Nyhed
10. juli 2015 | 16:51

Første klip fra juleafsnit af Sherlock

Foto |
Benedict Cumberbatch og Martin Freeman vender til december tilbage som Sherlock og Watson i et særligt juleafsnit, der ikke har nogen forbindelse til resten af BBC-serien.

En scene fra det kommende juleafsnit af Sherlock er netop blevet offentliggjort på Comic Con-messen i USA.

Af Niels Jakob Kyhl Jørgensen

I disse dage løber Comic Con – en tilbagevendende messe for tegneserier, spil, tv-serier og film – af stablen i San Diego i USA.

Der er tradition for, at nye film og serier afholder paneler og viser tidlige optagelser, og det er netop, hvad BBC-serien Sherlock i år har valgt at gøre.

Serien havde premiere i 2010 og har opnået status som noget nær et kulturfænomen i løbet de foreløbig tre sæsoner. Modsat tidligere filmatiseringer af Arthur Conan Doyles detektivhistorier foregår den i nutiden, hvor Benedict Cumberbatch spiller hovedrollen som den velfungerende sociopat-detektiv, mens Martin Freeman som Watson udgør et jovialt bindeled til omverdenen.

Det er imidlertid ikke fjerde sæson, der har været på programmet til Comic Con. Den får nemlig ikke premiere før tidligt i 2017, men allerede til december vil BBC udgive et særligt juleafsnit uden forbindelse til resten af serien.

Afsnittet foregår samtidigt med de oprindelige historier omkring forrige århundredeskifte. Steven Moffat, der har skabt serien sammen med Mark Gatiss, har tidligere udtalt:

”Vi ville ikke have lavet denne historie, vi fortæller, og den måde, vi fortæller den på, hvis ikke vi havde haft dette specialafsnit. Det er sin egen boble.”

Præcis hvilken historie der er tale om, er der endnu ingen forlydender om, selvom seriens fans ivrigt gætter løs. Juleafsnittet forventes at blive vist på dansk tv kort efter den britiske.

Sherlock: Klip fra særligt juleafsnit

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko