Nyhed
08. dec. 2020 | 15:00

Første trailer til elsket serie

Foto | Benjamin Kirk
Selv om der er kommet et barn ind i deres liv, er der ikke lutter smil og glade dage for vennerne Jesper og Julie i 33.

Julie Rudbæk og Jesper Zuschlag slutter deres kritikerroste serie af med en eksperimenterende sæson, hvor venskabet bliver presset til det yderste.

Af Nicki Bruun

Venskabet bliver presset til det yderste i femte og sidste sæson af Julie Rudbæk og Jesper Zuschlags forrygende serie 29.

Hver sæson har fulgt alderen på de to hovedpersoner – der også hedder Julie og Jesper – og nu er de kommet til 33, som Ekko i sommer besøgte optagelserne af.

I den første trailer til den nye sæson (se den nederst i artiklen) kan man virkelig se, at de to venner har flyttet sig enormt meget i de seneste år.

Der er kommet et barn til, og de to befinder sig nu i hver sit forhold, som ikke er uden problemer.

Alle otte afsnit af 33 får premiere på streamingtjenesten Xee den 1. januar, mens afsnittene sendes ugentligt fra 4. januar på tv-kanalen Xee.

Støtte og kærlighed
Serieskaberne har udfordret sig selv ved i slutningen af 32 at lave et flashforward, hvor man så hovedpersonerne som 34-årige. Dermed kommer femte sæson til at vise, hvordan de endte der.

”Det har været svært at tage beslutningen om at lade det være sidste sæson, fordi vi stadig mærker så meget støtte og kærlighed til serien,” udtaler Jesper Zuschlag i en pressemeddelelse fra Xee, hvor serien bliver vist.

”Vi har fra starten insisteret på, at hver sæson skulle løfte sig fra den forrige, og det synes vi er lykkedes. Men det skal også slutte, mens legen er god. Og selv om det er slut for en periode, så betyder det jo ikke, at vi ikke kan vende tilbage til universet senere. Der er jo også noget, der hedder en 40-års krise.”

De tidligere sæsoner er alle blevet storrost af Ekkos anmelder, og Julie Rudbæk og Jesper Zuschlag leverede en strålende præstation i værtsrollen ved Ekko Shortlist Awards 2019.

Det bliver spændende at se, hvilken vej parret går, når de har sat en foreløbigt punktum for deres kritikerroste serie.

Trailer: 33

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko