”For mig er Sidse den perfekte kvinde”

Det er ikke et særsyn at se Sidse Babett Knudsen på Europas førende filmfestivaler. 

I februar høstede hun roser for sin fængselsvagt på moralsk glidebane i Gustav Möllers Vogter, der havde verdenspremiere i konkurrence på Berlinalen. Og i maj lagde hun vejen forbi Cannes-festivalen for at deltage i premieren på det franske retssalsdrama Le fil, der blev vist uden for konkurrence. 

Filmen handler om forsvarsadvokaten Jean, der sætter alt ind på at få sin blidt forskrækkede klient frikendt for hustrumord. Sidse Babett Knudsen spiller birollen som Jeans kone Annie, der selv er advokat og forsøger at holde ham fra at blive for personligt involveret i sagen. 

”Hun er der for at vise publikum, hvor langt han er nået i sin historie. Men det er ham, der gennemgår den store udvikling.” siger Sidse Babett Knudsen, da hun dagen efter verdenspremieren tager imod pressen på en solskinnende tagterrasse med middelhavsudsigt. 

Det er en bærende birolle, men samtidig et afbræk for den danske verdensstjerne efter den krævende hovedrolle i Gustav Möllers thriller. 

”Efter Vogter havde jeg brug for at spille nogle mindre roller, for det er et maraton. Og så er det rart at tage på nogle små løbeture bagefter, mens man samler energi til den næste maraton. Det er en balance, også mellem komedie og drama, tv og film.” 

Med få virkemidler
Le fil er instrueret af Daniel Auteuil, et koryfæ i den franske filmbranche efter hovedroller i Jean de Florette, Manon og kilden, Den 8. dag og Michael Hanekes Caché. 

Han spiller selv hovedrollen som Jean, og da han tilbød Sidse Babett Knudsen rollen som Annie, bed hun på. 

”Som skuespiller har Daniel ofte forbløffet mig med sin evne til at lave en perfekt transformation med få virkemidler. Det er så diskret, og jeg tror, han bruger meget af det samme maskineri, når han instruerer,” fortæller hun. 

”Når de nogle gange vendte kameraet mod mig, kunne jeg se, at han begyndte at observere. Så var han instruktøren, der skulle sikre sig, at jeg spillede ordentligt.” 

Bliv ikke bedre til fransk!
Dramaet i Le fil udspiller sig uden for retssalen, hvor Jean taler med den rådvilde mordanklagede og hans venner, børn og bekendte. De bedyr hans uskyld så overbevisende, at Jean begynder at opfatte anklagerne som et karaktermord, han må forhindre. 

”Jean lytter for meget til sine følelser. Annie er hans samvittighed, hans ami et amour, hans ven og elsker,” fortæller Daniel Auteuil, da vi mødes senere samme dag til gruppeinterview. 

”Annie har den objektivitet og distance, det kræver at være en god advokat, og som han ikke besidder.” 

Han er i strålende humør og vifter begejstret med armene, da jeg spørger, hvorfor han valgte Sidse Babett Knudsen til rollen som Annie. 

”Fordi hun er belle og intelligent. Det er en af de store fordele ved at være en instruktør. Man kan få sine drømme opfyldt. For mig er hun den perfekte kvinde!” 

”Daniel er meget gavmild med rosende ord,” siger Sidse Babett Knudsen næsten forlegent, da hun bliver spurgt det samme spørgsmål. 

”Han snakkede om alt det, jeg repræsenterer, og han ville ikke have, at jeg skulle blive bedre til at tale fransk. Jeg ville arbejde med en coach, men han sagde, at jeg skulle fastholde min fremmedhed.” 

Daniel Auteuil fortæller, at det afgørende for ham var Sidse Babett Knudsens evne til at kommunikere. 

”Vores scener er meget korte, men også meget intense. Jeg havde brug for en skuespiller, der øjeblikkeligt kunne kommunikere karakterernes forhold, så publikum kan forstå det hele på få sekunder. Og Sidse har evnen til at få publikum til at tro på, at disse to karakterer har været sammen i et årti. Hun er et stort talent.” 

Borgen ændrede alt
Selv om Sidse Babett Knudsen har været et nationalklenodie siden hovedrollen i Susanne Biers Den eneste ene, er det først de seneste ti år, at hun rigtigt er slået igennem uden for Danmark. 

Efter sin engelske debut i Peter Stricklands The Duke of Burgundy har hun indspillet topserier som Westworld og Ted Lasso og de britiske krimier The Accident og Roadkill. 

Hun har spillet over for Tom Hanks – to gange – og har vundet en fransk César-pris for Hermelinen og en finsk Jussi-pris for The Eternal Road. Hun har endda lagt stemme til en karakter i The Simpsons! 

Hun er efterhånden så allestedsnærværende, at hun må parere ros fra alle sider, mens hun fortæller om en karriere med et klokkeklart før og efter. 

”Det er Borgen, der gjorde det muligt for mig at arbejde i udlandet. Selv om jeg er uddannet i Frankrig, fik jeg ingen franske roller. I Danmark spillede jeg en masse fjollede piger på jagt efter deres identitet. Jeg spillede aldrig sådan nogle autoritetsfigurer,” fortæller skuespilleren. 

Borgen lod Sidse Babett Knudsen vise nye sider af sit talent, men hun understreger over for de internationale journalister, at rollen som statsminister Birgitte Nyborg krævede mere humor, end de engelske undertekster afspejler. 

”Jeg kan huske, at da jeg gik til casting, ville de se to sider af Birgitte Nyborg: en varm kvinde og en skarp politiker. Jeg tænkte, at den varme kvinde har jeg styr på, men jeg er virkelig nødt til at arbejde på politikeren. Og efter castingen sagde de: ’Vi har politikeren, men du er nødt til at være lidt varmere, Sidse!’” 

De underlige roller
Efter kæmpehittet med Borgen, der vandt en BAFTA-pris i Storbritannien, meldte udlandet sig snart på banen med tilbud om roller, som Sidse Babett Knudsen lige skulle tygge på. 

”Da de tilbød mig The Duke of Burgundy, tænkte jeg: ’Hvorfor?’ De havde kun set Borgen, så hvordan kunne de føle, at jeg var i nærheden af den her dominatrix?” 

Men rollen som den ene halvdel af et nøje koreograferet bdsm-forhold blev endnu en fjer i hatten. Den er en demonstration af Sidse Babett Knudsens talent for snørklede karakterer på kanten mellem kærlighed og afmagt, støttende omsorg og irriteret opsang. 

Siden har hun foldet sig ud med komisk stenansigt i den skæve komedie Limbo og som skolebestyrer med skyklapper på i Jessica Hausners Club Zero. 

Underlige roller, kalder Sidse Babett Knudsen dem, men det kan hun godt lide. 

”Det, jeg finder sværest, er de meget klichéprægede karakterer, vi har set før. Her er det svært at få til at tage sig levende ud. Men når jeg ikke ved, hvad der kommer rundt om hjørnet, åbner jeg mine sanser. Jeg elsker at blive overrasket, og jeg elsker også at overraske mig selv.” 

Reporter i krigsfilm
Spørgsmålet er, om der er forskel på at arbejde ude i verden og hjemme i Danmark. 

”Jeg har en større rækkevidde i Danmark og på dansk. Det er mit sprog, jeg kender kulturen og nuancerne langt bedre. Men jeg synes også, jeg bliver tilbudt nogle rigtigt spændende roller i udlandet,” siger Sidse Babett Knudsen. 

Hun er fløjet til Cannes direkte fra Marokko, hvor hun er i færd med at optage den franske krigsfilm In the Hell of Kabul: 13 Days, 13 Nights. 

Den handler om den hektiske tilbagetrækning af vestlige tropper fra Afghanistan, hvor den franske ambassade var det sidste sted, hvorfra man kunne evakuere. 

Filmen er instrueret af Martin Bourboulon, hvis navn Sidse Babett Knudsen tøver med at udtale. ”Bour-bou-lon,” prøver hun og nikker tilfreds, da de franske journalister ivrigt bekræfter. 

”Jeg har kun mødt ham to gange. Tredje gang udtaler jeg hans navn korrekt. Hvad kan jeg sige om filmen? Jeg skal spille en reporter.” 

– Har du brug for tips fra skyttegraven? tilbyder en israelsk journalist. 

”Fra Cannes’ skyttegrav? Ja, så kan jeg rigtigt se, hvordan I udspionerer folk!” griner Sidse Babett Knudsen.