Cph Pix
02. apr. 2014 | 20:14

Ekkos stjernebarometer under Cph Pix

Foto | Torbjørn Sundal Holen
Norske Eskil Vogt hev en pris hjem for sin debutfilm, Blind, på årets Sundance Film Festival. Måske gentager han succesen på Cph Pix.

Ti debuterende instruktører konkurrerer om at vinde hovedprisen på Cph Pix. Ekko har samlet et kritikerpanel, der giver deres spillefilm stjerner under festivalen.

Af Daniel Pilgaard

I de næste to uger går det løs under Cph Pix. Ti debutfilm skal dyste mod hinanden i hovedkonkurrencen, der hedder ”The New Talent Grand Pix”.

Men hvem af debutanterne bør løbe med guldet, og hvem skal måske overveje et karriereskifte?

Med Ekkos stjernebarometer får du nemt svaret. Her vil et kritikerpanel hurtigt give dig et overblik over favoritter og fiaskoer.

Kritikerne giver filmene fra en enkelt stjerne til fire stjerner. Samtidig udpeger de undervejs deres vinderfavorit.

Stjernerne afsløres lige efter filmenes første visninger på festivalen. På den måde har man mulighed for at se panelets favoritter til de øvrige forestillinger. 

Unge og erfarne kritikere
I panelet kan vi præsentere Informations filmanmelder og kulturskribent, Katrine Hornstrup Yde. 

Fra Politiken vil kulturskribent Michael Bo – der også jævnligt anmelder for Ekko – svinge sin erfarne pen. Og Ekko bliver i panelet repræsenteret ved et af magasinets unge skrivetalenter, Jeppe Mørch.

Nyere filmmedier på nettet skal ikke holdes ude fra det gode selskab, så herfra byder vi velkommen til redaktør, Morten Vejlgaard Just, fra Filmz.dk. 

Rendyrket dansk bliver stjernebarometeret ikke. Fra Norge kommer Johanne Svendsen Rognlien. Hun repræsenterer FilmMagasinet, der månedligt udkommer i imponerende 50.000 eksemplarer. 

Ækte vare i konkurrencen
Der er ikke lang tid til den første dom skal fældes. I aften vises årets åbningsfilm, der samtidig er den eneste danske deltager i konkurrencen. 

Det er Fenar Ahmads Ækte vare, der handler om håbefulde rappere fra Københavns vestegn. Instruktøren kommer fra den alternative filmskole Super16, og han kan opleves på Ekko Shortlist med ungdomsdramaet Megaheavy

Danskeren er oppe imod vidt forskellige film fra lande som Australien, Grækenland og Brasilien. En enkelt amerikaner har også sneget sig med.

Blind film fra Norge
Fenar Ahmad behøver måske ikke frygte konkurrencen fra den argentinske History of Fear, som også blev vist under årets Berlinale i februar.

Her kaldte Ekkos udsendte filmen for en drøvtyggende oplevelse med usammenhængende scener, som publikum udvandrede fra. Av!

Men der er hård udfordring fra Norge. Joachim Triers faste manuskriptmakker, Eskil Vogt, nuppede en pris på årets Sundance Film Festival for sit roste drama Blind.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko