbnes for alle, uden at de har et bud på løsning af de problemer, det vil skabe.

Den unge israeler integrerer sig nemlig hurtigt, og den israelske instruktør Navad Lapid bruger kameraet til at vise os verden igennem hovedpersonens øjne, for så pludselig at iscenesætte ham som et udskud, kameraet trækker sig væk fra.

Favorit til sølvbjørn
Det medmenneskelige bliver i den grad trådt over tæerne i Synomyms.

Derfor er slutscenen da også mesterlig. Her banker hovedpersonen på sine næstekærlige venners dør, men ingen åbner. Han er dømt til at rejse hjem igen, fordi ingen vil kendes ved ham.

Havde filmens struktur været strammere, ville dens lange mellemstykke ikke have føltes overflødigt. Reelt set er det kun indledning og afslutning, der virkelig er noget værd.

Det er synd, men til gengæld gør den debuterende hovedrolleindehaver Tom Mercier sig til favorit til Sølvbjørnen for bedste mandlige skuespiller. Med sin passive aggression fremviser han nemlig til perfektion, hvordan flygtninge skal forsøge at integrere sig, selv om de er rasende på den virkelighed, de lever i.

Paranoide Nixon
Et andet sted i det store Berlinalepalads sagde den Oscar-vindende instruktør Charles Ferguson følgende, da jeg mødte ham til en snak om hans nye dokumentar, som løber over mere end fire timer.

”Watergate åbnede for, at man kan undersøge Amerikas præsident. Det har måske ikke været noget, vi har tænkt over før, men det er så sandelig vigtigt i dag.”

Watergate – or: How We Learned to Stop an Out of Control President er et af de store samtaleemner i Berlin i disse dage.

Charles Ferguson (der tidligere har stået bag skarpe dokumentarfilm som Inside Job og Afgørelsens time) har fået adgang til nyt materiale om Watergate-skandalen. Den forårsagede i 1974, at Richard Nixon som den eneste amerikanske præsident nogensinde måtte trække sig før tid fra embedet.

Over 262 minutter sammenflækker instruktøren en historie, hvor parallellerne til nutidens USA står lysende klart. Ofte er der sjove øjeblikke, fordi Nixon er så voldsomt paranoid, at man ikke tror sine egne øjne og ører.

Mon så ikke Fergusons dokumentarfilm bliver endnu mere interessant, hvis Donald Trumps forbindelser til Rusland pludselig viser sig at være et problem for præsidenten? Og måske ligefrem fører til en ny Watergate-sag i løbet af 2019.

Dansk stortalent
I Berlin har der også været talt om en dansker i dag.

Nemlig Elliott Crosset Hove, der efterhånden er med i hver anden film af kunstnerisk kvalitet på dansk jord. Den danske skuespiller var på den røde løber forleden, i anledning af, at han var blevet udvalgt som en af de kommende generationers mest lysende europæiske stjerner.

Crosset Hove er dermed i fint selskab med tidligere danske såkaldte Shooting Stars i Berlin.

En af dem var forbi tidligere på årets festival. Danica Curcic medvirker i Ud og stjæle heste, som ifølge flere og flere er en seriøs kandidat til en større pris i hovedkonkurrencen. Mit bud er, at det skal være for mandligt skuespil eller kameraarbejde.

Nok er Ud og stjæle heste en fremragende film, men det politiske i det personlige står ikke nær så tydeligt frem her som i eksempelvis dagens hovedkonkurrencefilm. I den henseende var det en exceptionelt vellykket filmdag i Berlin.