Folket var målet for satiren

Jeg sad tilbage med en mærkelig følelse af deja-vu, efter at jeg havde set det nyeste afsnit af Jonatan Spangs DR-satireprogram Tæt på sandheden, som har ført til en gevaldig shitstorm.

Her gør Tæt på sandheden grin med dokumentaren Grønlands hvide guld, og parodien på Naja Dyrendom Graugaard fra dokumentaren er gået viralt på Facebook med over 600.000 visninger.

Satire-indslaget med titlen Grønlands brune is er blevet mødt med bred fordømmelse og flere politianmeldelser. Det gav også anledning til gårsdagens demonstration i Nuuk, hvor op mod 300 fremmødte fordømte ”det racistiske menneskesyn”, som har fyldt diskursen den seneste tid.

Man kan spørge sig selv, hvorfor denne satire vækker så megen vrede. Man kan også argumentere for, at det er ekstra vigtigt at værne om ytringsfriheden i politisk turbulente tider.

Men som færing kan jeg genkende reaktionsmønsteret, og hele situationen førte mine tanker tilbage til en lignende situation i 1998, hvor Cirkusrevyen præsenterede en sketch om Færøerne på et yderst ubelejligt tidspunkt.

Spar i skat – skyd en færing
I 1990’erne befandt Færøerne sig i en dyb finanskrise, der førte til massiv arbejdsløshed og folkeflugt fra øerne.

Mange færinger var dybt påvirkede af den økonomiske situation, og skiftende færøske regeringer var tvunget til at rejse til Danmark for at bede om hjælp til at konsolidere øernes udlandsgæld og få økonomien på ret spor igen.

Datidens danske aviser havde flere gange negative overskrifter om Færøerne, der ifølge dem ikke havde styr på noget, og et dansk klistermærke blev notorisk blandt færinger: ”Spar i skat – skyd en færing.”Det er et slogan som mange af mine jævnaldrende færinger stadig husker.

Da den sidste hjælpepakke skulle forhandles i 1998, digtede Cirkusrevyen sangen: Vi vil bare ha’, som med blev sunget af alle de medvirkende iført færøske nationaldragter. 

Teksten lagde ikke fingre imellem med vurderingen af færinger: 

Sætte tæring efter næring, kan man ik’ når man er færing.
Det er noget der ligger dybt i vores kultur.
Vi har hvaler og skandaler, og er dårlige betalere
Og vi tjener altid mindre end vi bruger.

Vi vil bare ha’ en fiskekutter hver, og ha’ lov at sende regningen til jer.
Og så vil vi respekteres, som de ansvarsløse og forkælede børn vi er.

Offentlig gabestok
Dagbladet Information mente dengang, at sangen var en seriøs kandidat til Årets Revynummer. Og mange danskere har sikkert syntes, at sketchen var sjov.

Men på Færøerne var der ikke den store appetit på sådan en vurdering af færinger.

Vi vil bare ha’ gjorde ikke grin med de færøske politikere eller de færøske banker. Det var hverken finansspekulanterne eller svindlerne, der blev sat i den offentlige gabestok. 

Det var folket, som var målet for satiren. Ikke som en ligeværdig partner, men som nogle ansvarsløse børn, der fortjente en offentlig ydmygelse.

Sangen blev fra færøsk side set i forlængelse af Færøbanksagen, Fremskridtspartiets voldsomme retorik om Færøerne, de hårde forhandlinger med Nyrup-regeringen og ”Spar i skat – skyd en færing”.

Det hele blev set i én samlet kontekst, hvor den hårde tone førte til en kraftig færøsk modreaktion. Den kulminerede ved lagtingsvalget i 1998, hvor løsrivelsespartiet Tjóðveldi fik sit bedste valg nogensinde. Samtidig var der for første gang nogensinde et parlamentarisk flertal i Lagtinget for færøsk selvstændighed.

Selv om Færøerne stadig er en del af rigsfællesskabet, er sketchen stadig notorisk på Færøerne. Når man føler, at man ligger nede på jorden, er man ekstra opmærksom på, om nogen griner ad én i stedet for med én.

”Os” og ”dem”
En af kernefunktionerne i den slags humor, som man finder i Grønlands brune is, er at etablere et ”os” og et ”dem”.

Det er ofte nødvendigt at pege fingre og udstille mennesker i politisk satire. Især når det handler om magthavere og dem, der bestemmer i vores samfund. Men man kan aldrig forvente, at publikum automatisk går med på afsenderens præmisser.

Med Grønlands brune is har mange mennesker ikke set sketchen som en kritik af en påstået woke-kultur i DR. 

Den er blevet set i forlængelse af hele selvstændighedsdebatten – af den uafklarede spiralskandale, eksperimentbørnene, den økonomiske udbytning af Grønlands råstoffer og den racisme, som mange inuitter har beskrevet i mødet med det danske samfund.

Grønlands brune is kan også ses i forlængelse af et tidligere afsnit af Tæt på sandheden, hvor komikeren Frederik Cilius kalder grønlændere for ”vores fordrukne overboere i polarcirklen” og jokede med, at under ”den øverste spids af det grønlandske samfund var der ti gange så meget råddenskab, incest og skudsår i ansigtet”.

Når publikum ser en dansk skuespiller tegne falske inuit-tatoveringer på sit ansigt, ser de ikke bare en pegefinger rettet mod Naja Dyrendom Graugaard fra Grønlands hvide guld.

De ser en pegefinger rettet mod helt almindelige inuitter, og det kan føles som voksenmobning i bedste sendetid. Her bliver ”dem” og ”os” lynhurtigt til danskere versus ”eskimoer”, som Tæt på sandheden vælger at formulere det. 

Når man sammenkobler alle disse elementer, kan jeg godt forstå, hvorfor mennesker i sådanne situationer bliver rasende. Derfor undrer det mig, at Tæt på sandheden ikke havde forudset, at en ”eskimo-sketch” ville føre til sådan en reaktion.

I en tid, hvor der bliver debatteret, om der er blevet begået folkedrab i Grønland, må man da forvente en kraftig modreaktion, hvis man laver grin med en grædende inuit på Danmarks største public service-platform.

Legitim reaktion
Jeg skriver ikke dette indlæg for at lege humor-politi.

Vi skal værne om ytringsfriheden, og folkene bag Tæt på sandheden må principielt selv styre, hvad de bruger deres platform til. Men samtidig synes jeg, at reaktionen fra Grønland er helt legitim.

Hvis man ikke har fået sit perspektiv anerkendt i ualmindelig lang tid, er der ikke noget andet at gøre end at råbe op. Den politiske højrefløj i Danmark gør det samme, når de gang på gang klandrer DR for ikke at anerkende deres perspektiver.

Et underholdningsprogram må gerne være groft, og komikere må gerne lave sjov på andre menneskers bekostning.

Da Jan Gintberg turnerede Nordatlanten med sin programserie Gintberg på kanten, stillede han sig op foran lokalbefolkningen i både Nuuk og Tórshavn og fortalte grove vittigheder til publikums åbne ansigt. Der blev joket om ”færinger, der knalder får” og ”grønlændere, der er for stive”.

I begge tilfælde blev grovhederne mødt med latter og applaus, fordi Gintberg anerkendte det færøske og grønlandske perspektiv. 

Den eneste måde at komme ud af den nuværende, destruktive mediediskurs er ved at lytte til hinanden og prøve at forstå hinandens udgangspunkter.

Vivian Schmidt Isaksen, souschef i Grønlands selvstyre, tog et skilt med til gårsdagens demonstration, som indkapsler det nordatlantiske perspektiv på ikke bare Grønlands brune is, men også tidens tumult i rigsfællesskabet:

Vi er ikke utaknemmelige. Vi ønsker blot gensidig ligeværdighed, forståelse og respekt. Stop racismen!