Nyhed
20. feb. 2017 | 08:05 - Opdateret 20. feb. 2017 | 10:02

Forfatterforening beder medlem holde lav profil

Foto | Gavin Mcinnes
Efter Meryl Streeps Golden Globe-tale forsvarer den højreorienterede engelsk-canadiske forfatter Gavin Mcinnes præsident Trump og kalder skuespilleren ”retarderet”. Kommentaren breder sig som ringe i vandet og skaber også heftig debat på Danske Dramatikeres Facebook-side.

Danske Dramatikere opfordrer et medlem til at stikke piben ind, efter at han har lagt pro-Trump-video på foreningens Facebook-side. ”Han støjer for meget,” siger formand Nikolaj Scherfig.

Af Claus Christensen

At en forfatterforening går ind for ytringsfrihed, er lige så sikkert som amen i kirken.

Derfor blev Søren Grinderslev Hansen overrasket, da han for nylig fik en henstilling fra sin fagforening, Danske Dramatikere, om at holde lav profil.

Henstillingen kom, efter at han på foreningens lukkede Facebook-side den 13. januar postede en YouTube-video, hvor den højreorienterede debattør Gavin Mcinnes forsvarer Donald Trump oven på Meryl Streeps Golden Globe-tale i januar.

I talen går skuespilleren i rette med Donald Trump, og hun kritiserer ham især for at gøre grin med en handicappet reporter. Men Mcinnes sår tvivl om historien – og kalder Streep for ”retarderet”.

Videoen fører til en heftig debattråd mellem Grinderslev og flere andre medlemmer, og en af dem opfordrer ham til at fjerne videoen. Det gør Grinderslev dog ikke, og umiddelbart bagefter bliver han kontaktet af foreningens kommunikationskonsulent Anders Busk.

”Det er flere medlemmers ønske, at du måske holder lidt lavere profil. Er det ikke ok?” skriver Anders Busk i en email til Grinderslev samme dag.

”Jeg har kun postet noget af relevans,” svarer Grinderslev, hvorefter Busk svarer: ”Nej, dit sidste YouTube-link er irrelevant.”

Skid i en Bodum-kande
Nogle uger senere bakker foreningens formand, Nikolaj Scherfig, sin kommunikationskonsulent op. På Facebook-siden skriver han til Grinderslev:

”Jeg synes, du er et bevis på, at vores forbund vokser og vokser, og nu er så stort, at vi også har fået vores helt egen internettrold. På en måde er jeg lidt stolt af det. Men jeg synes også, at det er okay, at når du gakker så meget ud og støjer så mange steder, at Anders Busk så siger til dig, at nu stikker du lige piben ind og holder lidt lav profil …”

Grinderslev svarer: ”Uenighed bekæmpes med forsøg på knægtelse af ytringsfrihed,” hvorefter Scherfig sarkastisk skriver:

”For satan, Søren, du er jo en martyr i ytringsfrihedens navn. Kan du så få organiseret en demonstration foran Nørre Voldgade sammen med Trykkefrihedsselskabet og få Uwe Max (provokunstner, red.) til at skide i en Bodum-kaffekande …”

Sure kællinger
Danske Dramatikere opfordrer medlemmerne til at ”foreslå et emne til debat” på foreningens Facebook-side, og Søren Grinderslev Hansen mener, at videoen med kritikken af Meryl Streep er et relevant debatemne.

”Hele filmbranchen er venstreorienteret og stirrer sig blind på, at Hillary er en engel, mens Trump er en djævel,” siger Søren Grinderslev Hansen, der har skrevet gyserfilmen Dannys dommedag. Han har også deltaget i kønsdebatten og fået et indlæg bragt i Ekko.

”Jeg støtter ikke alt ved Trump, men tingene er ikke sort-hvide, og jeg mener ikke, at han har gjort grin med en handicappet, som Meryl Streep hævder. Man kan godt argumentere for, at han bare er en elefant i en glasbutik,” siger han.

Til Ekko fortæller Anders Busk, at han aldrig selv har set Mcinnes-videoen, som varer otte minutter. Han understreger, at han blot har videreformidlet nogle medlemmers ønske om, at Grinderslev skal holde lav profil.

Formanden Nikolaj Scherfig har efterfølgende set videoen.

”Den er helt ulidelig – en mand, der sidder bag et skrivebord og råber. Jeg stoppede efter tyve sekunder. Til gengæld er jeg enig med skuespilleren Matthew McConaughey (en anden video, Grinderslev har lagt op, red.). Han mener jo bare, at man skal give Trump en chance, lade ham komme i gang og bedømme ham bagefter,” siger Nikolaj Scherfig.

– Men hvorfor har I så bedt Grinderslev om at stikke piben ind og holde lav profil?

”Det er en hårfin grænse, men i disse sociale medietider er der kommet en masse debattører, der godt kan lide at lave rav i den. Det skal Søren have lov til, men han skal sørge for at have en moderat tone. Han har i en tråd kaldt Christina Rosendahl og en anden instruktør for ’sure kællinger’. Det er ikke sprogtone, vi ikke bryder os om, så den har vi slettet.”

Et skrig om kærlighed
– Du kalder Grinderslev en internettrold. Det defineres som en person, der ikke altid mener, hvad han skriver, men som blot prøver at provokere og hidse folk op!

”Det er også det, han er.”

– Hans vedholdende engagement i to debatter – køn og Trump – virker ellers meget oprigtigt!

”Han har også blandet sig på folks andre sider, både inden for og uden for vores debatforum, og der er mange, der er blevet trætte af ham og har blokeret ham. Han stjæler tid og opmærksomhed. Det er nok, hvad det mest handler om: At han gerne vil have, at vi skal lægge mærke til ham. Det er hans våde drøm, at vi sidder og taler om ham nu.”

– Det lyder ikke til, at du tager hans holdninger alvorligt?

”Nej, det gør jeg ikke. Jeg synes, at underteksten er interessant. Og Grinderslevs undertekst er sådan noget narcissistisk forstyrret noget, der handler om: ’Se på mig!’ Det minder om de børn, der har fået for lidt opmærksomhed derhjemme og hellere vil have opmærksomhed ved at gøre noget grimt end ved at være sjove og konstruktive. Det er et desperat skrig om kærlighed.”

– Det har man også sagt om Lars von Trier!

”Trier gør det på et kunstnerisk højere niveau. Så lav noget kunst. Lav en film. Jeg er altså bare ikke overbevist om, at Grinderslev har gjort debattråden til en kunstform.”

– Hvad vil I gøre, hvis han ikke følger jeres henstilling?

”Vi vil give plads til ham, men holde øje med, at han holder en god tone.”

Fri bar med Erik Clausen
Danske Dramatikere har mere 350 medlemmer, heriblandt kendte manuskriptforfattere som Kim Fupz Aakeson, Anders Thomas Jensen, Lotte Svendsen og Erik Clausen.

Foreningen blev grundlagt i 1906 på initiativ af dramatikeren Emma Gad, der i dag er mest kendt for etikettebogen Takt og tone. Søren Grinderslev Hansen er godt klar over, at han ikke lever op til Gads forestilling om en god omgangstone mellem mennesker.

”Men skal der ikke være plads til alle? Der skal være teselskab med Emma Gad om søndagen med albuerne væk fra bordet, hvor de kan have deres sikkerhedszone uden at risikere at blive stødt på manchetterne. Og så skal der være fri bar med Erik Clausen om fredagen, hvor vi banker i bordet og skvulper med øllene.”

– Men kan du ikke godt forstå, at dine kolleger bliver trætte af, at du hele tiden konfronterer dem med modsatte synspunkter, kalder kvinder for ”sure kællinger” og poster en video, hvor Meryl Streep udstilles som ”retarderet”?

”Folk er ikke til at råbe op i dag, alt preller af. Så med mindre at man kalder folk for ’kællinger’ eller ’stoddere’, hører de ikke efter. Og de argumenterer ikke ud fra fornuft og logik, men ud fra følelser og anekdoter – derfor har jeg kaldt en instruktør for en kælling. Så kan de kalde mig en afstumpet skiderik, for det er jeg.”

– Men du har jo netop skubbet folk så meget væk med din aggressive facon, at din formand beder dig om at stikke piben ind?

”Han kan sige, hvad han vil, men det gør ikke mine opslag mindre relevante. Jeg får også personlige emails fra medlemmer, der støtter mig. De har ladet mig vide, at de ikke tør sige noget på grund af frygt for at blive udskammet offentligt. Hvis jeg er en trold, er de så skabstrolde? Spørgsmålet er, om formanden ønsker en fagforening, hvor nogle medlemmer ikke tør sige deres mening, eller om han ønsker et åbent forum, hvor der er plads til mangfoldighed.”

Venstrefløjens skovsnegle
– At formanden i en forening beder et medlem om at tale ordentligt, er vel egentlig ikke en indskrænkning af ytringsfriheden?

”Jeg kommer nede fra Lolland, og dér kaldte vi en spade for en spade. Når min far var en skiderik, kaldte jeg ham et røvhul. Når min mor var urimelig, kaldte jeg hende en kælling. Du kan godt komme med dine talepædagogiske holdninger, men det ændrer ikke på mine holdninger og mit sprog. Jeg må sgu også gerne være her, selv om jeg er en bonderøv. Så længe jeg ikke opfordrer til vold eller kommer med trusler, må jeg sige, hvad jeg vil.”

– Er det ikke – for nu at bruge dit eget ord – sund fornuft at lytte til formandens signaler?

”Hvis vi skulle lytte til, hvad formanden siger, ville der aldrig komme noget nyt frem. Jeg bliver så træt af den her filmdebat, hvor man absolut skal sidde på rokokopude og spise venstrefløjsskovsnegle for at være med i klubben. Jeg ser det i hele branchen, på Ekkos hjemmeside, Filmskolens Facebook-side og hos Danske Dramatikere – på alle tøffelheltenes sider.”

”Politik opstår ud af kulturen, og hvis vi skal påvirke verden, bliver vi nødt til at lade være med at køre i et ensrettet spor ned ad en ensrettet gade. Derfor er det i mine øjne sprængfarligt, hvis en forfatterforeningsformand sætter restriktioner på den ytringsfrihed, vi lever af.”

Gavin McInnes om Meryl Streep

Kommentarer

Danske Dramatikere

Fagforbund for dramatikere inden for teater, radio, tv og film.

Grundlagt i 1906 på initiativ af dramatikeren Emma Gad.

Over 350 medlemmer, heriblandt Lotte Svendsen, Renée Toft Simonsen, Erik Clausen, Kim Fupz Aakeson og Frank Hvam.

Udgiver medlemsbladet Replikker to gange årligt.

Læs videre på forbundets hjemmeside.

© Filmmagasinet Ekko