Forrygende musical sparker liv i Cannes

Efter fire dage med seriøse dramaer om underklassen og et par markante afstikkere – såsom Francis Ford Coppolas megalomane flop Megalopolis – løftede loftet sig endelig på Cannes-festivalen.

Jacques Audiards spansksprogede musical Emilia Pérez fik tolv minutters stående ovationer til gallapremieren lørdag aften, og hvert eneste sekund var fortjent.

For selv om Emilia Pérez på papiret lyder som den tåbeligste sæbeopera, går der ikke længe, inden ens parader ryger ned, og man bare overgiver sig til et brag af en film, der kan gå hen og vinde Guldpalmen om en uge.

Den mexicanske advokat Rita får af mafiabossen Manitas Del Monte et tilbud, hun ikke kan afslå: At hjælpe ham med at blive sit sande jeg – en kvinde ved navn Emilia!

Ud over den fysiske transition til kvinde, som Manitas allerede er i gang med, indebærer opgaven at fingere bossens død, skabe en ny identitet og et nyt liv for hans kone og to børn i Schweitz.

Det lykkedes alt sammen, men da Emilia begynder at savne sine to sønner, bliver Rita igen tilkaldt for at genforene familien, inklusive konen Jessi, som lever i den tro, at hun er enke, hvilket hun jo på en måde også er.

Jessi og børnene får at vide, at Emilia er Manitas kusine, og den historie køber de – men hvor længe?

Powerballader
Jeg er godt klar over, at det lyder som en ren og skær telenovela, der er populær i Latinamerika og ikke burde have noget at gøre på filmkunstens højborg: Cannes.

Og det bliver ikke mindre rørstrømsk, når Emilia pludselig begynder at føle skyld og starter en velgørende organisation, der skal finde alle de mennesker, som narkokartellerne har skaffet af vejen, så ofrenes familier kan få afklaring.

Men jeg skal love for, at man dropper sine fine fornemmelser og giver los for følelserne, når musical-scenerne folder sig ud.

Det starter med Zoe Saldañas Rita, der under en retssag i begyndelsen mumler om sit utilfredsstillende arbejde, men snart kaster sig ud i decideret sang som i en anden Hollywood-musical.

Saldaña gør det blændende godt, men franske Jacques Audiard – der tidligere har vundet Guldpalmen med Dheepan – sørger også sammen med fotografen Paul Guilhaume og koreografen Damien Jalet for at sætte det mesterligt i scene.

Det er umuligt ikke at trampe med, når kameraet danser i takt til musikken og rundt om skuespillerne. Indimellem laver kameraet små pauser ved et slående, stramt komponeret billede.

Camille og Clément Ducol har komponeret den storslåede musik, der er en blanding af showtunes og powerballader.

En sang minder om de mange tusinder af forsvundne mennesker, hvis ansigter multipliceres på lærredet, så de til sidst kun er små prikker – et stærkt billede på det mareridt, som de kriminelle karteller har skabt i Mexico.

Og selv de sange, hvor skuespillere kæmper med deres utrænede stemmer, bliver man revet med af, fordi det ganske enkelt er enormt rørende. Samtidig er det morsomt, fordi filmholdet er bevidst om, at de hele tiden går lige til kanten af kitsch.

Kraftfuld instruktør
Karla Sofía Gascón er et fund til dobbeltrollen som Manitas og Emilia. Gascón er selv transkvinde og lige overbevisende som maskulin, hensynsløs gangster og empatisk, omsorgsfuld kvinde.

Selena Gomez lyser også op i birollen som Manitas enke.

Det er imponerende, hvordan der kommer psykologiske nuancer ind i dramaet, da Emilia begynder at savne noget af det familieliv, hun engang havde.

Hvor mange transfilm som for eksempel Den danske pige dvæler ved den smertefulde transformation og skildrer det nye liv som en ren befrielse, så gør Emilia Pérez det modsatte.

Og vel at mærke uden at så tvivl om det progressive ved at skifte køn. Faktisk er det filmens pointe, at forandring af ens personlighed er mulig. Ved at ændre kroppen kan Manitas/Emilia ændre samfundet, hvilket også ændrer personens sjæl.

Men frem for alt er filmen en hyldest til kvindelighedens kraft, som filmens tre kvindelige skuespillere selv understreger i interviews.

Franske Jacques Audiard er en kraftfuld instruktør, og det understreger han i et actionbrag af en slutning. Men han viser også med denne film, at han er en sensitiv filmskaber, som intet problem har med ikke bare at lave en film om en anden kultur, men også på et fremmed sprog.

Indimellem får man associationer til Jacques Demys syngefilm Pigen med paraplyerne, som i 1964 vandt Guldpalmen. Demys navnebror og landsmand kan gøre det samme 60 år senere.