Nyhed
29. juli 2020 | 19:21

Forhistorie til Gøgereden på Netflix

Foto | Netflix
Mildred Ratched (Sarah Paulson) får i Netflix-serien Ratched arbejde på et førende psykiatrisk hospital, hvor der eksperimenteres med det menneskelige sind.

Den stygge sygeplejerske Mildred Ratcheds unge år får liv i Netflix-serien Ratched, der undersøger baggrunden for hendes ondskab.

Af Nicki Bruun

Oversygeplejersken Mildred Ratched fra Gøgereden er en af filmhistoriens store skurke. Faktisk er hun så gemen, at hun topper vores liste over onde kvinder i Ekko #84.

Men nu får vi måske snart et andet syn på den forhadte figur, der kostede Jack Nicholsons småkriminelle McMurphy forstanden i Milos Formans mesterværk fra 1975.

I den kommende Netflix-serie Ratched er fokus – som titlen antyder – nemlig på Mildred Ratcheds liv før hændelserne i Gøgereden.

Hun ankommer i 1947 til Californien for at søge om arbejde på et førende psykiatrisk hospital, hvor der eksperimenteres med det menneskelige sind..

Langsomt bliver ondskaben vækket til livet i hende. Eller som Netflix skriver i seriens synopsis: ”Ægte monstre er skabt, ikke født.”

Streamingtjenesten har udgivet de første billeder fra serien (se nederst) og i den forbindelse også afsløret en premieredato den 18. september, hvor alle otte afsnit kommer på Netflix.

Kvinder i centrum
Ratched
er skabt af det succesfulde makkerpar Ryan Murphy og Ian Brennan.

De to har arbejdet sammen siden den musikalske ungdomsserie Glee og underskrev en milliardkontrakt med Netflix om at lave serier. Det er indtil videre blevet til The Politician og Hollywood, der handler om henholdsvis skolepolitik og homoseksualitet i filmbyen Los Angeles.

Denne gang bygger de videre på et populært forlæg og har castet en række dygtige kvinder i hovedrollerne.

Sarah Paulson – som Ryan Murphy har samarbejdet med i American Horror Story og American Crime Story – spiller Mildred Ratched.

Rollelisten tæller desuden Sharon Stone, Cynthia Nixon og Judy Davis, mens også Corey Stoll og Vincent D’Onofrio medvirker.

Kommentarer

Ekko #84

Top 10 om onde kvinder i Ekko #84.

Køb magasinet i kiosker eller få det tilsendt

Hvis du tegner årsabonnement, kan du vælge mellem to gratis biografbilletter, halv pris på tolv kvalitetsfilm eller fem film på Blockbuster.

Abonnenter har også adgang til magasinet digitalt.

© Filmmagasinet Ekko