Forskelligheden er vores styrke

Den tolvte årgang af instruktører på den københavnske filmskole Super16 kunne ved første øjekast dårligt være mere forskellige.

Det samme kan siges om årgangens førsteårsfilm, som kan ses eksklusivt på Ekkos hjemmeside frem til den 28. juni.

Her er en film om et dansk-tamilsk kultursammenstød, et periodedrama om magtforhold i 1600-tallet og en sorthumoristisk bowlingfabel om ensomhed. Folkene bag filmene er blevet klogere på hinanden gennem deres respektive film.

”Det var nok først, da vi så de andres film til prøvevisningen, at vi egentlig opdagede, hvem hinanden er som instruktører,” siger Sif Lina Lambæk.

Vi har sat årgangens seks instruktører stævne på Super16’s hovedkvarter hos Nordisk Film i Valby.

”Men jeg tror ikke, nogen af os var nervøse for, at vi ville lave en film, der lignede en af de andres,” tilføjer Frederik Paludan med et grin og suppleres af Selma Sunniva.

”Vores film er dejligt forskellige. Årgang elleve satte os sammen med den viden, at vi ville være forskellige, og at det ville være godt. Det må tiden jo så vise,” siger den unge kvinde til mere latter ved bordet.

”Hensigten var nok at se, hvad der sker, hvis konkurrence kommer i baggrunden. Ingen af os kan det samme – på den gode måde!”

Kærlig vold
27-årige Selma Sunniva har tidligere stået bag kortfilm som Skøge, der blev nomineret ved Ekko Shortlist Awards 2019.

Som sin førsteårsfilm på Super16 har hun instrueret ensemble-dramaet Et eksempel: Dem på gulvet, der følger dagligdagen på en lukket psykiatrisk afdeling.

Det krævede research, men man kan også komme langt med almindelig menneskelig forståelse.

”Min film foregår i en arena, som jeg og mange andre mennesker har været lidt i,” siger Selma Sunniva.

”Men det smukke ved verden er, at man kan prøve at sætte sig ind i en oplevelse, på trods af at man ikke selv har prøvet det. Det er jo også det, vi gerne vil have publikum til.”

Nivetha Balasubramaniam kommer fra Horsens og har tamilske rødder, som hun udforsker i Amala. Det er en magisk fortælling, der blander inspirationskilder fra Hollywood og indisk film i en dansk kontekst.

For instruktøren var det vigtigt ikke at reproducere stereotyper. Hende og manuskriptforfatteren Michael Kunov ville prøve at få nogle nuancer med.

”I starten af filmen løber moren rundt med en grydeske og slår let på sine børn. Det kunne sagtens skildres som en voldshandling, men jeg oplevede det som en fangeleg, da jeg var barn, så derfor har jeg skildret det som en leg,” siger 28-årige Nivetha Balasubramaniam.

”Der er kærlighed i situationen. Moren vil have børnene til at lave deres lektier, så de kan få en bedre uddannelse end hende selv. Det er vigtigt at have en personlig tilknytning til sit emne, når man skal arbejde på det i så lang tid.”

Den idé tilslutter årgangens andre instruktører sig.

”Det er en god idé at have et kernetema, som hele treenigheden kan relatere sig til,” tilføjer den 26-årige færing Terji Mohr.

I sin sorthumoristiske førsteårsfilm Kuglen & Keglen fortæller han med inspiration fra Coen-brødrene historien om en ensom fyr (Jesper Ole Feit Andersen), der kommer ud for dramatiske hændelser i den bowlinghal, hvor han arbejder.

”Producerne og manuskriptforfatterne er også nødt til at have en eller anden forbindelse til den film, der bliver lavet.”

Ud af kassen
At det personlige og det universelle er to størrelser, der går i spænd, viser flere af førsteårsfilmene fra årgang #12 på Super16.

Trods instruktørernes forskellighed er der et gennemgående tema i filmene om at bryde ud af de kasser, som man af den ene eller anden grund er blevet placeret i.

Svensk-finske Lina Vain Illalla har instrueret skuespillerne Besir Zeciri og Vic Carmen Sonne i søskendedramaet Det vi plejer.

”Vores film har nogle for mig personlige elementer, og på mange måder er den meget anderledes end det, jeg har lavet tidligere. Jeg kommer fra en kunstbaggrund og har været vant til at arbejde på en anden måde, hvor jeg selv skrev, instruerede, klippede og det hele,” siger 33-årige Lina Vain Illalla.

”Så det var spændende og udfordrende at invitere andre mennesker ind i et univers og se, hvad der ville komme ud af det. Jeg har fundet en anden side af mit sind. Før har jeg lavet ret aggressive film, og for første gang har jeg lavet et følsomt relationsdrama. Det er nice at opdage, at man også har den side.”

De underrepræsenterede
For Nivetha Balasubramaniam – der ved siden af Super16 studerer på Kunstakademiet – er Amala første skridt på vejen til en bredere repræsentation.

”Jeg vil skabe roller til folk, der er underrepræsenteret. Det er den mulighed jeg har for at give noget til folk. Det giver mig en form for energi at udforske det og skabe mit eget sprog,” siger filmskaberen, som suppleres af Selma Sunniva.

”Det ville være fedt, hvis der kom lidt mere rav i den i dansk film. For mig er et projekt mest spændende, hvis jeg kan give den gas. Hvor det potentielt kan blive virkelig mærkeligt eller dårligt, men i det mindste prøvede jeg noget,” lyder det fra instruktøren.

”I dansk film er det ofte meget sikkert og konformt. Mange ting går igen, fordi de fungerer, men det ville klæde dansk film at gå lidt mere amok og tage en chance.”

For stram form
De seks instruktører har snart gået på Super16 et år, så der er stadig et par år til, at de for alvor skal være en del af den danske filmbranches økosystem.

Men flere af instruktørerne giver gerne udtryk for, at de er klar til at rykke ved det bestående. Motivationen er dog ganske enkelt også bare kærlighed til filmens verden.

”Mit udgangspunkt er meget privilegeret, men jeg laver ikke film for at ændre verden. Jeg gør det, fordi jeg synes, det er fedt at lave film, og det er dejligt at arbejde med filmsproget,” siger Frederik Paludan.

”Vi er jo forskellige, og det skal der også være plads til,” siger Nivetha Balasubramaniam, før Lina Vain Illalla tager ordet.

”Det er godt at få forskellige stemmer ind i filmens verden. Som publikum skal man kunne spejle sig i en film, så der skal være film af folk fra forskellige miljøer og baggrund,” forklarer instruktøren, der er født i Stockholm.

”Jeg kommer fra en svensk filmkultur, og jeg oplever, at især svenske kortfilm er meget mere eksperimenterende end danske. Der er i Danmark en ret stram ramme for, hvordan en kortfilm ser ud, og det var lidt et chok for mig.”

Tilgivelsens natur
Det er vigtigt for de seks instruktører at understrege, at deres førsteårsfilm er lavet i et samarbejde med de seks producere og seks manuskriptforfattere, som også er startet på årgangen.

29-årige Sif Lina Lambæk har tidligere gået på den fynske filmuddannelse 18Frames, hvor hun som afgangsfilm lavede Halbal, der er på Ekko Shortlist.

”Jeg blev ret inspireret af hele sagen omkring Britney Spears, da hun var under formynderskab af sin far,” siger Sif Lina Lambæk.

Hun har med Sneglehuset lavet en film om en tjenestepige og en adelskvindes fælles flugt.

”Jeg har længe interesseret mig for historiske kvindeskikkelser, og der er noget syret over, at ens far stadig kunne bestemme over én i dag ligesom dengang i 1600-tallet. Det er spændende at se på den undertrykkelse i en historisk kontekst.”

Frederik Paludan – kendt fra Ekko Shortlist med Soy No Soy – er født i nordvestjyske Holstebro, men opvokset i sjællandske Kokkedal.

Hans førsteårsfilm Tissemyre følger Sigurd, der som voksen har sat sig for at tilgive sine halvsøskende for deres mobning i barndommen. Det går dog ikke, som han havde forestillet sig.

”Som de yngste i en søskendeflok er både min manuskriptforfatter Katrine Kraft Hansen og jeg meget egoistiske og føler nogle gange, at vi har fået mindst, selv om vi nok faktisk har fået mest,” siger Frederik Paludan.

”Vi skabte en karakter, som er et offer, og det blev en historie om et menneske, som ikke vil slippe deres vrede. Tilgivelse handler ofte ikke så meget om tilgivelse, men om at man vil have nogen til at erklære sig skyldig.”

Tør vise eksperimenter
Med deres førsteårsfilm ude i verden kan de unge filmskabere nu begynde at se frem mod midtvejsfilmene.

Her er der tradition for at kaste sig ud i formeksperimenter som genrefilm eller serieproduktion. Eleverne på den nyeste årgang på Super16 er efter to fællesmøder også blevet enige om et foreløbigt hemmeligt benspænd.

De forbeholder sig retten til at udfordre sig selv ved at komme ud på dybt vand, hvor man aldrig er sikker på, om resultatet bliver galt eller genialt. Det er der nemlig en lærerig værdi i, mener de unge instruktører.

”Med Sneglehuset vidste jeg ikke, om det ville blive helt fucked, eller om der ville komme noget originalt ud af det. Den proces er sindssygt interessant. Det kan jo gøre ondt, hvis ens arbejde ikke bliver godt modtaget, men der er noget fedt ved at stræbe efter at lave noget nyt og udforske filmsproget,” siger Sif Lina Lambæk.

”Det er virkelig noget, vi skal prøve at holde hinanden fast på, for vi skal jo vise alle vores film. Det er en af svaghederne ved uddannelsen i forhold til Den Danske Filmskole, hvor de er pakket mere ind ...” siger Frederik Paludan.

”Eller styrken!” lyder det begejstret rundt om bordet, før 35-årige Frederik Paludan fortsætter:

”Ja, enhver svaghed ved Super16 er jo også en styrke. Man skal turde eksperimentere, selv om filmene skal vises for en masse mennesker.”

”Jeg ville ikke have det anderledes. Jeg ville hade at gå på Filmskolen og ikke have den frihed,” siger Lina Vain Illalla, før Terji Mohr griber ordet.

”Vi har jo heller ikke nogen finansielle konsekvenser overhovedet, fordi ingen forventer, at vi skal skabe profit med vores film,” lyder det fra færingen.

”Og folk glemmer det nok ret hurtigt, hvis de ser en dårlig kortfilm, så vi kan lige så godt eksperimentere løs. Vi er ikke etablerede endnu, og så er det måske lidt pinligt. Men heller ikke værre end det.”