Dag 2: Folkemord og klimakatastrofe

”Nogle gange virker det, som om vi med Aspergers syndrom eller autisme er de eneste, der kan se lyset,” siger Greta Thunberg i en voice-over i Nathan Grossmans dokumentar I Am Greta, der spiller uden for konkurrence i Venedig.

Så tænker man måske: ”Åh gud, endnu en opsang!” Men vi fortjener den jo også. For ud over, hvor meget vi alle miljøsviner i det daglige, hvor mange af vi festivalgæster tog så toget hertil?

Men filmen er ikke så meget en moralprædiken som et personligt portræt af den meget unge pige, der nærmest uforvarende blev frontkvinde for en global bevægelse.

Grossman og hans hold var med helt fra begyndelsen, hvor hun sætter sig kontrært og målbevidst foran det svenske parlament med sit hjemmelavede ”Skoletrejk för klimatet”-skilt, og frem til talen for FN-klimatopmødet i New York, der gjorde hendes efternavn overflødigt.

Alle kender Greta
En overgang var Greta højeste mode for verdensledere ivrige efter signalpolitik. Igen og igen ser vi, hvordan parlamentsmedlemmer og verdensledere bruger hende til at bejle til vælgerne, men uden at lytte til hende.

”Vi gik ikke på gaden for, at I kunne få en selfie med os!” tordner hun i Strasbourgs parlament. Men vi ser hende også, først og fremmest, som en lille pige, der slår panden mod en mur af magelighed og modvilje. Ung, usikker, fjollet, indigneret og lynende intelligent.

”Når man får øje på klimakrisen, kan man ikke se andet,” siger hun. Disse dage har en anden krise forrang for de fleste, men I Am Greta er en sober påmindelse om, at coronavirus ikke er menneskehedens eneste hovedpine.

En mors kamp for overlevelse
I en helt anden boldgade kom Pedro Almodóvar også til Lidoen med kortfilmen The Human Voice, der blev vist som forfilm til krigsfilmen Quo Vadis, Aida?

Førstnævnte er en stilig og bevægende monolog fremført af Tilda Swinton som en sidste telefonsamtale med den elsker, der forlader hende. Den anden er en uafrysteligt nærværende krigsfilm om det serbiske folkemord i bosniske Srebrenica i juli 1995.

Her sidder oversætteren Aida med til bordet, når FN-soldater forsikrer de belejrede om, at serberne ikke vil nå byen, så lejren, og til sidst, at de mange lastbiler fører dem et sikkert sted hen. Løgn på løgn på løgn.

Aida har for længst gennemskuet dem, så hun forsøger desperat at redde sin familie, mens den serbiske general Mladic overrender FN-obersten, der insisterende holder på formerne, mens serberne dræber skånselsløst.

Deres bestræbelser fører mod maskingeværspelotoner og massegrave. Quo Vadis, Aida? – hvor skal du hen?

Jasna Djuricic er i titelrollen så intens i sin afmagt, at man ikke kan andet end tage hendes mareridt på sig, og filmen fik det største bifald til en pressevisning, jeg kan mindes. I disse koleriske tider føles instruktør Jasmila Zbanics film, der spiller i hovedkonkurrencen, som en vigtig påmindelse om, hvor let had kan snige sig ind i måden, vi ser hinanden.

Musikalsk empati
Også indiske The Disciple bejler til en Guldløve, men man kunne dårligt forestille sig mere væsensforskellige film.

Alfonso Cuarón lægger navn til Chaitanya Tamhanes film som executive producer, og der er et vist slægtskab til Roma i det tålmodige, nærmest religiøst eftertænksomme portræt af hovedpersonens indre tumult.

Sharad har viet sit liv til klassisk nordindisk musik, men halter efter sine medstuderende. Han tror, den smukt oscillerende sang kræver benhård selvdisciplin at mestre – men den kræver også talent, og det er han langsom til at erkende, at han mangler.

Med rolig eftertænksomhed føres vi ind i musikkens verden. Sharad sætter sine idoler på en uopnåelig piedestal, alt imens livet passerer ham forbi. Instruktøren går stille med dørene, men videregiver en dybt empatisk forståelse for sin forbistrede hovedperson.

Køligt trekantsdrama
Det gør Nicole Garcia ikke i den enormt franske Amants, hvor Stacy Martin og Pierre Niney sværmer om hinanden i en årrække, mens livet – det ubærlige liv! – skiller dem ad.

I første omgang, fordi en af Simons narkokunder dør af en overdosis, og han efterlader sin elskede Lisa i Paris, da han flygter. Da de tilfældigt mødes igen, er hun gift med en finansmand og rig, men ikke lykkelig. Så de finder sammen igen, men hendes mand står i vejen.

Deres løsning på problemet er lige så uholdbar, som den er klassisk for genren. Nicole Garcia iscenesætter trekantsdramaet med et køligt flair for scenen. Men de mondæne miljøer er i sidste ende mere levende end manuskriptet.

Kirurg uden kant
Et stort tillykke til enhver, der finder den skjulte meningsfuldhed, The Book of Vision foregiver at besidde!

Debutinstruktøren Carlo Hintermann har fået Terrence Malick som executive producer på filmen, der åbnede sidekonkurrencen Venice International Film Critics’ Week.

Han skeler åbenlyst til mesterens fabulerende, filosoferende stil, men har hverken elegancen, poesien eller overblikket til rigtigt at efterligne den.

Filmen handler om en kvindelig kirurg, der i historien om en tysk læge fra det 18. århundrede leder efter den lægevidenskabelige overgang fra fantasi til virkelighed, overtro til videnskabelig fakta.

”Jeg vil vide, hvorfor læger holdt op med at lytte til deres patienter,” som hun siger.

Men som hun bladrer sig gennem det gamle manuskript, bliver grænsen mellem fortid og nutid faretruende porøs. Tanken om at lade samme skuespillere agere fortid og nutid, som poetiske reinkarnationer af de samme karakterer, er interessant nok. Men den paneuropæiske tilgang gør filmen til et prætentiøst koks af tonelejer og teatralskhed.

Det føles på en måde også rigtigt for Lidoen, der har vist rigeligt med europuddings i årenes løb: tværeuropæiske samarbejder renskuret for national identitet – og for kant.