Ekko Shortlist Awards 2024
10. dec. 2024 | 16:58

”Først græd jeg, og så blev jeg nysgerrig”

Foto | Hashim Musa Jr.

Skuespilleren Yas Wadi giver sig fuldt ud i rollen som sørgende ung mand i kortfilmen Havet er rødt, som han selv har skrevet manuskriptet til.

Da Yas Wadi tabte sig femten kilo for en kortfilm, undrede vennerne sig over hans dedikation. Nu er skuespilleren nomineret til Ekko Shortlist Awards.

Af Casper Hindse

Ét er at spille en krævende rolle, hvor du på en måned skal tabe dig femten kilo og instrueres i små, intime rum. Noget andet er selv at skrive rollen og påtage sig den.

Det er, hvad 29-årige Yas Wadi har gjort. Nu er skuespilleren nomineret til Ekko Shortlist Awards 2024 for sin rolle som en ung mand, der hvirvler hvileløst rundt i en lejlighed fyldt med gamle minder i Havet er rødt.

Stem her og køb billet

Filmen, der er instrueret af Oliver Jacoby, klipper mellem fortid og nutid. I fortidssporet er den unge mand sammen med sin kæreste. I nutidssporet raserer han lejligheden, indtil ekskæresten kigger forbi for at hente de sidste ting.

”Det er både en gave og en forbandelse at spille en rolle, jeg selv har skrevet,” siger Yas Wadi på en FaceTime-forbindelse fra Aarhus, hvor han for tiden spiller teater.

”Det er en gave, at jeg selv bestemmer, hvad der skal ske. Men det er en forbandelse, at jeg ved det. Det er en udfordring at få det til at virke friskt, når du ved, hvad der sker lige om lidt. Jeg måtte smide overblikket og træne i at være til stede.”

Overraskende dedikation
Det lykkes godt. Yas Wadi spiller med hud og hår. Fortidssporet er fyldt med smil og kærlighed. Nutidssporet er nedplysset og depressivt.

Hvad skyldes dette forliste kærlighedsskib, som har fået den unge mand til at kæntre totalt? Svarene sejler rundt mellem de indre kampe.

”Jeg kan godt lide at blande mig. Vi skal påvirke hinanden, både som samarbejdspartnere og mennesker. Jeg giver altid så mange bud på en scene som muligt. En rolle skal kunne drejes i så mange retninger, at der kan opstå noget nyt,” forklarer Yas Wadi.

Derfor satte han også alt på ét bræt som den unge mand i lejligheden. Yas Wadi havde en måned mellem første og anden blok af optagelser. Han spærrede sig mere eller mindre inde og lod kiloene rasle af.

”Hvis jeg skulle skildre en mand, der har mistet noget dyrebart, måtte jeg afpille ham,” fortæller skuespilleren.

”Det gav mening, at rollen blev skåret helt ind til benet, for det kunne se visuelt interessant ud. Flere af mine venner var noget overraskede over den dedikation til en kortfilm. Men sådan ser jeg ikke på det. Jeg går 100 procent til alt, jeg laver.”

Jeg er enig med dine venner. Hvor meget vil du så tabe dig til en spillefilm?

”Det tør jeg slet ikke tænke på,” griner Yas Wadi. 

”Nej, det handler om at gå helt derhen, hvor rollen kræver det. Hvis jeg ikke gør det, kan det være lige meget, og det tror jeg hurtigt, man kan aflæse, når man ser en film.”

Idolet er faren
Ud over Havet er rødt har han også skrevet og spillet med i Tornen dør, blomsten lever, som var nomineret ved Ekko Shortlist Awards 2021.

Det er barske fortællinger, der flyder fra Yas Wadis mentale tastatur. Den kække friskhed, han møder intervieweren med, har borte taget.

”Jeg er interesseret i at undersøge og forstå, hvad der sker omkring og inden i mig. Jeg synes ikke, man skal tage let på tingene, men det betyder jo ikke, at jeg er trist. Tværtimod,” siger Yas Wadi.

”Da jeg lavede Havet er rødt, havde jeg ikke skrevet i et stykke tid. Jeg havde haft travlt med at blive forelsket, og da hun så pludselig måtte rejse hjem til USA, måtte jeg undersøge, hvad der var sket, og hvad der foregik inden i mig.”

Hvad er forskellen på at undersøge det ved at skrive og spille? 

”Der er stor forskel og ingen forskel,” siger Yas Wadi.

”Først græd jeg, og så blev jeg nysgerrig. Hvad er det, der foregår i mit hoved? Det måtte jeg skrive frem med to stemmer i en lejlighed. Det var min tvivl og min undersøgelse. Da jeg så skulle spille det, måtte jeg lade den ene stemme være kvinden, mens jeg måtte lægge mig selv væk og blive en anden.” 

Han smiler.

”Det hjælper helt sikkert også på bearbejdelsen af både rollen og følelserne.”

Det er svært ikke at tænke på metodeskuespillere som Robert De Niro og Jared Leto, når man ser, hvor hudløst du spiller. Er de dine idoler? 

”Min far er nok mit idol,” siger Yas Wadi og smiler pludselig fjernt.

”Han har altid gerne ville være skuespiller, og han har på mange måder opført sig som én, da han flygtede fra Egypten og skulle etablere sig i Danmark og møde min mor.”

Han tøver.

”Zaki Youssef har også betydet en del for mig. Da jeg så ham på Det Kongelige Teater for nogle år siden, følte jeg mig set og repræsenteret. Det inspirerede mig til at gå skuespilvejen,” siger han.

Et nyt menneske
Yas Wadis far har opført sig som en skuespiller, mens Zaki Youssef er blevet det. På mange måder er den 29-årige mand fra Tingbjerg i København et destillat af de to fortællinger.

Eventyrlysten har sendt ham ud i verden. Og hjem igen. Både for at se Danmark og sig selv udefra. 

”Jeg tog til USA på udveksling som femtenårig, og jeg søgte til Paris for at læse til skuespiller,” siger han.

Yas Wadi brugte et halvt år som nedriver for at få råd til uddannelsen i den franske hovedstad. Og det var det hele værd.

”Det er en uddannelse i sig selv at møde mennesker fra forskellige lande. Det var en følelse, jeg kendte fra Tingbjerg, og det var måske også derfor, jeg havde brug for et sted, hvor jeg kunne definere mig selv på ny,” siger han.

”Jeg prøver hele tiden at være et nyt menneske. Det er nemmere i udlandet, for der kender ingen dig. Du er bare dig selv, og du kan oprigtigt finde ud af, hvem du er, frem for hvem du gerne vil være.”

Det lyder som method acting midt i virkeligheden? 

”Ja, det kan man godt sige,” griner han.

”Metoden betyder i hvert fald, at du kan sætte dig ind i mange miljøer. Når jeg skriver eller spiller skuespil, vil jeg gerne forsøge at forstå. Både mig selv, men også andre mennesker og miljøer. Skuespil er en god undersøgelse.” 

Missionen
Af samme grund har han det dobbelt med at blive nomineret til Ekko Shortlist Awards. 

Yas Wadi er stolt over at blive anerkendt, men er han ikke så stolt over, at han er stolt over det.

”Jeg blev glad, da jeg fik at vide, at jeg var nomineret. Men bagefter blev jeg lidt flov over, hvor stort selvtillidsboostet rent faktisk føltes,” siger han.

”Skuespil handler ikke om priser. Det skal komme indefra. Det skal være en mission, hvor man hele tiden søger tættere og tættere på. Det er en undersøgelse af, hvem vi er.”

Han er da også allerede på vej videre. Snart skal Yas Wadi instruere sin første kortfilm. Den har han selvfølgelig også selv skrevet.

”Jeg drømmer om at kunne lave det, jeg vil. Det er en luksus, der er få forundt. Hvis roller som den i Havet er rødt kan få mig tættere på, hvem jeg egentlig er og kradse i verdens overflader, er jeg mere end tilfreds.”

Kommentarer

Yas Wadi

Født 1995 i København.

Studerede til skuespiller ved Cours Florent i Paris.

Flyttede til London for at skrive og finde ind i sig selv. 

Skrev og spillede med i Tornen dør, blomsten lever, som var nomineret ved Ekko Shortlist Awards 2021.

I 2023 indtog han rollen som prins Alexander i Netflix-serien Royalteen: Princess Margrethe.

Nomineret ved Ekko Shortlist Awards 2024 for hovedrollen i Havet er rødt, som han selv har skrevet.

Ekko Shortlist Awards

Prisuddeling for danske filmskabere og deres kortfilm på Ekko Shortlist.

Startede i 2014 og finder i år sted for ellevte gang.

Ekko Shortlist Awards 2024 er støttet af Det Danske Filminstitut, Biografklub Danmark Fonden og Producent Rettigheder Danmark.

Ekko Shortlist og Ekko Shortlist Awards er sponsoreret af Producentforeningen, FAF, FILM&TVGruppen, Dansk Skuespillerforbund, Danske Filminstruktører, Danske Dramatikere, ANIS, Dansk Komponistforening og Danske Scenografer.

Royal giver velkomstøl til festen.

Køb billet!

© Filmmagasinet Ekko