Forsker: Lau Lauritzen var også et menneske

Lad det være sagt fra starten, at dette ikke er en polemik, jeg har ønsket.

Lau Lauritzens efterkommere er kede af de oplysninger, der kommer frem. Det har jeg fuld forståelse for. Jeg er langt fra den første forsker, efterkommere til historiens aktører retter en kritik imod.

Da jeg modtog en mail fra Lone Lau søndag aften, skrev jeg derfor til hende og tilbød at mødes med familien for at lytte til deres kritik og fremlægge min dokumentation for det, jeg skriver. Og hvis familien så har dokumentation, der på afgørende måde rokker ved min udlægning, vil det blive taget med i betragtning, når bogens andet oplag udkommer.

I stedet har familien valgt at starte en offentlig polemik, og den må jeg så imødekomme med denne kommentar.

De nuancer, detaljer og modstridende handlinger, jeg kan udfolde over 512 sider i min bog, kan selvsagt ikke præsenteres her i kort artikelform. Men lad mig understrege, at jeg ikke har skrevet, at Lau Lauritzen jr. var nazi-venlig i min bog, som Ekkos billedtekst måske kunne forlede nogen til at tro.

Jeg har dokumenteret, hvad Lau Lauritzen gjorde, hvorledes han – ligesom rigtig mange andre danskere – skiftede retning under besættelsen. Det er fuldt ud i overensstemmelse med hovedkonklusionen i Dansk film under nazismen, hvor jeg skriver, at ”filmbosserne gjorde, som de fleste danskere: forsøgte at tilpasse sig en situation, der ofte bød på valget mellem flere uønskværdige udveje” (side 471).

Lau Lauritzen får ikke nogen særskilt kritisk eller ondsindet behandling. Hovedpointen med bogen er, at film er lavet af mennesker, som kun i meget få tilfælde fremstår som uplettede helte eller kulsorte skurke, når man forsker til bunds i personernes handlinger. Det gælder også Lau Lauritzen jr. Jeg forsøger ikke at hænge ham ud eller fortie forhold, der taler til hans forsvar. Som læsere af bogen vil vide, bruger jeg megen energi og spalteplads på at udrede i detaljer, hvem der gjorde hvad og hvornår.

Hvad angår Lau Lauritzens rolle som modstandsmand, skriver jeg, at han ”aktivt og dokumenterbart” støttede det illegale arbejde, at han ”husede jøder på flugt i sin villa og lod modstandsbevægelsen ’stjæle’ sin båd til flugten over Øresund” (side 245).

Det har været fremme før.

Men som den første filmforsker beskriver jeg efterfølgende, hvorledes Lau deltog i det, man på nutidsdansk kalder ”en skarp aktion” (s. 246). Nemlig da Lau holder vagt ved porten til ASA, mens der bliver skjult våben på loftet i studiet.

Skal jeg så stoppe der, når jeg også kan dokumentere, at Lau forhandlede med tyskerne om at søsætte en karriere i Nazi-Tyskland i 1942? Nej. Naturligvis ikke.

Min opgave er at tegne så detaljeret og nuanceret et billede af de personer, der udgjorde dansk film i den periode, min forskning omfatter. Også når jeg ved, at der vil være mennesker, der ikke bryder sig om det, jeg finder. Ja, selv når jeg også kan forvente, at nogle bliver kede af det, selvom det naturligvis ikke efterlader mig uberørt. Men jeg må i al stilfærdighed afvise Lone Laus udtalelse til Ekko om, at ”alt det negative bliver vægtet rigtig tungt”.

Der er ikke meget konkret i familiens kritik, jeg kan kommentere på. Men for en god ordens skyld:

Hvis jeg havde villet manipulere med Karmarks stikkerbrev til von Hake, havde jeg ikke reproduceret det som fotostat i bogen. Den forskel på min gengivelse af brevet i den løbende tekst og det reproducerede illegale blad (s. 219-220) har intet at gøre med, at jeg bøjer kilderne. Jeg gengiver Henning Karmarks brev ordret – det er modstandsfolkene i Gruppe 1944, der fejlciterer. Også det kan jeg dokumentere. I øvrigt siger det intet om Lau Lauritzens rolle og har derfor ikke noget med sagen at gøre. Han angav så vidt vides ingen. Og det skriver jeg heller ikke, at han gør.

Der er ikke noget påfaldende i, at jeg ikke omtaler, at Illona Wieselmann indspiller film på ASA efter besættelsen. Henning Karmark er på det tidspunkt ude af ASA, og Wieselmann kæmper en hård og – skulle det vise sig – forgæves kamp for at genrejse den karriere, der blev sat på stand-by, da hun måtte drage i eksil efter Karmarks angiveri. At hun indspiller film på ASA ligger i umiddelbar forlængelse af den introduktion, jeg skriver i bogen. Nemlig at tiden var modsætningsfuld, at en jøde stod foran et kamera, som blev betjent af en SS’er – at den sort-hvide stringens, eftertiden opererer med, ikke kan anvendes på besættelsestidens grumsede virkelighed.

Der er ikke noget i det brev, jeg har modtaget fra familien, som sagligt begrunder dementier eller ændringer i min beskrivelse af Lau Lauritzen. Jeg kan ikke citere fra brevet hér, for det er sendt til mig og Ekkos redaktion, og jeg har ikke familiens accept af at offentliggøre dele af det.

Tilbage står, at jeg har skrevet en bog, som er baseret på lidt over tre års minutiøs research, jeg har indhentet og affotograferet over 10.000 arkivalier fra ind- og udland, som på godt og ondt kaster et nyt lys over dansk film. Jeg håber, at Laus efterkommere en dag kan slutte fred med, at også han var et menneske, der gjorde gode ting og mindre gode ting. Fuldstændig ligesom alle andre mennesker.

Mit tilbud om at mødes med familien og lytte til kritik og modargumenter står ved magt.