Interview
18. okt. 2020 | 00:16

Dårligt boldøje gjorde ham til instruktør

Foto | André Hansen
I Kasper Møller Rasks Lemon World forsøger en instruktør at skrive en film om sin ekskæreste (Marta Holm Peschcke-Køedt), men minderne står i vejen for hans projekt.

Kasper Møller Rask er i spil til Ekko Shortlist Awards og står på kanten af et gennembrud, men det er modstanden, som giver ham kunstnerisk inspiration.

Af Lasse Torp Hansen

Kasper Møller Rask er uden for normen. 

Han bor stadig i Jylland, væk fra kulturparnasset i hovedstaden, men alligevel er han som få instruktører i nyere tid blevet hædret for sine kortfilm. 

Han har dog skiftet den lille fødeby Dronninglund i Vendsyssel ud med Aarhus, hvor han bedre kan dyrke filmproduktion. 

”I sådan en nordjysk by, som jeg er fra, kan man spille fodbold, og kun det. Jeg var dårlig til fodbold, så jeg blev sådan en taber, der lavede film i stedet,” konstaterer den 27-årige instruktør med tør humor. 

Mens de andre trænede deres vristspark, udviklede Kasper Møller Rask sine filmiske evner. De ledte ham til Vestdanmarks frie filmuddannelse Super8. 

Hans afgangsfilm på uddannelsen, Lemon World, hvor en fyr forsøger at lave et manuskript om sin ekskæreste, kan nu ses på Ekko Shortlist. Den og instruktørens efterfølgende film, Eja Okay, blev i år begge shortlistet til en Robert. Og året forinden blev hans midtvejsfilm November Robert-nomineret. 

Tre film med Robert-hæder på to år må være noget nær en Danmarks-rekord for et ungt talent. Men det har ikke fået nordjyden til at miste jordforbindelsen. For som han siger: 

”Det er selvfølgelig fedt, hvis folk i filmbranchen kan lide det, jeg laver. Men en mail fra Robert-komitéen får ikke mit mundvand til at løbe. Det er vigtigere at få de gamle kammerater i Dronninglund til at se filmene.”

Pige pisser i hegnet
November skildrer den unge filmskaber Anna. Hun forsøger at presse noget kunstnerisk ud af sin almindelige tilværelse, men lider af skriveblokering.

Filmen blev på ægte kunstnermanér skabt ud af modstand og lommeuld.

”Vi havde skrevet en spillefilm, men den fik vi ikke lov til at lave af bestyrelsen på Super8. Vi følte os misforstået og var frustrerede, så lavede i stedet en kortfilm om det emne. Den blev skrevet hen over en weekend,” fortæller Kasper Møller Rask.

Selv om November senere har bevist sit værd, blev også den i starten mødt med modstand. Ikke alle var lige begejstrede.

”Vi søgte penge på Aarhus Filmværksted og fik afslag af konsulenten. Han havde på forhånd bestemt, at vi var nogle arrogante filmskabere, som ikke skulle tro, vi kunne komme og lave en scene med en pige, der pisser i et hegn.”

Tankemylderet
Konsulenten blev også skrevet ind i November og står nu til evig skamme som den, der nægtede støtte til en senere Robert-nomineret film.

”Al den modstand, vi mødte, skrev vi ind i filmen. Vi gjorde det til kreative gaver,” siger Kasper Møller Rask.

November lagde kimen til den intime og poetiske stil, som instruktøren også har brugt i sine andre film, der er fyldt med ensomhed og indre kaos.

Hovedpersonen taler med sig selv om sig selv. Den indre monolog afbrydes af et tankemylder, der vises med lynhurtige glimt af erindringer, som skærer sig igennem skærmen og illustrerer hendes inderste tanker.

Det kunne ikke befinde sig længere væk fra dansk socialrealisme og minder om en blanding af Joachim Triers Reprise og den amerikanske surrealist Charlie Kaufman, men også har kunstneriske rødder tilbage i den franske nybølge i 1960’erne.

Store og små øjeblikke
Kasper Møller Rasks film fremstår som nedslag i hans eget liv. De er sammenbundne og føles som et samlet univers. Det gælder ikke mindst Lemon World.

Her møder vi igen en instruktør, som forsøger at lave et manuskript. Han kæmper med at skrive et manuskript om sit forliste parforhold. Vi genser oplevelser fra tidligere film, som nu viser sig at være vigtige milepæle i Kasper Møller Rasks eget forhold.

I Lemon World bliver små ting pludselig ladet med betydning.

”Når jeg husker tilbage på de store øjeblikke, er de umiddelbart ret banale. En eller anden dum lille detalje – som at gå på en persons fødder. For andre er det måske et kys i regnen,” siger Kasper Møller Rask.

Forældede selvhjælpsbånd spiller en markant rolle. De er også taget fra det virkelige liv.

”Selvhjælpsbånd har jeg brugt meget – både fagligt og privat. Det er ofte helt håbløse typer, som prøver at lære én noget. I Lemon World lytter vi til kæresteråd fra én, som selv har været skilt otte gange. Det er taget fra et autentisk interview.”

De fem møder True Detective
Kasper Møller Rask er nu på et sted i karrieren, hvor hans potentiale for alvor kan virkeliggøres. Instruktøren arbejder både en spillefilm og en tv-serie.

Den første hedder Into My Arms og handler om et nutidigt nazi-miljø. Tv-serien er et detektivdrama i det herrens år 1999.

”Tv-serien hedder Nordland ’99 og foregår i Dronninglund, hvor jeg er vokset op, men set igennem Steven Kings øjne. Det bliver lidt en blanding mellem De fem-bøgerne og True Detective,” siger instruktøren.

Han vil lave genrefilm med unikke danske detaljer, som ofte går tabt i effektivitetens navn.

”De der små dumme ting, man gør og siger i virkeligheden, er enormt eksotiske at putte ind i film. Det er meget federe at vise realistisk politiarbejde end bare at kopiere en amerikansk FBI-type, der kommer ud og tager fingreaftryk.”

Drømmeprojekt
Ser vi endnu længere ud i fremtiden er drømmeprojektet en genindspilning af Erik Ballings Midt om natten, der i 1984 blev et stort hit med Kim Larsen og Erik Clausen i hovedrollerne.

”I en verden af umotiverede remakes er Midt om natten den film, jeg synes giver mest mening at lave igen. Lige nu er vi vidne til et ungdomsoprør mod bestemte politiske overbevisninger, og det afspejler Midt om natten ret godt,” forklarer Kasper Møller Rask.

Den folkekære film står dog til en større overhaling, hvis instruktøren får sin vilje.

”Det kan godt være, at jeg er helt skør, men jeg har en idé om, at den skal skrives om til en decideret belejrings-thriller i stil med John Carpenters Sidste nat på station 13. Jeg skal dog lige være lidt bedre, inden jeg kaster mig over det.”

Kommentarer

Kasper Møller Rask

Født 1993 i Dronninglund.

Instruktør og manuskriptforfatter.

Blev i 2018 Robert-nomineret for bedste kortfilm med November.

Uddannet fra Super8 i 2019.

Aktuel på Ekko Shortlist med Lemon World.

© Filmmagasinet Ekko