Fornøjeligt mareridt under sommersolen

Vivarium var for overtegnedes vedkommende den mest surrealistiske oplevelse på Cannes-festivalen i 2019.

Ikke alene er filmen – som Ekkos anmelder giver fire stjerner og kalder en vanvittig science fiction-satire – vitterligt en bizar omgang, hvor to unge mennesker fanges med et uønsket barn i et uendeligt forstadshelvede.

Men under den sydfranske sol blev jeg hensat til en labyrintisk mareridtsverden, da jeg rendte rundt mellem solstole på en strandbar og ikke kunne finde min kontaktperson, som havde sat interviewet i stand.

Samtidig så jeg i glimt filmens hovedperson – den amerikanske verdensstjerne Jesse Eisenberg, der blev Oscar-nomineret for rollen som Facebook-skaberen Mark Zuckerberg i The Social Network – gå rundt på kryds og tværs.

Det føltes som en glamourøs udgave af et skræmmende spejlkabinet.

Da jeg endelig fandt stedet og satte mig for at tale med Lorcan Finnegan, viste det sig, at Jesse Eisenberg også var med i interviewet – endda særdeles snakkesalig!

Filmisk feberdrøm
På den måde var jeg så at sige i den rette sindsstemning til at tale med de to mænd om en film, der er lidt af en hjernevrider.

Jesse Eisenberg spiller den unge mand Tom, som sammen med sin udkårne Gemma (Imogen Poots) besøger en særdeles besynderlig ejendomsmægler. Han viser dem et hus i den nyopførte bydel Yonders, hvor rækkehusene står snorlige, mens der intet tegn er på liv.

Da parret vil hjem, kan de ikke slippe væk. De ender med at bosætte sig i huset og modtager en dag en pakke med en baby i. Barnet vokser op, men har en uhyggelig lighed med den mystiske ejendomsmægler.

Det efterlader publikum med et ret oplagt, men også svært spørgsmål: Hvad betyder det?

”Jeg kan sige, hvad jeg læste ind i filmen, så du slipper for at snakke om hensigt,” siger 36-årige Jesse Eisenberg til instruktøren og fortsætter sin distinkte, hurtige og alligevel opbrudte talestrøm.

”Filmen er en feberdrøm – et surrealistisk mareridt – om livets traditionelle skift: At finde en partner, købe et hus, få et barn, skabe en familie, fastholde et ægteskab. Jeg ser filmen som en mareridtsbearbejdning om hjemlighed og livets velkendte ritualer,” fortæller skuespilleren og kigger på Lorcan Finnegan, som med et nik samtykker.

”Filmen stiller spørgsmålstegn ved, om livet behøver se ud, som det gør. Man er ikke tvunget til at gøre noget. Der er intet i vejen med at leve et normalt familieliv, men i filmen ender det skidt for de her to,” tilføjer instruktøren.

Dårlig dystopi
Lorcan Finnegan havde ikke turdet drømme om at få stjernen Jesse Eisenberg med i sin film. Men da instruktøren mødtes med engelske Imogen Poots for at få hende til at spille den kvindelige hovedrolle, foreslog hun selv Eisenberg som sin medspiller.

Kort forinden havde de to spillet sammen i komediedramaet The Art of Self-Defense, så hun sendte Eisenberg manuskriptet i en mail. Der gik ikke lang tid, før han meldte sig klar.

”Jeg blev glædeligt overrasket over historien, for filmen er utroligt kreativt udtænkt. Det er ikke bare en samling idéer, der smelter sammen til en didaktisk allegori om Donald Trump eller CO2-udledning. Det er en virkelig kunstnerisk film med en masse intellektuelt stimulerende temaer, uden at det bliver fortænkt eller pædagogisk,” forklarer Jesse Eisenberg og fortsætter:

”Og så er det hele centreret omkring to mennesker, som er fyldt med ægte følelser og ikke bare virker som dukker proppet med ideologisk tankegods.”

”Jeg har læst virkelig mange manuskripter de seneste år om dystopiske verdener. Det er nok en reaktion på tidens uhyggelige, politiske landskab. Jeg har en aversion mod den slags, men Vivarium er herlig, fordi jeg ikke er sikker på, hvad den betyder. Det ved jeg ikke engang, om d’herrer er klar over det,” siger skuespilleren med henvisning til Lorcan Finnegan og filmens manuskriptforfatter Garret Shanley.

”Personerne føles som ægte mennesker. I de dårlige eksempler på den her slags historier er den ene karakter ’kapitalisten’ og den anden er ’kommunisten’. Det virker så falskt, men her er deres forskellighed troværdig. Hun vil meget gerne gøre det rigtige og opdrage barnet, mens han afviser at være en del af den sære kernefamilie. Men de er noget i sig selv og ikke bare figurer, der skal udtrykke en politisk holdning.”

Von Triers betydning
Der er danske penge i Vivarium, som blandt er produceret af det danske selskab PingPongFilm.

Det var medvirkende til, at Kristian Selin Eidnes Andersen blev valgt som filmens komponist og lyddesigner.

”Jeg overvejede, hvordan vi bedst brugte pengene på et dansk islæt i filmen. Jeg havde lagt mærke til Kristians arbejde i film som Antichrist og andre af von Triers film, så jeg skrev bare til ham,” fortæller 40-årige Lorcan Finnegan.

”Faktisk var Lars von Trier helt afgørende for den her film, for jeg fandt også dygtige danske effektfolk, som han havde brugt i Melancholia,” fortsætter instruktøren.

Lydmæssigt giver Kristian Selin Eidnes Andersen og Lorcan Finnegan filmen en foruroligende atmosfære ved at lade Jonathan Aris – som spiller ejendomsmægleren Martin – lægge stemme til parrets søn.

”Det skulle gerne give publikum fornemmelsen af, at barnet er i gang med at forvandle sig til en ejendomsmægler. Hans hvide skjorte og vandkæmmede hår hjælper selvfølgelig også på det!”

Mørk indsprøjtning
Den lille dreng spilles af Senan Jennings, som imponerede Jesse Eisenberg under optagelserne.

”Børneskuespillere kan nogle gange være gode til en casting, men slet ikke have lyst til at lave filmen, når det kommer til stykket. Senan forstod filmens tone og sin egen rolle: At han skulle været uhyggelig, men ikke overgøre det. Det er en sofistikeret balancegang, som selv de dygtigste skuespillere kæmper med – og Senan var kun syv år,” siger Jesse Eisenberg.

Også Jonathan Aris’ præstation som ejendomsmægleren Martin har Jesse Eisenberg lovord til overs for. Det er instruktøren rørende enig i.

”På papiret var Martin hele tiden en morsom figur, altså på en meget sorthumoristisk måde. Hele filmen er jo en mærkelig og ret syg vits,” fortæller Lorcan Finnegan, der modtog et castingbånd af Jonathan Aris, som instruktøren var helt vild med.

”Hans måde at spille Martin kom til at sætte tonen for karakteren. Vi måtte faktisk skrue lidt ned for vanviddet nogle steder, så folk kunne nå at grine, før vi gav dem en indsprøjtning af mørke.”