Folkedrabet i Rwanda

Jørn Stjerneklars film Tom, Gud og Harry – som DR havde givet titlen En dansker i helvede – om folkedrabet i Rwanda 1994, har fire hovedtemaer:

1) hans egen rejse tilbage til de steder, han dengang besøgte – som én af de få reportere, der forsøgte at filme og viderebring hutuernes nedslagtning af tutsierne (Tom var deres hemmelige ord for tutsier, Harry for hutuer),

2) overlevende vidners beskrivelse af rædselsugerne,

3) en kritik af nødhjælpsorganisationerne, hvis forsyninger af hutuerne blev konverteret til våben og endnu flere drab,

4) et budskab om, at den form for blodtørst kan ramme os alle – sorte som hvide.

Hænger det sammen – filmisk og fortællemæssigt – og på dokumentationsplanet?

Kun til dels.

Lovlig selvhøjtidelig
Det er indimellem svært at fange, hvor man befinder sig i det fjortenårige tidsspand, og den historiske og politiske baggrund virker uklar. Det skyldes formentlig, at Stjerneklar og hans hold er fortrolige med den del af sagen, men det er de mange i filmens brede målgruppe næppe.

Filmisk veksler forløbet mellem flotte sekvenser med panorering over nutidens smukke landskaber og folkeliv og rædselsoptagelser af ituhakkede lig, vejspærringer og mennesker, der dræbes med køller, ofte underlagt manende musikstykker med katolsk lydende, skæbnetunge efterklange.

Løbende kommenterer Stjerneklar det, han så, og det, han tænker i dag med korte, lavmælte speak, der efter gemyt kan virke inciterende, effektfulde eller lige lovlig selvhøjtidelige – af typen:

”Der er en bro over floden til Dødsriget i Nyamata. Du behøver ikke at have penge til færgemanden for at krydse …”

Det er en pudsig detalje, at de hvide (en engelsktalende journalist og Stjerneklar selv) reflekterer, mens de sorte overvejende beskriver grusomhederne i detaljer.

Kastet for grisene
Rose hedder den unge kvinde, der igen og igen dukker op og fortæller i alt syv rædselshistorier om aflivningen af sine familiemedlemmer.

Her skal man måske – som i filmen – advare om voldsomme scener:

Hendes mor blev sprættet op med en dolk i skeden. Hendes tantes højgravide mave bliver skåret åben med en kartoffelkniv. Hendes onkel får bundet til et træ skrællet hud og kød af, så han kan bruges som ”skaft”, nabobørnene bliver kastet for grisene (”De pegede, når en gris tyggede en baby”).

Hendes brødres blod blandes med salt i en gryde, så hun kan drikke det. Hendes mand bliver kastet i latrinet, så hun hver dag kan sige godmorgen til ham ”nede mellem alle lortene” – og hendes tre børn bliver smidt for hundene.

Bibelsk syv plager
Der er noget nærmest bibelsk over disse syv separat fortalte ”plager”.

De er alle forskellige – og hver for sig spektakulære i en grusomhed så udspekuleret, at den ikke ligner noget, jeg har set beskrevet før, end ikke af øjenvidner til SS-kommandoernes nedslagtninger på østfronten under Anden Verdenskrig.

Dermed modarbejder de på en måde, Stjerneklars projekt om at vise os, at vi alle kan blive sådan, og at det dermed kan forhindres igen, hvis vi bare lærer det at kende.

Det er virkelig uhyre svært genkendeligt.

Dyreværnsfolk på banen
Men hvorfor lave filmen – fjorten år efter?

Ifølge Jørn Stjerneklar af ovenstående idealistiske grunde. Men hvorfor så denne enorme vægt på netop dramatiske rædselsbeskrivelser, der efterhånden får deres eget liv – og hvorfor vælge fokus på Stjerneklars personlige rolle og sammenbrud frem for reflekterende vidner, interview med tidligere slagtere, forsonere – og forsonede – kort sagt en lang dybere research og dokumentation?

Hvordan kan de overhovedet leve sammen i dag?

I den personlige historie ser man Stjerneklar rejse hjemmefra i 1994 – fra en kone, der bader deres nyfødte barn – men man får aldrig svar på, hvorfor denne mand altså foretrækker at køre fra vejspærring til vejspærring med cirka 100 meters mellemrum – og altså 100 meter imellem de punkter, hvor fulde og livsfarlige hutuer kunne have valgt at hakke ham ihjel – hvilket de var tæt på.

I stedet ser man ham – i en choksekvens, der nok skal få dyreværnsfolk på banen – selv hakke en skrigende, bundet ged ihjel med en machete i et forsøg på at forstå følelsen af at dræbe.

Svagt funderet postulat
Det er, som om nogen har rådet Jørn Stjerneklar til at tilføje endnu en begrundelse for filmen, som jeg synes er temmelig problematisk.

Det sker med bemærkninger som: ”Du behøver ikke at være født i Afrika for at være med. Når bølgen er sat i gang, får den sit eget liv. Tilbage er kun at finde din indre svinehund frem.”

Og: ”Et holocaust kræver kun de rette betingelser. Følelsen af os mod dem.”

Og endelig: ”Som barn hørte jeg mange sige: Send narkomanerne ud på en øde ø. Senere blev det til: Send flygtningene ud på en ø. I Rwanda i 1994 hedder hutufilosofien: Smid tutsierne i floden, så kommer de hjem, hvor de hører til …”

Det kan dårligt forstås anderledes, end at især Dansk Folkeparti og den type danskere har det i sig – dét med en skønne dag at svinge macheten.

Jeg synes, det er et meget voldsomt og svagt funderet postulat i en film med så afsindige grusomheder.