Fornyelse skal komme indefra

”Super16 er en ren katastrofe. Det er overvejende mænd, der laver nutidsdramaer. Der er meget få kvinder, næsten ingen dokumentarfilm og stort set ingen eksperimenter.”

Sådan lød den hvasse kritik fra Filmværkstedets leder Prami Larsen over for Ekko i marts måned.

Den faldt lige efter, at Det Danske Filminstitut havde præsenteret deres oplæg til Filmaftalen 2015-18. Her var der sjælden dadel til den kritikerroste alternative filmskole, som leverer for få eksperimenter og genrefilm til instituttets smag.

Selv storebroren Den Danske Filmskole, der ellers i den grad er blevet anklaget for at være grå og støvet, har større ”diversitet” (det bliver buzzwordet i denne artikel).

Nu står vi så med årgang #8’s førsteårsfilm fra Super16, som netop er udkommet på Ekkos hjemmeside, hvor de kan ses indtil 17. april.

Fremmedgørelse og ensomhed
Filmene tæller dokumentaren Shoot for the Moon, om to irere, der forsøger at få en ekspert til at bekræfte, at deres højt elskede sten er en dyrebar meteorit. Så er der fem fiktionsfilm, der godt kunne kaldes nutidsdramaer, men som foregår så forskellige steder som i et bandemiljø (Adils krig), Københavns natteliv (Natten er ung) og en rastløs piges mobiltelefon (Emmafilmemma).

”Jeg synes, at der er stor diversitet i vores film,” siger Niels Holstein Kaa, der har instrueret Natten er ung.

Han er et af de seks Super16-talenter, som Ekko møder rundt om et ovalt bord. De andre er manuskriptforfatterne Allan Hyde og Morten Pape, der begge har været med til at skrive gangsterfilmen Adils krig og hver for sig har skrevet henholdsvis B og Sømand. Derudover producerne Rikke Tambo Andersen (Emmafilmemma) og Zire Schucany (Adils krig) samt instruktøren Zara Zerny (Shoot for the Moon).

”Der er fælles temaer som fremmedgørelse og ensomhed, men vi er meget individuelle i vores smag og formsprog. Jeg synes ikke, at der går en rød tråd gennem alle filmene,” fortsætter Niels Holstein Kaa.

Diversitet må ikke blive et håndjern
Instruktøren udtrykker sig økonomisk, når han tager ordet. Allan Hyde, der er mest kendt som skuespiller i blandt andet Lærkevej, You & Me Forever og den amerikanske vampyr-tv-serie True Blood, bruger flere ord.

”Jeg tror heller ikke, at man bare kan antage, at diversitet kommer automatisk, fordi folk har forskellige baggrunde. Sømand og B er lavet af vores to udenlandske instruktører, som bestemt ikke kommer fra det samme sted – den ene er finne og den anden græker. De har meget tilfælles med hensyn til tema, struktur og tempo, men på grund af et vidt forskelligt formsprog ligner de ikke hinanden,” mener manuskriptforfatteren.

”Spørgsmålet er også, om diversitet i sig selv er efterstræbelsesværdigt. Det skal under alle omstændigheder komme indefra. Vi har alle sammen job ved siden af studiet, så det er afgørende, at det er drevet af gejst og lyst. Det vigtigste er, at vi udvikler en personlig stil og stemme. Hvis vi her på skolen ender med at fortælle de samme historier, fordi vi kommer fra samme samfundslag, er det sådan, det er. Men det er ikke tilfældet med vores førsteårsfilm.”

De seks filmmagere er enige om, at hverken deres skole eller branchen som helhed kan holdes ansvarlig for middel- og overklassens eventuelle overrepræsentation.

”Typisk er det jo sådan, at hvis man er blevet opflasket med kunst og kultur, vil man være mere tilbøjelig til selv at gå den kunstneriske vej. Det miljø findes helt klart mere fremherskende i middel- og overklassen, så det bliver lidt selvforstærkende. Men det er hverken filmbranchen eller Super16, der afholder underklassen fra at lave film,” siger Morten Pape.

Zire Schucany: ”Det skal jo heller ikke være sådan, at man skal have kvoter for, hvor stor mangfoldigheden skal være. Så bliver diversitet et håndjern.”

Spasse ud og gå amok
De seks nyder den kreative frihed på den elevstyrede filmskole. Derfor er de også skeptiske over for Filminstituttets forslag om en paraplyorganisation, FilmTalent, der skal koordinere talentudviklingen og sikre større diversitet. Det Danske Filminstitut har ellers inviteret Super16 med ind under paraplyen.

”Det strider imod Super16’s ånd. Konceptet er, at vi kan lave det, vi har lyst til. Tanken om, at nogen skulle diktere, hvad vi skal gøre, og hvordan vi skal gøre det, er imod hele ideen bag Super16. Så bliver det Filmskolen 2, og det er ikke meningen,” forklarer Zire Schucany og bakkes op af Niels Holstein Kaa:

”Man kan ikke pådutte en instruktør at lave en film med en historie, han ikke brænder for. Det er håbløst.”

”Eller alternativt ville man bare vende og dreje historien, indtil man så alligevel fik sin genrefilm til at flugte med det, man selv brænder for,” tilføjer Zara Zerny.

De seks Super16-talenter mener ikke, at diversitet nødvendigvis er det samme som en mangfoldighed af genrer.

”Genrefilm er jo ikke et og alt. Vi har måske ikke en klassisk sci-fi-film blandt vores film, men de er alligevel meget forskelligartede. Det samme gjaldt årgang #7’s midtvejsfilm sidste år. Der var endda både en vampyrfilm og en periodefilm iblandt,” siger Allan Hyde.

Morten Pape: ”Der er også noget besynderligt i at bede folk under uddannelse, som er ved at finde sig selv kunstnerisk og kreativt, om at forholde sig til nogle etablerede genreregler. Skolen er stedet, hvor vi kan prøve at opfinde den dybe tallerken, uden at det koster os selv og et produktionsselskab millioner af kroner. Vi skal da bare spasse ud og gå amok.”

Den gode parallelklasse
Der ligger noget oprørsk i Super16’s identitet. Skolen er skabt på en autonom og antiautoritær ideologi og opstod i opposition til Filmskolen. Uddannelsen synes derfor særligt anlagt for eksperimenter og fornyelse.

”Det her er et rum, hvor vi skal lære, og derfor føler jeg også, at man bør prøve nogle ting af og ikke satse på det sikre. Og fordi der er meget løse rammer, kommer det måske lidt mere ud over rampen,” siger Allan Hyde.

Oprørskheden er dog ikke en forpligtelse.

”Man skal jo have noget at gøre oprør imod, så det ville kræve, at vi hele tiden skelede til Filmskolen. Men vi er nok de eneste, der ikke måler os mod Filmskolen. Super16 opstod som en fuckfinger til Filmskolen, men sådan står vores årgang ikke i dag. Vi ser dem som en god parallelklasse, som vores formand har sagt det,” siger Morten Pape.

Rikke Tambo Andersen tilføjer:

”Det er ikke en forpligtelse at være rebelsk, bare fordi man går på Super16. Man tænker ikke, at man skal huske at være oprørsk. Met det er fedt, at der er plads til at lege med tingene,” siger producer Rikke Tambo Andersen.

”Måske ligger det rebelske i, at vi insisterer på at føre vores ideer ud i livet, selvom budgetterne lægger op til køkkenvaskdramaer,” foreslår Allan Hyde.

”Med de her førsteårsfilm havde det været let og ligetil at lukke to personer ind i et hvidt rum og udforske deres samspil. Vi har valgt at pakke vores historier ind i et større produktionsapparat med større scenerier. Når man har folk omkring sig, som lægger den samme energi og gejst i det, er der ingen grund til at lade sig begrænse, så nu ville vi fandeme lave film-film. Det er det fede ved Super16. Hvis vi vil det nok, skal det nok lykkes.”

Friheden er styrken
De seks filmstuderende er enige om, at Super16’s model er med til at skabe instruktører med stærk personlighed.

”På Filmskolen bliver man i højere grad omskolet, fordi man mødes hver dag, og der står en professor og fortæller, hvordan man skal gøre. Super16 lægger op til, at vi skal gå i hver vores retning, fordi det hele er så frit,” siger Zara Zerny.

Niels Holstein Kaa: ”Det er helt klart i formsproget, at filmene skiller sig ud fra hinanden. Jeg vælger altid et formsprog, der passer til historien, og det, jeg har brugt i Natten er ung, er egentlig ikke det, der tiltaler mig mest. Min næste film bliver formentlig mere Tarkovsky-agtig.”

Zara Zerny: ”Jeg har det lige omvendt. For mig begynder historien i billeder. Det er billeder, der inspirerer mig, og jeg har egentlig ikke brug for en masse ord. Jeg vidste fra starten, at jeg ville have de her tableauer i Shoot for the Moon.”

Nærvær frem for mission
Fælles for alle seks er, at de vil fortælle historier fra hjertet. Ingen har intentioner om at vende dansk film på hovedet.

”Det er sikkert rigtigt nok, at der er meget ensformighed i dansk film. Men jeg føler ikke, at jeg kan gøre det til min personlige mission at ændre på det,” siger Zara Zerny.

”Det vil også være en forkert mission,” fortsætter Allan Hyde. ”Det bliver en mærkelig jagt at gå til et kunstnerisk virke med en så politisk agenda. Man må gøre, hvad der føles rigtigt, og om det så ender med at være fornyende og udfylde et tomrum, må vise sig senere.”

Niels Holstein Kaa nikker.

”På en måde er alt jo gjort før. Man kan ikke være original længere. Man kan være nærværende og ærlig, og så kan man måske røre og ramme nogle mennesker. Det er nok i sig selv.”