Super16: Forfatterne tager teten

I film er instruktøren Gud, det kreative kraftcenter, hvorom alt og alle drejer.

Det har været kongstanken lige siden auteur-teorien slog rod, og den tankegang har også domineret på den alternative filmuddannelse Super16 siden starten i 1999. I den periode er senere succesfulde instruktører som Fenar Ahmad, Christina Rosendahl, Martin Zandvliet og Kaspar Munk blevet uddannet derfra.

Det betød en forskydning i den normale magtbalance, da Super16’s niende årgang besluttede at kaste sig over det populære serieformat, som kan nu kan se resultatet af hos Filmmagasinet Ekko.

”Vi er blevet bedre til at forstå vores plads som forfattere. Hvornår vi godt må slå i bordet og selvtilliden til at fortælle større historier. Det behøver ikke være om en kat, der går fra et hjørne til et andet,” siger Anna Louise Petersen Amargós.

”Den kat lyder ellers som en fed historie,” griner Anders Jeelsmark Mortensen og Morten Mortensen, der sammen med hende udgør manuskriptforfatterlinjen på niende årgang af Super16 (fjerde og sidste medlem, Malene Rykær, var syg på dagen).

”I har ret, jeg går hjem og skriver på den nu!” svarer Anna Louise Petersen Amargós med et grin.

Syret plejehjem
Først skal vi dog snakke om deres midtvejsprojekter. Serieeksperimentet har nemlig affødt tre projekter, der ud over et serielt udgangspunkt er meget forskellige.

Anna Louise Petersen Amargós og Malene Rykær har sammen skrevet Vitasminde – plejer er død som en færdig serie i fire afsnit af ti minutter hver. Den handler om en ung kvinde, der får arbejde på et plejehjem. De knap så ophidsende omgivelser krydres med mord og meget andet mellem himmel og jord.

”Det var kun en gave at arbejde med en anden manuskriptforfatter. Vi ville gerne prøve at lave en hel serie, og det var også muligt, fordi vi var to. Det gik bare meget hurtigere, når man pingpongede i stedet for at sidde alene foran computeren. Man er jo ikke i tvivl om, hvem der har den fedeste idé, når den først kommer,” fortæller Anna Louise Petersen Amargós.

Anders Jeelsmark Mortensen og Morten Mortensen skrev derimod hver deres projekt alene, men udviklede i samarbejde med instruktørerne og producerne.

”Når vi skulle til at udbygge historien, blev det for mange kokke. Min rolle som hovedforfatter blev ikke mindre af, at der var andre med, for det var på en manuskriptforfatters præmisser med dramaturgi og aktinddeling,” siger Anders Jeelsmark Mortensen, der har ført pennen på serien med en spiritustest af en titel: En sanddru og udførlig beretning om et underligt syn i Årslev Enge.

Den hedder i hverdagstale blot Årslev Enge og foregår på en ølstue i det herrens år 1600. Den blev udtænkt som en miniserie i fire afsnit, og midtvejsprojektet er et pilotafsnit på 40 minutter, der foruden periodedrama også kommer ud i genreafkroge som kammerspil, sci-fi og horror.

Manuskriptforfatteren er stolt af resultatet.

”Tidligere har jeg været i instruktørsamarbejder, hvor idéen er kommet fra instruktøren som en indre dialog, men her kom det fra mig,” siger Anders Jeelsmark Mortensen.

Død og genopstanden
Endelig har Morten Mortensen, som er formand på Super16, skrevet Polar med en prolog og et første afsnit på tilsammen 34 minutter.

Serien snuser også til sci-fi-genren med død og genopstandelse, men foregår et så eksotisk sted som i Grønland. Den blev vist på den netop afsluttede festival SXSW i USA, hvor man sammenlignede den med Netflix’ megasucces af 80’er-nostalgi, Stranger Things, som da også har været en inspirationskilde.

”Først en måned inden optagelserne var jeg i Grønland, hvor jeg færdiggjorde manuskriptet. Det var svært at gøre, inden jeg kom derop. Jeg sad og skrev om et sted, hvor jeg aldrig havde været, men jeg havde også vanskeligt ved at finde ud af mine karakterer,” fortæller Morten Mortensen om sine udfordringer.

”Jeg interesserer mig for alle skyggesiderne af Grønland, men de smukkeste fortællinger ligger et helt andet sted. Alt det, jeg havde skrevet, inden jeg kom derop, spillede ikke med miljøet, for jeg anede ikke, hvordan der så ud. Jeg kunne skrive ’Så tog de ud på indlandsisen’, men fandt hurtigt ud af, at det kan man slet ikke!”

Spøgelse på gennemrejse
Selv om film og tv-serier i dag ofte ligner hinanden i forhold til store produktionsrammer og imponerende æstetik, er der fra forfatternes side stadig stor forskel på de to medier.

”Med serierne har vi været nødt til at tænke større og længere og hele tiden have spøgelset af en færdig sæson i baghovedet,” forklarer Anders Jeelsmark Mortensen og sammenligner med de unge manuskriptforfatteres normale boldgade.

”Man sætter altid karakterer i verden, men i kortfilm er man vant til at give dem en afslutning. Det gør man til en vis grad også i et pilotafsnit, men det har været spændende at sende dem ud på en rejse og hele tiden tænke på den store historie.”

Manuskriptforfatternes egen rejse ind i serieverdenen har betydet, at de med egne ord har fået nogle nye, dramaturgiske værktøjer. Og de tager nogle begreber med sig i det videre arbejde. Hvor en kortfilm gerne handler om en konkret situation, er det centrale for en serie dens arena, altså det univers, den foregår i. Det er et miljø, hvor man kan jonglere med sine karakterer.

”En series personer dør jo, når man ikke gider skrive dem længere. Hvis de skal have en værdi, skal man give dem en varig betydning for serien,” siger Morten Mortensen og suppleres af Anna Louise Petersen Amargós.

”Det var en helt ny måde at tænke på, for potentielt skal de kunne blive ved. Hvor er den evige konflikt og de karaktertræk, som kan blive ved med at støde mod hinanden? Det var lærerigt at lave en arena, hvor vi kunne have mange forskellige karakterer med.”

Serier som et teater
Arbejdet med serieformatet har været et eksperiment, som fremtidige årgange på Super16 ikke nødvendigvis skal fortsætte.

Men for manuskriptforfatterne på niende årgang, der nu skal arbejde på deres afgangsfilm, har det været en særdeles lærerig oplevelse.

”Fordi vi har været – jeg gider simpelthen ikke bruge analogien ’i førertrøjen’ – men den ledende i det kreative, har det skærpet i struktur og karakterdynamikker. For mit eget vedkommende har jeg fået større selvtillid i forhold til at fortælle historier og stå frem med mine idéer,” siger Anders Jeelsmark Mortensen og får opbakning fra de andre, der godt kan forestille sig at arbejde med serier i fremtiden.

”Jeg vil vildt gerne skrive tv-serier, for det er fedt at skabe et univers med karakterer og blive ved med at være i det,” siger Anna Louise Petersen Amargós.

Som formand får Morten Mortensen naturligvis det sidste ord:

”På en måde føles en serie mere som teater. Det er som at have én scene, man kan rykke rundt på – og hvis man går for langt, falder man ud over scenekanten.”