Jesper Quistgaard: ”Folkelighed er et fyord”

”En dårlig film er en dansk film,” står der på hans hjemmeside.

Når man er ny i faget, gælder det om at markere sig, og det har Jesper Quistgaard efterhånden gjort med populære kortfilm som Overgang, Sværvægter og Ødeland, der alle har hittet på Ekko Shortlist.

Ødeland sikrede skuespilleren Rudi Køhnke et bevægende comeback med prisen for bedste mandlige skuespiller ved Ekko Shortlist Awards 2016.

Nu er det fynske talent tilbage med gnavpot-portrættet Fodbolddommeren, hvor en gammel stivstikker bløder op gennem et venskab med naboens forsømte, fodboldglade pige.

Filmen vandt Publikumsprisen på den netop overståede filmfestival i Odense og bobler i denne uge på Ekko Shortlist. Men den lå ikke lige til højrebenet for instruktøren, der aldrig selv har spillet fodbold.

”Som barn var jeg ham nørden, der spillede computer og så film,” siger Jesper Quistgaard, da vi mødes på Odense-festivalen. ”Men jeg har observeret, hvordan der er en kultur med druk nede på pubben efter kampen. Og jeg har altid følt mig på afstand af det.”

”Det var der også én fra publikum, der kommenterede. Han kunne mærke, det ikke var en fodboldfan, der havde lavet filmen.”

Det er farlige ord i en branche, hvor fodbold ofte er en fællesnævner.

– Du er ikke bange for at støde folk fra dig?

Jesper Quistgaard griner, så man griner med. ”Jeg synes, det er fedt, og jeg har altid ønsket, jeg kunne spille fodbold. Men jeg fatter ikke en skid af det.”

Idé simrede i fem år
Fodbolddommeren handler om den gamle ronkedor Torben, hvis regelrytteri som fodbolddommer ofte bringer ham i unåde hos klubbens ledelse. Da det en aften ringer på hoveddøren, står hans otteårige nabo Nikoline derude og vil låne noget mælk. Far er fuld igen, og de har ikke noget til morgenmaden.

Lidt efter lidt finder de hinanden gennem spillet, og Torben lærer at lægge sin bitterhed fra sig. Det er en simpel, men rørende fortælling, men alligevel var Jesper Quistgaard ikke helt overbevist, da hans faste manusforfatter Nicklas Anthony Clark første gang pitchede ham filmen.

Først flere år senere – efter et kuldsejlet spillefilmprojekt – bed han på.

”Jeg havde en producer, der sagde: ’Du har sikkert masser af idéer! Skal vi ikke lave en kortfilm?’ Lige da var der faktisk lavvande på den front, men jeg fakede bare og ringede til Nicklas: ’Giv mig den der Fodbolddommeren, den er pissegod!’”

”Altså, jeg har masser af idéer nu,” skynder han sig at tilføje. ”Men det er til spillefilm. De fleste, der ser Fodbolddommeren, siger også, at det føles som en spillefilm, der er for kort. Det tager jeg som en kompliment.”

Alkohol giver godt drama
For Jesper Quistgaard var det alkoholkulturen omkring hyggefodbold, der blev vejen ind i historien.

”Jeg går efter dramaet – de små oaser af drama,” siger instruktøren. ”Der skal være noget på spil, og der ligger en latent problematik i de her alkoholiserede miljøer.”

Drikkeriet starter i omklædningsrummet, hvor Nikolines far – spillet af instruktørens hofskuespiller Rudi Køhnke – fører an, og det ender gerne med, at man trækker ned på den lokale for at suge stifter – som det hedder i O’ense og omegn.

”Hvis du opdrager dine børn med alkohol, kan der ske to ting. Enten bliver de ligesom dig, og så kan I mødes nede på værtshuset. Eller også gider de dig ikke mere, og så flytter de til København.”

Ekstremt fynsk film
Københavnerflugt er et emne, der ligger instruktøren på sinde. Selv er Jesper Quistgaard fynsk, så det synger, og han så gerne, at mere af filmbranchen var det samme.

– Forsøger du stadig at tromme et fynsk Hollywood op?

”Målet er at lave en god film. Jeg kunne som et sekundært mål godt tænke mig, at den også kunne vise vejen frem for noget mere. Men hvis man skal lave fynsk Hollywood, kræver det, at Det Danske Filminstitut vil støtte det.”

”Problemet er, at der ikke er nogen fynske produktionsselskaber, der producerer spillefilm støttet af Filminstituttet. Lige nu er det ekstremt svært at stå på Fyn og råbe: ’Lad os lave et filmmiljø!’”

”Hvis der nu er nogen, der får succes med det, kan det være, der kommer mere. Zentropa laver film i Avedøre, og det var der jo heller ikke nogen, der syntes var fedt, før de begyndte at lave nogle fede film.”

På den front forsøger Jesper Quistgaard selv at gå i forvejen.

”Hvis der ikke er nogen, der går ud og bare gør det, så kommer det aldrig til at ske. Fodbolddommeren er en meget fynsk film, jo,” siger instruktøren med et smil. ”Den er optaget i og omkring Nyborg, min hjemby Ullerslev, Ørbæk og Vindinge. Så det er totalt lokalt, det hele.”

Respekterer ikke håndværket
Når han søger inspiration, har Jesper Quistgaard altid skelet mere til amerikanerne end til sjællænderne. Omdrejningspunktet for Sværvægter er et blodigt showdown mellem en p-vagt og en bande, og Ødeland skildrer et dystopisk Danmark frit efter hollywood’ske zombiefilm.

– Hvad er det, vi ikke kan finde ud af herhjemme?

”Jeg synes ikke, at dansk film respekterer fortællehåndværket,” siger den fynske forkæmper. ”Jeg er meget inspireret af de amerikanske writers’ rooms, hvor der sidder mange forfattere og en story editor, der bygger historien op. Det er et kæmpe maskineri.”

”I Europa og i Danmark har vi den her auteur-tilgang, hvor det er bedre, jo færre der har været inde over historien. Men ting bliver altid bedre, når der har været et team til at samspille om at konstruere en historie. Det er noget, der ikke bliver dyrket i Danmark.”

”På Fodbolddommeren havde jeg en forfatter på, jeg har selv skrevet, så har jeg haft bidragsydere, en story editor og en konsulent fra Filmværkstedet. Der har været en seks-syv mennesker med i skriveprocessen.”

”Det er også lidt et tabu herhjemme, at man laver film til et publikum,” siger instruktøren. ”Jeg er sådan set lidt ligeglad med, hvad jeg selv vil. Det handler mere om, hvad publikum vil se.”

Dansk films to lejre
Vi sidder i Kulturmaskinens cafe, og instruktøren er omhyggeligt placeret med ryggen til prisshowets røde løber, hvor dansepiger byder velkommen og en maskine blæser røgfyldte bobler ud over hovederne på de gallaklædte gæster.

Fodbolddommeren er nomineret i flere kategorier, men det er ikke de Oscar-kvalificerende hovedpriser, Jesper Quistgaard drømmer om.

”Den pris, jeg allerhelst ville vinde, er Publikumsprisen,” siger Jesper Quistgaard, der kort efter vinder Publikumsprisen. ”Jeg har altid lavet film til et publikum, og jeg kan mærke, jeg har et tag i dem.”

”Der er to lejre herhjemme. Enten er det meget artsy, eller også er det meget folkeligt og egentlig lidt dumt. Vi mangler den gode mellemting. Folk vil jo gerne have noget, der får dem til at tænke. De vil bare også gerne have, at det er underholdende.”

”Jeg føler, det er et tabu at kalde mig selv folkelig. Det kan godt være, at det bare er mig. Men jeg synes, publikum har fortjent noget bedre. Og det kunne jeg godt tænke mig at give dem.”