Tone Ottilie: Hellere følsomhed end form

Tone Ottilie ånder lettet op, da hun hører det første spørgsmål. Den 22-årige instruktør har inviteret indenfor på sit værelse i en lille lejlighed på Nørrebro. Hun deler adressen med en mandlig bofælle, som hun, inden vi har sat os, har kommunikeret med igennem en lukket dør.

”Hvor er kaffen?” råber Ottilie ude fra køkkenet.

”Se på hylden,” lyder det inde bag døren.

Ottilie har netop modtaget hovedprisen ved Ekko Shortlist Awards for sin nærværende teenagefortælling om Lulus første gang. En ung pige dater en fyr på nettet, men må samtidig bevise, at hun kan præstere seksuelt i den virkelige verden, hvis hun ikke vil mobbes.

Det spørgsmål, som instruktøren er lettet over, er ellers ikke prangende:

– Hvad er din yndlingsfilm?

”Det er virkelig forfriskende ikke at blive spurgt om, hvad vi kan gøre for at få flere kvinder i dansk film,” smiler Tone Ottilie og kører hånden igennem sit affarvede hår, mens hun retter på sine tykstellede briller.

– Hvorfor?

”Fordi jeg allerede er blevet placeret i en feminismeboks, eftersom jeg har meninger, som jeg ikke er bange for at lufte. Jeg identificerer mig helt klart med feminisme, men det er irriterende, at folk sommetider kun tolker mine film ud fra mine personlige holdninger. Men lad os holde os til yndlingsfilmen,” smiler Ottilie og stempler kaffekanden.

”Min yndlingsfilm er nok Andrea Arnolds Fish Tank, for den kan jeg virkelig mærke. Jeg går egentlig ikke så meget op i form, jeg går op i følsomhed og autenticitet. Fish Tank har virkelig inspireret mig, fordi den tager virkeligheden, og gør det hele fucking råt og autentisk med en fortælling om en ung pige, der må føle og kæmpe sig igennem tilværelsen.”

Grineren over Fellini
Det er da også det autentiske, der bonger ud på filmmåleinstrumenterne, når man ser Tone Ottilies værker.

I Lulus første gang udforsker hun venindedynamikker og ikke mindst et online-forholds muligheder, ligesom hun i Twister fra 2015 spiller på veninders interne kampe, selv om filmen egentlig handler om at give et blowjob for 500 kroner.

I de to korte dokumentarfilm Det romantiske væsen og Den sidste nat er kameraet også konsekvent afsøgende og nærgående, og egentlig troede Tone Ottilie længe, at hun skulle være dokumentarfilminstruktør. Hun ville nemlig derud, hvor virkelige mennesker føler noget, men hun fandt ud af, at spillefilm også kunne være ”ægte”.

”Jeg kan godt have det grineren over Fellini, men jeg vil selv gerne udforske virkeligheden uden at stilisere. Det er jo absurd, at nogen tror, de kan skrive en karakter, og så bliver det bare sådan. Jeg vil hellere bruge vanvittigt meget tid på casting, så skuespillerne kan bidrage til at skabe rollen.”

Hader ”godt skuespil”
Det er også sådan, Tone Ottilies omgangskreds beskriver hende – som én, der virkelig giver sig tid til skuespillerne. Hun instruerer, men lader samtidig også sig selv blive instrueret af alle omkring hende.

”Tone er målrettet, men hun vil også have sparring, og man må meget gerne stoppe hende, hvis man synes, hun er ved at dreje et forkert sted hen,” forklarer Mille Astrup, der har produceret Lulus første gang og også producerer Ottilies kommende kortfilm, Babylebbe.

”Tone tager gerne selv kontakt til folk, og hun er altid lyttende og vil gerne have, at man siger tingene ret kontant,” fortsætter Astrup.

Ottilie smiler ned i sin kaffe, da hun hører, hvad hendes producer har sagt. Men det er også denne ligefremhed, som hun dyrker over for de uuddannede skuespillere.

”Babylebbe foregår i det lesbiske miljø i København. Mange af scenerne har jeg fundet på lige inden, vi optog dem. Skuespillerne er ikke professionelle, og på den måde kommer der noget råt og autentisk ind, som man har svært ved at få fra trænede skuespillere.”

– Kan man ikke få trænede skuespillere til at smide hæmningerne?

”Det er i hvert fald en udfordring, men generelt hader jeg idéen om, at man kan spille godt skuespil som en slags sport. Se på de bedste musikere i verden – de synger da sjældent helt vildt godt! På samme måde handler skuespil om energi og om måden, man præsenterer sig selv på, når man træder ind i et rum.”

Gør det umulige muligt
En impulsiv og nærmest legende tilgang til filmmediet præger Tone Ottilie.

Den unge instruktør er vokset op i den gamle Filmskoles bygninger på Christianshavn. Hendes far gik på kunstskole i Amsterdam, og forældrene boede i en loftslejlighed i den hollandske hovedstad. Men da de fandt ud af, at de skulle have en datter, flyttede de tilbage til København. I dag er faren industriel designer, mens moren er chef for en brandingvirksomhed.

Ottilie var efter eget udsagn et så underligt barn, at pædagoger og lærere ringede hjem til hendes forældre. Hun ville hellere være sig selv og skrive historier end at lege med de andre børn.

”Jeg har aldrig passet ind, før jeg kom på Filmskolen. Dér er alle så underlige, at jeg ikke skiller mig særligt meget ud.”

Det er måske i virkeligheden her, at nøglen til instruktørens film gemmer sig. Hendes historier er befolket af kejtede hovedpersoner, eller som producer Mille Astrup udtrykker det:

”Tone tærer meget på sine egne erfaringer, men også på sin omgangskreds. I Lulus første gang kom folk på holdet med input, men Tone er også typen, der kan komme stormende ind med en vild idé om en kameraindstilling. Når fotografen siger, at det ikke lader sig gøre, svarer Tone altid: ’Men hvad kan så lade sig gøre?’ På den måde gør hun det umulige muligt.”

Det billede nikker producer og underviser Nisse Koltze genkendende til. Han har rejst med Tone Ottilie til mindre filmfestivaler, da hun var tilknyttet ungdomsfilmskolen Station Next i Avedøre.

”Tone kan styre bandet og få alle til at spille sammen, men hun gør det ud fra sit personlige stof. Det er ikke 1:1, men der er helt sikkert materiale i Lulus første gang, som er Tone. Hun kan gribe ind i sig selv, men hun kan også holde sig selv ud i strakt arm. Og det er lige præcis dét, en god instruktør skal kunne,” siger Koltze.

Dumme film
Her i lejligheden på Nørrebro griner Tone Ottilie, da hun hører, hvad folk har sagt om hende. Men samtidig har hun også en grundpointe, som hun gerne vil slå fast.

”Film er virkelig dumt, og film er virkelig følelser,” siger hun og læner sig frem med et provokerende glimt i øjet. ”En af mine andre yndlingsfilm er Adèles liv, fordi den er så ren, og kemien imellem skuespillerne er helt fantastisk. Det skaber utrolige følelser!”

– Stop lige engang: Siger du, at film er dumt?”

”Ja, film er da fucking dumt!” griner Tone Ottilie. ”Der er så mange, som tror, at film er videnskab, men hvis du går ned i de store mesterværker, er det simpelt, hvordan de virker. En film er ikke raketvidenskab, men handler om følelser.”

– Vil det sige, at når man fortæller noget personligt i en film, så er det, man fortæller, faktisk dumt?

”Nej, ikke for publikum, for man fortæller jo nogle følelser. Jeg synes ikke, at film kan blive for personlige, men de skal fortælles med simple værktøjer,” siger Ottilie og rokker frem og tilbage i stolen.

”Det eneste interessante er det private, og det er også derfor, at det er så underligt, at mange vil læse politik ind i mine film. Men det er vel, fordi den kvindelige fortælling bliver set som politisk og ikke universel!”

Privat er politisk
Tone Ottilie retter igen på sin brille, der falder skævt tilbage på næsen. Så siger hun:

”Man bliver meget hurtigt sat i en politisk boks, men det interesserer mig faktisk ikke …”

Pludselig bliver hun stille. Indtil nu virker instruktøren som én, der er blevet vaccineret med grammofonstifter hele sit liv.

”Nej, okay …,” siger Tone Ottilie så. ”Der er selvfølgelig en slags politik i mine film. For hvis man ikke brugte sexistisk udskamning til at straffe hinanden, så ville Lulus første gang aldrig være blevet til noget.”

 – Så for at gøre det politisk bliver man nødt til at lave det følsomt og privat?

”Fuldstændigt. Det private er politisk. Når jeg går ned ad gaden og holder min kæreste i hånden, så er det jo politisk, fordi vi som to kvinder ikke passer ind i det typiske billede. Men jeg stræber altså ikke efter at være en politisk filminstruktør. Jeg er meget mere interesseret i historien, men vi lever bare i en virkelighed, hvor alt er politik. Alligevel er det nu stadig stenet, at jeg skal puttes ned i en feminismeboks, bare fordi jeg laver film.”

Det intime samarbejde
To ord, der går igen, når man taler med folk om Tone Ottilie, er ”demokratisk” og ”omsorgsfuld”. Den 22-årige instruktør vil lade alle komme til orde, og hun går op i, at alle føler sig set, som Nisse Koltze fra Station Next forklarer.

”Der er en tendens til, at de unge filmskabere gerne vil have, at alle på et filmset får en god oplevelse. Forleden havde jeg Annika Berg (Team Hurricane, red.) ude og holde oplæg på Station Next, og for hende er det ekstremt vigtigt, at alle har en god oplevelse, når de har arbejdet med hende. Det tror jeg også, at Tone tænker om sine produktioner. Samarbejdet er simpelthen blevet vigtigere for instruktørerne, end det var tidligere.”

Det bekræfter Tone Ottilie med store nik midt i en kaffetår.

”Der er ikke noget mere intimt end at lave en film sammen,” siger Ottilie, da hun har fået sunket kaffen.

”Samtidig er instruktørens eneste funktion jo at sige ting. Og hvis det, man så siger, ikke bliver opfattet rigtigt, så er man fucked. Derfor tror jeg, at der kommer bedre film ud af at lytte og tale med holdet. For filmen er aldrig bedre end sit filmhold.”

– Mener du virkelig, at der ikke er noget mere intimt end at lave film?

”Ja, for prøv lige at overveje, at du har en følelse inden i dit hoved, og så laver du det til et helt univers. Det er så sårbart og intimt, og jeg er et bundt spruttende nerver, når jeg er i gang med en film. Jeg vil gerne være over det hele, fordi det er så følsomt, men det er også det, der får mig til at føle mig allermest levende og til stede lige nu og her.”