En film til skraldespanden
”We are such things, as dreams are made of,” filosoferes der dramatisk i The Fantastic Four fra 1994. Intet kunne være mere forkert. Omformuleringen af Shakespeares ord understreger alt det, filmen ikke er. Den er tværtimod en skuespillers værste mareridt, en kynisk kalkulation uden en fremtid på det store lærred.
En ashcan copy – eller på godt dansk: en skraldespandsfilm – er et falsk produkt, som er lavet udelukkende for at beholde ophavsretten. Begrebet er brugt i forskellige kreative genrer, men ingen har kastet flere penge efter at lave en ashcan copy, end Constantin Film gjorde i starten af 90’erne.
I efteråret 1992 blev den tyske afdeling af filmselskabet, Neue Constantin Film, gjort opmærksom på, at deres indkøbte rettigheder til de fire ikoniske helte – Mr. Fantastic, Invisible Woman, Human Torch og The Thing – udløb den 31. december samme år. Marvel havde i sin tid solgt rettighederne for omkring 250.000 dollars, men nu var superhelte på film ved at blive en stor industri, og Marvel ville meget gerne have deres flagskib tilbage.
Så gode råd var dyre – eller halvdyre, viste det sig. Filmselskabet tog en hurtig beslutning, og tre dage før deadline, den 28. december 1992, blev optagelserne til The Fantastic Four hastigt sat i gang. Målet var at vise, at de havde oprigtige intentioner om at lave filmen, før optionen udløb.
Constantin Film hyrede den legendariske b-film-producer Roger Corman og den dengang (og stadig) ukendte instruktør Oley Sassone.
Oley gik begejstret ind i projektet og udtalte offentligt, at han med den rette mentale indstilling kunne få ting til at virke ti gange dyrere, end de var. Han fik 25 optagedage, et budget svarende til en mindre dansk spillefilm og stort set ukendte skuespillere til at formidle sit episke værk.
Skuespillerne kastede sig helhjertet ind i projektet og accepterede arbejdsdage på op til tyve timer ud fra den overbevisning, at de var i gang med at lave den næste store Hollywood-film. Det samme gjorde komponisterne David & Eric Wurst, som indspillede lydsiden i Capital Studios med et 48-mands orkester og smed en ikke uanseelig sum penge i projektet. De håbede givetvis, at det ville betale sig tilbage mange gange.
Hvis nogle af skuespillerne undervejs havde en nagende mistanke om, at noget var helt forkert, så lader de sig ikke mærke med det foran kameraet. Deres indsats kan bedst beskrives som lidenskabelig.
De medier, der efterfølgende fik fat i en kopi, brugte mindre pæne fraser som ”overspillet”, ”amatøragtigt” og ”hysterisk”, og man behøver kun at se traileren for at konstatere, at den ubehjælpsomme film vil være en stor mundfuld selv for hardcore kulttilhængere.
Constantin Film kunne ikke rejse de fornødne 40 millioner dollars til at lave overbevisende special effects. Så når den elastiske Mr. Fantastic rækker armen to meter frem, er det tydeligt for enhver, at det er et kosteskaft med en handske på. Men filmcheferne vidste, at tiden og den nye teknologi ville arbejde i selskabets favør. Og ved at lave en film på skrømt kunne de beholde rettighederne.
Det var først under en pressetur, at de medvirkende fik besked om, at Constantin Film ikke havde tænkt at sende filmen i distribution. Det var naturligvis et brutalt valg at lade et helt produktionshold tro, at de arbejdede på noget stort. Man må dog medgive Constantin Film, at de havde lavet en strategisk genistreg. For da Fantastic Four elleve år senere, i 2005, endelig blev præsenteret for verden i sin CGI-venlige 100 millioner-dollars version, strøg den til tops og indtjente 330 millioner dollars på verdensplan.
Flere af skuepillerne fra ashcan-versionen har udtalt, at de den dag i dag stadig har det svært med den nyere udgivelse, fordi det skulle have været ”deres film”.
Kommentarer