Folk bundet sammen af et terrortraume

En kvinde søger ly for regnen på en bistro.

Her får hun en kop kaffe og kigger lidt på de andre gæster. Men pludselig bryder helvede løs, da bevæbnede terrorister kommer ind og skyder folk til højre og venstre.

Mia slipper med livet i behold, men den tragiske oplevelse har mærket hende for evigt.

I resten af biografaktuelle Gensyn med Paris – som Ekkos anmelder giver fem stjerner – forsøger Mia (Virginie Efira) at komme sig over traumet og huske, hvad der egentlig skete den skæbnesvangre aften.

Filmen er instrueret af franske Alice Winocour. Hendes bror overlevede terrorangrebet på spillestedet Bataclan i 2015. Det brugte hun som afsæt til historien om at leve med et traume.

”Jeg sendte ham en sms, mens han stadig var derinde, og hele oplevelsen var meget traumatisk. Heldigvis overlevede han, og med filmen ville jeg prøve at genkalde nogle af de følelser, som vi begge havde på det tidspunkt,” siger Alice Winocour til Ekko.

”I den periode var jeg meget ude og rejse på grund af arbejde. Så da jeg vendte hjem til Paris, følte jeg virkelig et behov for at lave en film om at bearbejde svære minder,” fortsætter instruktøren, der i researchfasen fik bredt sit perspektiv ud.

”Det tog mig lang tid at skrive filmen. Gennem min bror mødte jeg andre overlevere og folk, der havde mistet kære i terrorangrebet, så en helt ny verden åbnede sig for mig. Det var fascinerende, og jeg brugte de møder til at lave filmen.”

Ultimativ oplevelse
Gensyn med Paris følger Mias møder med forskellige mennesker, der også overlevede angrebet. Blandt dem er forretningsmanden Thomas (Benoît Magimel), som hun får et særligt intimt forhold til.

Men også tjenere og gadesælgere er blevet en del af Mias inderste kreds, fordi de nu deler en traumatisk oplevelse.

Alice Winocour ser noget smukt i, at man i selv den mørkeste stund kan finde noget at varme sig med.

”Det er jo ikke for at sige, at kun et fælles traume kan skabe den slags fællesskab. Men jeg tror det er vigtigt at bruge en skrækkelig oplevelse til noget positivt. Terroristers mål er jo netop at gøre mennesker bange for hinanden og smadre tilliden i samfundet,” siger instruktøren.

I mødet med overlevere var det særligt båndet mellem dem, som hun bed mærke i.

”Det var helt specielt at opleve skæbnefællesskabet, der binder de her mennesker sammen. Døden er den ultimative oplevelse i livet, og når man sammen har haft den så tæt på, er man knyttet på en helt særlig måde. Fremmede kan blive som søskende,” fortsætter Alice Winocour.

”Vores verden er på mange måder delt op i sociale og økonomiske klasser. Men blandt de her mennesker er der opstået en komplet forståelse på tværs af alle den slags skel. Det giver virkelig mening at finde et fællesskab, så man ikke er alene med de følelser.”

Graden af realisme
47-årige Alice Winocour er uddannet manuskriptforfatter på den anerkendte filmskole La Fémis i 2002. Hun har været med til at skrive den Oscar-nominerede Mustang fra 2015, og hendes film er fast inventar på verdens førende festivaler som Cannes og Toronto.

Winocour har også gjort sig som instruktør med dramaet Proxima om en kvindelig astronaut, men i Gensyn med Paris bliver hun på landjorden. Faktisk er filmen hendes første, der foregår i hjembyen Paris.

Den romantiske hovedstad er berømt som kærlighedens by. Men de senere år har Paris mere været i søgelyset i forbindelse med voldelige demonstrationer af De Gule Veste og terrorangrebet på satiremagasinet Charlie Hebdo.

Det har påvirket stemningen i Paris, og Alice Winocour tænkte meget over, hvor realistisk hun kunne gøre terrorangrebet.

”Jeg overvejede, om det overhovedet var nødvendigt at have terrorscenen med, men kom frem til, at den var vigtig for at føle med hovedpersonen. Publikum skal forstå, hvad Mia har været igennem. Det er nærmest som at have været i krig. Man skal mærke hendes chok,” fortæller instruktøren.

”Jeg undgik bevidst at lave en gennemkoreograferet actionscene. Jeg viser begivenheden fra hendes perspektiv, så vi mest ser terroristernes fødder. Til gengæld mærker man volden på sin egen krop. Jeg prøvede faktisk at ramme en drømmeagtig stemning, så det ikke blev for virkelighedsnært.”

Nationalt traume
Det var vigtigt for Alice Winocour ikke bare at gengive virkelighedens angreb, men skabe sit eget. Hun var bange for at retraumatisere overlevere, og så skulle fokus ikke være på angrebet, men konsekvenserne af det.

”Jeg forstod gennem min bror, at man slet ikke kan indfange den forfærdelige gru, som han og de andre oplevede under Bataclan-angrebet,” fortæller instruktøren.

”Derfor gik jeg efter ikke at lave en rekonstruktion. På den anden side var det en næsten dokumentarisk måde, vi optog scenen på. Nogle mennesker stoppede på gaden og spurgte, om der var sket noget, og der var en stemning af, at vi i fællesskab behandlede et nationalt traume.”

Alice Winocour har efterfølgende også hørt fra en masse mennesker, der føler sig set i Gensyn med Paris.

”Jeg har fået nogle smukke beskeder fra overlevere, der har skrevet, at de blev meget rørt af filmen. Jeg har også hørt fra en journalist i Ukraine, som kunne se sig selv i filmen.”

”Forskellige mennesker med posttraumatiske lidelser har fortalt, at de kan genkende filmens skildring af, hvor svært det er at snakke med folk, der ikke har haft de samme barske oplevelser.”