Dag 7: Forrygende gensyn med Robin Williams

Jeg savner min cykel. Der er ikke nogen større stressfaktor for en kritiker på festivalen end distancen mellem biograferne.

Man kan selvfølgelig bare tage gratisbusserne, men så skal man have fat i den rigtige.

Spørger man en frivillig ved et busstoppested, hvordan man krydser vejen, ville de sige, at man kører til endestationen og står af på tilbagevejen.

”Could have walked faster,” hører man ofte, filmkritikere sige, når bussen tager et uventet sving, og man ender med en omvej, der gør én svedigt stresset, inden man når frem til den rigtige biograf.

Det gælder især, når man stædigt sætter sig for at se seks film på én dag, koste hvad det vil af nattesøvn. Trump sover to-tre timer om natten, hedder det sig. Så jeg burde klare mig fint med næsten det dobbelte.

Forældre til et transbarn
”Man vil så gerne beskytte det,” udbryder Claire Danes ulykkeligt. Hun og hendes mand ved ikke, hvordan de skal håndtere, at deres fireårige søn leger med dukker og går i kjoler.

Silas Howards fintfølte drama A Kid Like Jake tager fat i et nærværende dilemma. Hvor tidligt skal man anerkende, at ens barn identificerer sig med det modsatte køn? Gør forældrene en fase til en identitet ved at anerkende, at Jake føler sig som en pige? Og hvor længe kan de trække den uden at gøre ham fundamentalt usikker på sig selv?

Dramaet er fordelt mellem Claire Danes’ tilbageholdende mor og Jim Parsons som den mere imødekommende far, der hellere end gerne vil komme sin søn i møde. Jake selv ser vi ikke meget til, og det er der en grund til: Han mener ikke, at der er noget problem overhovedet.

Det er en film, folk tager forskelligt til sig. Jeg snakkede med en anden kritiker, der kaldte den festivalens første mesterværk. Men det oplever jeg ikke, at den er.

Der er rigtigt drama her, og medrivende skuespil fra begge forældre. Men det er også en film, der filer de skarpe hjørner af med familievenlig humor.

Krig og slaver
Det gør Sorry to Bother You ikke. Ikke det mindste.

”Jeg håber ikke, du har onaneret i dag,” siger computeren, da Cassius ankommer til jobbet som supertelefonsælger. Skal man tage forbrugeren bagi som telefonsælger, har man brug for en gigantisk libido. Og en elastisk samvittighed.

Ikke nok med, at Cassius er en skruebrækker, mens hans venner strejker. På øverste etage af selskabet sælger man bogstaveligt talt krig og slaver. Manpower and firepower.

Skal det lykkes for en ung sort fyr fra Oakland, kan han ikke lyde som en sort fyr fra Oakland. Han skal bruge sin ”hvide stemme”, der dubbes af den nasale komiker David Cross.

Som i Blindspotting har musikeren Boots Rileys instruktørdebut en smækker, spraglet billedside. Men Riley har en mere surrealistisk tilgang til sin film, der gør den ekstremt indiskrete satire mere og mere vanvittigt over-the-top, jo længere filmen varer.

En mindre overbærende klipper kunne godt have skåret den et kvarter skarpere, men da handlingen tager en grotesk, Cronenberg’sk drejning i tredje akt, er man enten stået af for længst eller hujende godt underholdt.

Vemodig teenage-kupfilm
Gør noget vildt! Hæv dig over middelklassens mellemfornøjelse!

Det er en kliché af et kampråb, men det giver genlyd i American Animals. Filmen er den autentiske historie om fire drenge, der i 2003 besluttede sig for at stjæle en stak antikke førsteudgaver fra deres universitetsbibliotek. Salgspris: tolv millioner dollars.

Bart Layton gør drengefantasien til en medrivende kupfilm så smittende energisk og visuelt vovemodig, at den ville gøre Guy Ritchie jaloux.

Men det greb, der gør filmen så kompleks, er dens sideløbende interviews med menneskene bag den autentiske historie.

Bart Layton stod tidligere bag den intense dokumentar The Imposter, og han leger i begyndelsen med overgangene fra virkelighed til fiktion. Den ene fyr husker en samtale til en fest, den anden husker den samme samtale i en bil, så der krydsklippes meta-kækt fra bil til fest.

Men da filmen nærmer sig selve akten, mærker man den anger, amatørrøverne føler i dag.

De ville ønske, at de kunne gøre det om. Så man har den lurende tragedie i baghovedet, når man ser Peter Evans og Barry Keoghan (den forrygende psykopat fra The Killing of a Sacred Deer) more sig med at forberede sig på røveriet.

American Animals er spået til en pris på fredag, og det er let at se hvorfor. Layton har en næse for vilde historier og en sjælden evne til at folde dem ud, så man ser og forstår menneskene bag dem. Det er et fantastisk talent.

Hylemorsomme Robin William
Al respekt til Sorry to Bother You, Damsel og An Evening With Beverly Luff Linn, men festivalens sjoveste komedie må være Marina Zenovich’ HBO-dokumentar om Robin Williams, Robin Williams: Come Inside My Mind, der har verdenspremiere på festivalen.

Hvor var den mand dog sjov og rasende intelligent. Filmen åbner med et klip, hvor han i et talkshow bliver spurgt, om hans improvisationstalent skyldes, at han tænker hurtigere end andre mennesker.

Han svarer med en demonstration, hvor han med lynets hast drøner igennem et hav af karakterstemmer, vittigheder, anekdoter og fysisk komik, som om han bare ryster det ud af ærmet uden den mindste forberedelse.

Og det gjorde han vist også, i hvert fald til en vis grad. Filmen viser Robin Williams, som vi kendte ham, et komisk geni med ustoppelig energi, der er skarpest, når han improviserer. Nogle komikere holder sig til manuskriptet. Han tog bestik af rummet og tilpassede sig for at få folk til at grine.

Men det talent bunder i en mere sygelig bekræftelsesttrang hos en dybt usikker mand. Historien ender som bekendt tragisk.

Men hvor var han dog skarp og hylemorsom! Nogle af de sjoveste arkivklip er fraklip fra tv-optrædender, hvor han lige får et fuck for meget med.

Billy Crystal fortæller, at mens han ser Reagans begravelse, ringer telefonen. ”Det er Ronald,” siger Robin, ”og jeg har det godt i himlen. Selv om her er varmere, end jeg havde troet.”

”Hr. Præsident,” svarer Crystal, ”så er du nok det andet sted.”

”Nåja, det ville egentlig forklare, hvorfor jeg sidder i en kogende jacuzzi med Richard Nixons nosser ud over min pande.”

S/M-horror til midnat
Mens de store konkurrencefilm trækker lødig buzz og lukker store distributionsaftaler, garanterer midnatsprogrammet en helt anden slags Sundance-oplevelse.

Der er grumme og grimme genrefilm, designerkultfilm og gysere så blodigt ubehagelige, at man alligevel ikke får sovet mere den nat.

Piercing er baseret på en roman af Ryü Murakami om en forretningsmand, der beslutter sig for at dræbe en prostitueret for lige at få det ud af systemet.

Han har også brug for det. I åbningsscenen holder han en issyl ubeslutsomt over sin baby, mens moren ligger og sover i sengen. Så siger barnet med en dæmonisk-mørk stemme: ”Du ved, hvad du er nødt til at gøre, Reed.”

Så han finder sig et hotelværelse, øver sig alene indtil forførelsen, dolkningen, parteringen og rengøringen er timet og tilrettelagt. Og så ringer han efter en escortpige.

Men da Mia Wasikowska ringer på, tager aftenen en noget anden drejning. Hun spiller ikke svage kvinder.

Man skal kunne tåle meget for ikke at se væk, da han overrasker hende på toilettet, hvor hun sidder og dolker sig selv i låret med en saks, mens blodet flyder ned ad hendes ben.

Det er jo det, han godt kan lide, ikke?

Nicolas Pesce leverer en forrykt perverteret og morderisk sjov torturkomedie, der leder tankerne hen på Takashi Miikes endnu værre – og mindre sjove – gyserklassiker Audition. En fed midnatsfilm og en virkelig dårlig kærestefilm.

Nic Cage vs monsterkult
Den sidste film efter en lang festivaldag skal gerne være noget lidt særligt. Noget specielt, der kan vække én efter en dag fuld af indtryk.

Så hvorfor ikke en belgisk-amerikansk hævnthriller, hvor Nicolas Cage dræber Lovecraft-deforme monstre med en motorsav?

Mandy er der blevet hvisket om i krogene, siden Cage selv kom og søsatte den ved en visning i fredags. I filmen fatter han motorsaven, da en mareridtsbizar kristen kult kidnapper hans kone (Andrea Riseborough igen), stikker en dolk i ham og brænder hende levende, mens han ser på.

Produktionsdesignet ligger et sted mellem verdens dårligste syretrip og verdens mest overivrige heavy metal-cover, og Cage – internettets ironiske maskot – kaster sig frådende og råbende ud i vanviddet. Det forvrængede lydarbejde er chokerende brutalt i dets angreb på publikums ører, og Jóhann Jóhannssons underlægningsmusik er tung, dyster og mesterlig.

Der kribler næsten i fingrene efter at klippe den langtrukne actionfilm ned til en rå og ond kultbasker, men Mandy er så afgjort en usædvanlig oplevelse.