Forfatteren bag Eksorcisten er død
Uanset hvad han i sin karriere ellers skrev af mere eller mindre betydningsfulde værker, bør William Peter Blatty altid blive husket for primært én ting.
Han reddede eksorcisme fra at være et obskurt, bibelsk begreb – fra den ormedåse af umoderne overtro, enhver konfirmand og folkekirkepræst småflovt forsøger at ignorere ved trosbekendelsen – til at være en hjørnesten i moderne populærkultur.
Der var trods en katolsk baggrund ellers meget lidt i hans tidlige liv, som pegede i den retning.
Blatty voksede op i fattigdom i New York, arbejdede en rum tid i hærens afdeling for propaganda og fik råd til at blive fuldtidsforfatter ved at vinde 10.000 dollars i et Groucho Marx-quiz-show.
Han romandebuterede i 1960 og markerede sig som forfatter af humoristiske bøger, hvilket snart førte til en Hollywood-karriere i samarbejde med folk som skuespilleren Danny Kaye og instruktøren Blake Edwards.
Blandt Blattys talrige manuskripter for Edwards kan fremhæves den charmerende anden film i Den lyserøde panter-serien, Et skud i mørke (1964), Anden Verdenskrig-komedien Hva' lavede du i krigen, farmand? (1966) samt Darling Lili (1970), en Første Verdenskrig-musical med Julie Andrews som syngende engelsk-tysk dobbeltagent.
Den første Oscar-gyser
Men i starten af 1970’erne satte Blatty sig atter ved skrivemaskinen for at skabe en bog. Og denne gang var der ikke noget at grine af.
Resultatet blev The Exorcist (1971), en horrorroman inspireret af en angiveligt virkelig djævleuddrivelse, der skal have fundet sted i St. Louis i 1949. Offeret var en ung dreng, det blev i romanen ændret til en tolvårig pige, der under indflydelse af djævelsk ondskab chokerer de hidkaldte præster ved at masturbere med et krucifiks.
Bogen blev en gigantisk bestseller, og i kølvandet på Roman Polanskis Rosemary's baby (1968) lå en filmatisering lige for.
Blatty producerede selv filmen og skrev manuskriptet, hvorved han året efter vandt en Oscar for bedste manuskript med et forlæg. Filmen blev også nomineret til bedste film som den første gyser i Oscar-historien samt syv andre kategorier, mens den vandt for bedste lyd.
Eksorcisten fra 1973, instrueret af William Friedkin, blev som bekendt en af filmhistoriens største succeser, fulgt af utallige parodier, efterligninger og sequels.
En ny slutning
Efter Eksorcisten blev Blatty forbløffende uproduktiv. Han skrev og instruerede Den niende kombination (1980), baseret på sin egen roman Twinkle, Twinkle, "Killer" Kane, en teologisk dramakomedie om en klinik for krigsveteraner med mentale lidelser.
I 1983 udgav Blatty en fortsættelse til bogen The Exorcist. I romanen Legion fører en række blasfemiske forbrydelser handlingen frem mod sære begivenheder på et sindssygehospital.
Bogen blev filmatiseret som Eksorcisten III (1990) med Blatty selv som manuskriptforfatter og instruktør. Men karakteristisk for seriens fortsættelser var ingen rigtigt glade for resultatet, mindst af alle Blatty, der ragede uklar med produktionsselskabet, som forlangte en ny slutning.
Blattys eget director’s cut blev først udsendt i 2016.
Bræk i loftet og tis på gulvet
Læste man The Exorcist, da den var ny, vil man nok primært huske den flodbølge af metaforisk og bogstavelig bræk, Blatty lader sprøjte fra besættelsesofferets mund.
Men i virkeligheden opstår fortællingens styrke især via et langsomt, grundigt build-up, hvor kanonerne køres i stilling med en forførende blanding af fakta og forvarsler.
Det mest isnende øjeblik i filmatiseringen er således hverken levitationer, bræk eller umulige hovedomdrejninger. Det er et cocktailparty, hvor tolvårige Regan (Linda Blair), der burde ligge sovende oppe i barneværelset, pludselig står midt imellem gæsterne, tisser på det dyre gulvtæppe og møder hyggepianistens blik med en ildevarslende profeti: ”You’re gonna die up there!”
Blatty døde 89 år gammel af blodsygdommen myelomatose den 12. januar. Han efterlod hustruen Julie Witbrodt Blatty samt tre ekshustruer og en særdeles stor flok af børn og børnebørn.
Stephen King sagde farvel med et tweet: ”RIP William Peter Blatty, who wrote the great horror novel of our time. So long, Old Bill.”
Kommentarer