Forældre nomineret til Nordisk Råds Filmpris
De fem nominerede film til Nordisk Råds Filmpris 2017 er netop blevet annonceret ved den norske filmfestival Haugesund.
I år er den danske kandidat Christian Tafdrups debutspillefilm Forældre. Tafdrup er nomineret som manuskriptforfatter og instruktør sammen med filmens producer Thomas Heinesen.
Tafdrup er bedst kendt som skuespiller og har medvirket i serier som Borgen og Lærkevej.
”Det er skørt, fjollet og langt ude, men som alle fantastiske fortællinger rammer det noget præcist i vores daglige sjælebund – og Bodil Jørgensen og Søren Malling er uforglemmelige som det foryngede par,” udtaler den danske kritiker-jury.
Dansk hjerteblod
Forældre handler om det midaldrende ægtepar Kjeld og Vibeke, der mister en retning i livet, da deres søn flytter hjemmefra.
Efter en flytning til deres ungdomslejlighed, vågner parret en dag pludselig i meget yngre udgaver, spillet af Ekko Shortlist-vinderen Elliott Crosset Hove og Miri Ann Beuschel.
Filmen var en darling hos de danske anmeldere og vandt Robert-priser for ”Årets instruktør”, ”Årets mandlige hovedrolle” og ”Årets klipper”.
De fire andre nominerede er Heartstone fra Island, Sameblod fra Sverige, Little Wing fra Finland og Fluefangeren fra Norge, der vandt sidste år med Joachim Triers Louder Than Bombs.
De fem nordiske lande har altid en film nomineret hver, men i år er Danmark også repræsenteret ved de to danske producere bag Heartstone, Jesper Morthorst og Lise Orheim Stender. Islandske Anton Máni Svansson er filmens tredje producer.
Amanda Kernell, der har instrueret Sameblod, er desuden uddannet fra Den Danske Filmskole i 2013.
Opmærksomhed om nordisk film
Nordisk Råds Filmpris er blevet uddelt gennem de seneste fjorten år, og den sidste danske vinder er Thomas Vinterbergs Jagten i 2013.
Vinterberg bragte også bragte prisen til Danmark i 2010 med Submarino, mens Lars von Triers Antichrist vandt i 2009, og Peter Schønau Fogs Kunsten at græde i kor tog prisen i 2007.
Målet for Nordisk Råds Filmpris er at skabe opmærksomhed omkring den nordiske filmkunstscene, og mange af de nominerede film har da også gået videre til at blive nomineret til en Oscar for bedste udenlandske film.
Alle fem nominerede vil blive vist hos Øst for Paradis i Aarhus 18. – 21. september. Vinderen af Nordisk Råds Filmpris offentliggøres den 1. november.
Kommentarer