Forkastelig juryplads til Asghar Farhadi i Cannes

Kan man være en stor humanist og samtidig bevirke, at en kvindelig kollega risikerer at blive afstraffet med 74 piskeslag?

Svaret er nej, og derfor burde iranske Asghar Farhadi aldrig være blevet inviteret i årets hovedjury på Cannes-festivalen.

Den 49-årige instruktør har skabt sublim filmkunst om mennesker, som ved skæbnens ugunst bliver stillet over for et moralsk dilemma.

Bedst er Nader og Simin – en separation, som Ekko har udgivet på dvd #21 og i 2012 vandt en Oscar som bedste internationale film. Fem år senere gentog han Oscar-triumfen med Sælgeren.

For nylig stod Farhadi selv med et moralsk dilemma, men i modsætning til sine kloge filmkarakterer traf han det forkerte valg.

A Hero, der sidste år vandt Grand Prix i Cannes og var Irans officielle Oscar-bud, er blevet beskyldt for at være et plagiat. Det sker for mange kunstnere og er ikke i sig selv en katastrofe.

Men det er Farhadis reaktion til gengæld.

Det lugter
Beskyldningerne er rejst af hans egen, kvindelige elev fra en workshop på uddannelsescentret Karnameh i Teheran, hvor instruktøren underviste i 2014-15.

Her lavede Azadeh Masihzadeh dokumentaren All Winners, All Losers. Den handler om Mohammad Reza Shokri, der under sin udgang fra et fængsel opdager en pose guld og beslutter sig for at finde ejermanden.

Undervejs bliver der dog rejst tvivl om hovedpersonens heltestatus. Har han pyntet på historien for at stå i et bedre lys?

Farhadis fiktionsfilm har nøjagtigt det samme plot. Det lugter langt væk, og på den måde kommer filmen ironisk nok til at spejle sin egen handling. Men i stedet for at sige undskyld og takke sin tidligere elev for inspirationen griber instruktøren til det hårdeste våben.

Han anlægger en sag om ærekrænkelse, fordi den tidligere elev har tilladt sig at påpege, at ligheden er lidt for påfaldende.

En kvinde, der krænker en mands ære, anses for en alvorlig foreteelse i Iran. Og vi taler ikke om en civiliseret domstol, men om Den Islamiske Republik, hvor den maksimale straf for ærekrænkelse er to års fængsel – og 74 piskeslag!

Retssager i Iran behandles oftest bag lukkede døre, mens den nedværdigende afstraffelse gerne sker i fuld offentlighed – ligesom i middelalderen.

I 2017 modtog en journalist ifølge Amnesty International 40 piskeslag, fordi han havde begået en banal fejl i en artikel om politiets konfiskering af motorcykler.

En kvinde blev idømt 74 piskeslag og to års arbejde med at vaske døde mennesker, fordi retten mente, at hun havde været sin mand utro. En anden kvinde blev dømt til at miste synet, fordi hun selv havde forårsaget, at en kvinde var blevet blind.

Uvished om dom
Det patriarkalske præstestyre overtræder dagligt menneskerettighederne, og diskrimineringen af kvinder er veldokumenteret.

Når Irans mest berømte og højst anerkendte mandlige instruktør – dobbelt Oscar-vinder – lægger sag an mod en relativt ukendt kvindelig kollega i mændenes retsstat, er hendes odds ikke gode.

Men da sagen kom for retten i april, blev Masihzadeh overraskende nok tilsyneladende frikendt, mens Farhadi fik en dom for plagiat. Måske fordi plagiatet simpelthen er for tykt.

Sådan lød det i hvert fald i de internationale medier.

Men der gik ikke mange timer, før Farhadis advokater var ude og sige, at dommen ikke var endelig. Hvorved man lagde et pres på lovgiverne. Og siden har der ikke været nyt i sagen fra det tillukkede land med et svært gennemskueligt retssystem.

Det er umuligt herfra at afgøre, hvem der har ret i tvisten.

Ophavsretssager er komplicerede, og der eksisterer heller ikke i Vesten klare retningslinjer for, hvornår en autentisk begivenhed er offentligt eje. I sidste instans kommer det an på den dommer, der skal tage stilling i sagen.

Men uanset hvem der har ret, er Asghar Farhadis beslutning om at lægge sag an mod sin kollega og tidligere elev i et barbarisk system som det iranske skamløs.

Blåstempler grusomt styre
Instruktøren har hidtil formået at holde sig på god fod med præstestyret såvel som Vesten.

I modsætning til sin iranske kollega Jafar Panahi, der har fået en fængselsstraf af regimet, har Farhadi i ro og mag kunnet lave sine film – både i og uden for Iran.

Det skyldes, at Farhadis film holder sig fra politisk ømtålelige emner, men omhandler familielivet og sætter fokus på personlige dilemmaer.

Filmene er båret af en grundlæggende humanisme, hvorfor de fineste festivaler i Vesten har taget imod dem med kyshånd. At de er blevet skabt i et inhumant og kvindefjendsk regime, har man set igennem fingre med eller måske ligefrem betragtet som en sejr for den ægte kunst, der ikke lader sig kue.

Men med sagsanlægget fremstår Farhadi ikke længere som en kunstner, der tilfældigvis laver film i Iran og blander sig uden om landets politik. Nu blåstempler han landets grusomme styre ved at gøre aktivt brug af dets vanvittige retssystem.

Han viser frem for alt, at han for egen vindings skyld er villig til at risikere, at en kvinde får en barbarisk straf.

Sådan en instruktør er ikke humanist, uanset hvor fremragende film han laver. Og han er ikke værdig til en af de fornemste poster på en festival, der siges at hylde menneskeværdighed og kunstnerisk integritet.