Forfulgt og forløst af barndommen

”Jeg må lære at leve uden frygt, så jeg kan blive fri.”

Sådan skrev Martin de Thurah i sin dagbog som syttenårig. Erkendelsen kom pludseligt, næsten som en åbenbaring. Han lå i telt i Nordsjælland, hvor det duftede af saltvand og grantræer. Og der besluttede den hæmmede, generte dreng sig for at gøre alt, hvad han var bange for. Sådan kunne han endelig blive frygtløs.

Derefter begyndte en tid, hvor han konstant forsøgte at overskride sine egne grænser. Med en næsten selvdestruktiv iver. Disse intense teenageår vender den nu 35-årige instruktør stadig tilbage til i sine film.

En vild cocktail
Martin de Thurah er lige gået i gang med forberedelserne til sin første spillefilm, men han er allerede blevet udnævnt til at være et af dansk films største nye talenter.

Han har vundet adskillige priser for sine kortfilm og musikvideoer og har samarbejdet med kunstnere som Röyksopp og Kanye West.

Kortfilmen Ung mand falder, som handler om en genert teenagedreng, der har svært ved at finde fodfæste i voksenlivet, vandt en Robert og blev udtaget til festivalen i Cannes. Den er udgivet af Ekko på dvd #9 sammen med kortfilmen Vi der blev tilbage og hans bedste musikvideoer og reklamefilm.

Martin de Thurahs film ligner dystre drømme med billeder af børn, der svæver i luften, og vægge, der slår revner. Men inspirationen henter han i sit eget liv – i erindringerne fra barndommen og teenageårene.

”I de der år er alt på spil,” siger Martin de Thurah om den tidlige ungdom. ”Du kan have lyst til at slå dig selv ihjel. Du skal kunne passe ind, men du ved ikke engang, hvem du selv er, så det skal du finde ud af samtidig. Det er en vild cocktail.”

Martin de Thurah har fart på. I sin karriere som filminstruktør, fotograf og billedkunstner. Og under interviewet. Han taler hurtigt, fortæller anekdote efter anekdote og illustrerer alt, hvad han siger, med fejende fagter. Han sidder ved bordet i sin lejlighed i Istedgade, ungdommeligt klædt i hættetrøje og t-shirt. Mens han taler, flytter han rastløst på kroppen, pegefingeren tegner usynlige streger på bordpladen, og historierne bruser frem. Non-stop.

Tavs og isoleret
Sådan har det ikke altid været. Som dreng talte han sjældent. Han var tavs og indelukket, og barndommen gled forbi i stilhed.

”Jeg var enormt hæmmet,” fortæller han. ”Jeg var bare ikke god til at snakke, og folk syntes, jeg var røvkedelig. Jeg ønskede inderligt at lære at smalltalke.”

Han legede ofte alene. Satte sig ind i en tom flyttekasse og forestillede sig, det var en elevator, der kørte op og ned fra anden til femte og fra femte til anden. Martin de Thurahs forældre blev skilt, da han var fem, og han endte med at bo hos sin far på en villavej i Brønshøj. Faren var skolelærer, og Martin de Thurah husker ham som en mand, der ikke talte meget om sig selv. Der blev ikke ført mange samtaler i hjemmet. Derfor blev Martin de Thurah heller ikke god til at udtrykke sig.

Længtes væk
Da han blev ældre, fik han især svært ved at tale med piger. Han husker en episode, hvor han skulle aflevere noget hos en pige, han var forelsket i. I dag har han glemt, hvad han skulle give hende, men han kan stadig huske, hvordan han stod ubevægelig i hendes opgang. Ude af stand til at sige noget. Da hun gav ham et kys på kinden som tak, blev han bare stående i tavshed. Lige til hun gik indenfor, og døren smækkede i for næsen af ham.

Hele sin barndom havde han en idé om, at der fandtes en bedre, større verden, som han bare ikke vidste, hvordan han skulle finde.

”Jeg følte, at jeg var låst fast et meget lille sted. Verden inde i mig selv var kæmpestor, men det, som kom ud af mig, var minimalt. Jeg anede ikke, hvordan jeg skulle gøre det, men jeg savnede den der følelse af at være fri og gribe de ting, der skete.”

Eksplosionen
Efter folkeskolen flyttede Martin de Thurah fra villavejen ind i et kælderværelse i sin mors hus. Her boede han, mens han gik i gymnasiet. I den periode tog han beslutningen om at gøre alt, hvad han var bange for. Helt systematisk.

”Hvis jeg var bange for at gå op på scenen og tale, skulle jeg stå i bar overkrop og tale foran hele skolen. Jeg gjorde det meget konsekvent. Det var bare sådan grænser, grænser, grænser, udvid, udvid. Jeg var virkelig bagud, så jeg havde virkelig travlt.”

Alt eksploderede, fortæller Martin de Thurah. Samtidig med, at han konstant forsøgte at trodse sin egen frygt, begyndte han at lave kunst: tegne, male, fotografere og spille trommer. Dengang havde han det, han kalder ”et forbrug af mennesker”. Han interesserede sig for folk et stykke tid for så at kassere dem igen.  

”Det handlede mere om mig, end det handlede om venskaber,” siger han. ”Men det blev jeg først bevidst om senere.”

Kunne intet føle
En gang imellem blev det for meget. Han havde alt for travlt, og pludselig kunne han blive overvældet af en følelsesløshed, der var så ekstrem, at han kunne gå udenfor i snevejr i korte ærmer uden at føle kulden. Han blev selvdestruktiv og begyndte at cykle ind i ting med vilje.

”Det var en slags numbness, som jeg fik, fordi jeg lavede for mange ting. Jeg nåede ind i sådan et sted, hvor jeg ikke kunne mærke noget.”

I andre perioder blafrede koncentrationen i alle retninger. For at samle tankerne opfandt han ritualer. Da han skulle læse til eksamen i gymnasiet, malede han sig på brystkassen og slog græs i haven i bar overkrop. Martin de Thurah betegner det som et forsøg på at bygge en ny identitet. Et slags skjold mod verden.

Billeder på barndommen
Sådan vekslede han mellem yderligheder. Følelsesløshed og intensitet. Han gik konstant i gang med nye projekter, også efter gymnasiet, hvor han lavede kunstudstillinger, scenografi, fotografier og plakater.

Da han blev optaget på filmskolens animationsinstruktørlinie, begyndte karrieren i filmbranchen. I dag har han instrueret de to kortfilm Ung mand falder og Vi der blev tilbage, som begge har børn som hovedpersoner og barndommen som tema, samt tre reklamer og et utal af musikvideoer. Ved siden af får han stadig tid til at male og tage billeder.

Kunstprojekterne tager udgangspunkt i hans eget liv. Ung mand falder bygger til dels på hans egen ungdo, og når han laver musikvideoer, er han også tit inspireret af en følelse, han husker fra sin opvækst. Følelsen af ikke at være til stede. Eller følelsen af at længes efter frihed og styrke.

En parallel virkelighed
Martin de Thurah mener selv, hans kunst er et forsøg på at formulere det, han oplevede, mens han voksede op.

”Hvis du har været i en eller anden form for eksil – i en eller anden verden, som ligger parallelt med den virkelighed, vi kender – så har du et behov for at udtrykke nogle af de ting, som ligger inde i dig. Som har ætset sig ind i dit system.”

Det er aften. Trafikken på Vesterbro og Martin de Thurahs strøm af anekdoter stilner af lidt efter lidt. Martin de Thurah har fart på, men i dag ved han godt, at han også bliver nødt til at give sig selv fred og ro.

”De sidste par år har jeg brugt rigtig, rigtig meget krudt på at blive dygtig. Jeg har måske glemt at passe på mig selv og lave nogle ting, som ikke er arbejdsrelaterede. Det der med at have nogle stikkelsbærbuske, det er jeg først lige begyndt på.”