Max Kestner: Forsvar for det ukendte

Det er lørdag. Klokken er lidt over ni, morgen. Jeg har drukket en ret stor portion af et produkt, der hedder ”Xpress Scitec Nutrition”. Det har lime-flavor og giver virkelig meget overskydende energi. 

Jeg hører Iggy Pop. 

Træningscenteret var lukket. Og nu pisker Xpress Scitec rundt i mit blod. Det er sjovt. Alt går hurtigt, og mine hænder ryster. Måske er det placeboeffekten. Den må man aldrig kimse ad. Her lidt over ni, hvor der ikke kan trænes, føles det som et godt alternativ i stedet at skrive om Den Danske Filmskole. 

Og om Iggy Pop. 

Der ikke tid til at researche på gamle mænds livshistorie, når man har Xpress Scitec i blodet. Jeg indtager bare synspunkter. Jeg påstår, at Iggy Pop lærte sig selv at være Iggy Pop. At hans vigtigste lærer ikke var en lærer. Og at hans udvikling til Iggy Pop ikke var opdelt i en bachelor og en master. 

Det sidste burde man vel lige google, men Xpress Scitec tillader ikke, at man sætter farten ned. 

Startskuddet
Synspunkter trænger sig på i filmbranchen for tiden, fordi Filmskolen står over for en mulig større omlægning, der skal gøre den sammenlignelig med andre videregående uddannelser i EU. 

Det skal blive lettere for elever og lærere at flytte rundt. Det er godt, tænker jeg. Spændende. Både for eleverne og for os andre. Vi skal bevæge os i en verden, der ikke står stille. 

Men der er også noget ved de forandringer, der skitseres, som gør mange af os i filmbranchen betænkelige. 

Bologna-aftalen, der blev forfattet 22 år efter, at Iggy Pop skabte albummet Lust for Life, var startskuddet til den proces, der nu skal til at tage form på Den Danske Filmskole. 

Deklarationen formulerer sig mest i bløde vendinger om kontinentets sammenhængskraft og styrke til at klare sig i konkurrencen mod resten af verden. Men den peger også konkret på, at processen kræver, at skolerne skal blive sammenlignelige. På hvilken måde det skal ske, lader den stå åbent. 

I Kulturministeriet og på Filmskolen må man have spurgt sig selv, hvordan en filmelev fra et italiensk universitet skal kunne tage sit femte år på Den Danske Filmskole, hvis Den Danske Filmskole kun er fire år lang. Ligesom det er svært at se, hvordan en dansk filmelev skal kunne flyttes til en udenlandsk filmskole, hvis ikke man har et pointsystem på den danske filmskole. 

Filmskolens ledelse og Kulturministeriet har besluttet, at de ønsker en omlægning af Filmskolen til en bachelor- og kandidatuddannelse. Man vil altså udvide skolen fra fire til fem år og inddele den i en treårig bachelor, der giver adgang til en toårig master. Og man vil indføre det samme pointsystem, som man benytter på skolerne i resten af Europa. Så er alle problemer tilsyneladende løst. 

Men på Københavns Universitetet findes der allerede en uddannelse, hvor man kan få en bachelor og en master i film. Så vi må spørge os selv, hvad det er, der er den afgørende forskel på Den Danske Filmskole og de fleste andre filmuddannelser i Danmark – og i resten af verden. 

Svaret på det spørgsmål er, at man på Den Danske Filmskole kan finde det, der ikke findes, altså før det bliver fundet. Fordi det er ”det ukendte”. 

Uddannelse i det kendte
Jeg har gennem de sidste tyve år – som filminstruktør og som lærer – mødt filmfolk fra mange steder i verden, og det er i stigende grad gået op for mig, hvor anderledes Den Danske Filmskole er. 

I det meste af verden er filmskoler konstrueret sådan, at nogle har bestemt, hvad eleverne skal lære for at kunne lave gode film. Derefter sammensætter man et pensum, der indeholder det, man ønsker, at eleven skal lære, og ansætter lærere, der kan forklare det, der står i pensum. Ved uddannelsens afslutning kan man så vurdere, om eleverne har tillært sig den besluttede viden om, hvordan man laver den gode film. 

Det giver ikke mening at være modstander af, at den slags skoler findes i verden. Det ville være ligesom at være modstander af Tom Cruise eller placeboeffekt. 

Men jeg synes, at man skal være sig bevidst, at den slags skoler har én helt bestemt begrænsning. 

De skoler kan udelukkende uddanne filmfolk til at lave versioneringer af værker, som allerede er lavet. De uddanner ikke med henblik på det ukendte. De uddanner med henblik på det kendte. De uddanner ikke deres elever til at lave film, som ingen havde forestillet sig. Det kan de i sagens natur ikke, fordi de værker ikke kan være beskrevet – hverken i et pensum eller i en lærers forestilling. 

Når elever fra den slags skoler laver ukendte film (og det gør de!), så er det ikke skolernes fortjeneste, men elevernes.

Værkerne er pensum
Den Danske Filmskole er anderledes. 

Her ved man, at kunstneren selv bedst ved, hvad han er optaget af, og hvor han er på vej hen. Man ved, at eleven skaber sit eget pensum ved at fremstille sine værker. 

Det er værkerne, der er pensum.

Undervejs – mens værkerne fremstilles – kan læreren ikke fortælle eleven, hvordan han skal gøre sit arbejde. For hvis læreren gjorde det, så ville værket ikke være elevens, men lærerens. Og så er vi jo lige vidt. Verden er ikke blevet større. Der er bare blevet mere af den. 

Vi forestiller os jo heller ikke, at det var en lærer, der lærte Iggy Pop at spille, skrive og synge som Iggy Pop. Det er muligt, at nogen lærte ham at holde på en guitar. Men det er vel den mindste del af at blive til Iggy Pop. 

Ingen lærte ham Lust for life. 

Han lærte sig selv værkerne. Og værkerne virkede nye og unikke, fordi de var nye og unikke. De var ukendte. Netop fordi de ikke var tillært fra et pensum, der var bestemt af andre. 

Det er jo pointen med kunsten. Og problemet for kunstneren. Ligesom det er problemet for kunstskolen. Kunsten læres ikke. Den er en reaktion, og den udkommer som en personlig stemme. Kunsten er den personlige stemme. 

Udviklinger
Nogle vil måske tænke, at det virker modsætningsfuldt, at der så skal være en skole, hvis eleverne alligevel skal lære det hele af dem selv. Men det er ikke let at finde frem til sine egne personlige stemmer. 

Som regel kræver det et utal af mærkværdige og ofte tilsyneladende talentløse forsøg på noget, som ingen ved, hvad er. Oftest ved eleven det ikke engang selv. 

Det er afsøgninger, som eleven må håbe på, vil vise sig at få en værdi. For de fleste elever er det en hjælp, at der er nogle, der stiller sig til rådighed for den diskussion, som eleven ønsker at have om sine værker. Skolens grundlæggende funktion er at tilvejebringe dialogen, eventuelt i møder med mennesker, der selv har været på jagt efter det ukendte. 

Ligesom det er en meget kort proces at forklare, hvordan man holder på en guitar, så er det en meget lille ting at forklare en fotograf, hvordan et kamera fungerer. Det svære er at udvikle den energi, der har brug for et kamera. 

På den slags kunstskoler, hvor man leder efter det ukendte, foregår der slet ikke egentlig uddannelse. Der foregår udviklinger – af personlige stemmer. En kunstskole kan igangsætte sådan en udvikling og støtte den undervejs. 

På et tidspunkt går eleven ud af skolen. Ikke fordi hun er færdiguddannet, for det kan hun jo ikke blive, når der ikke er et pensum, der kan fuldendes. Eleven går ud, fordi hun skal give plads til den næste elev, hvis udvikling skal sættes i gang. Heller ikke den elev vil nogensinde blive færdiguddannet. 

Er det spild af skattekroner? Nej. Er det en god sund investering? Ja. Det er simpelthen en god forretning. For det betyder, at eleven vil fortsætte sin udvikling – ved at lave flere værker.

Det er en af styrkerne ved ikke at uddanne, men i stedet igangsætte udviklinger. 

Måske udkommer eleven med sit afgørende værk tyve år senere som Melville, der var 50, da han lavede Le samurai. Eller fyrre år senere som Robert Altman, der vel var i 70’erne, da kan lavede sine bedste film. 

Vi må være lidt tålmodige, når vi venter på resultaterne. Hvis det er kunst, vi venter på.

Kunstart i bevægelse
I Danmark er vi så heldige, at vi har en filmskole, der ikke hører under Finansministeriet og derfor ikke udelukkende skal skabe filmfolk, der kan lave salgsegnede film. Den hører heller ikke under Uddannelsesministeriet og derfor behøver den heller ikke at uddanne sine elever – efter et pensum. 

Vi har en filmskole, der hører under Kulturministeriet. Og så længe vi har det, kan vi derfor godt tillade os at forvente noget andet. Vi kan forvente, at Den Danske Filmskole beskytter eleverne mod at skulle reproducere deres læreres værker, men i stedet igangsætter udviklinger af personlige stemmer og på den måde presser rammerne for, hvordan film kan se ud i fremtiden. 

Selv industrien, der naturligt er optaget af de salgsegnede film, har brug for, at filmen som kunstart er i bevægelse, så maskinen ikke løber tør. 

Vi må huske på, at alle dem, vi i dag betragter som de store og vigtige filmfolk og musikere og billedkunstnere, ikke var født sådan. Før de blev dem, som de blev, var de avantgarden. Og før de blev avantgarden, var de dem, som ingen forstod. 

Kreative alliancer
James Newell Osterberg voksede op i en trailerpark et eller andet sted i Michigan. Midt i 1960’erne begyndte han at danne forskellige bands. Mange bands. Han skød i mange retninger. Han ledte efter sin personlige stemme. 

Undervejs mødte han David Bowie, og de to blev afgørende for hinandens udvikling. Osterberg blev til Iggy Pop, og efter at have ledt i årevis fandt han, i et samarbejde med Bowie, den særlige Iggy Pop’ske energi, som han blev verdensberømt for.

Uden at blive uvenner med Ministeriet for Rockvidenskab, så tror jeg godt, at man kan påstå, at en af Iggy Pops vigtigste lærere var David Bowie, og at en af David Bowies vigtigste lærere var Iggy Pop. 

Sådan er det også på Den Danske Filmskole. 

Der er to slags lærere: dem, skolen stiller til rådighed som lærere, og dem, skolen stiller til rådighed som medstuderende.

Fordi læreren per definition er et fortidslevn, så er de vigtigste lærere, eleverne møder på filmskolen, ofte deres medstuderende. Sammen udvikler de deres filmsprog. De presser hinanden, og kreative alliancer udvikler sig. Sammen formulerer de deres forståelser af mediets uudnyttede muligheder. Og ofte fortsætter alliancerne efter skolen og bliver til de nye film, der møder publikum. 

Embedsmændenes struktur
Modellen med en treårig bachelor og en toårig master fremstår problematisk, fordi den netop piller ved de to afgørende kvaliteter ved Den Danske Filmskole. 

For det første vil modellen nedbryde de sammenhængende årgange, hvor eleverne følges ad, og som lige nu giver eleverne en stor (gratis) lærerstab. Og for det andet indikerer opdelingen, at kunsten kan læres og bestås. 

Vi må tale om, hvad det er for en slags filmskole, vi gerne vil have i fremtiden, før vi ændrer på strukturen. For strukturen er jo ikke en ligegyldig form, der kan indeholde alt. 

Nogle strukturer beskytter eleven. Andre strukturer gør det let for embedsmænd at sammenligne skoler.

Hvis man ikke anerkender, at der er forskel på, hvad der kan ske under forskellige strukturer, så kunne man jo lige så godt nedlægge strukturen, Den Danske Filmskole, og optage de overskydende elever på universitetets filmuddannelse. 

Modellen med en bachelor- og kandidatuddannelse indikerer en anden slags skole, hvor indlæringen for eleverne foregår i den samme opdeling. Og det kunne den måske også gøre, hvis eleven skulle tilegne sig et fastlagt pensum. Men hvis elevens pensum består i – sammen med andre – at lede efter noget, som skolen ikke ved, hvad er, så forholder det sig naturligvis anderledes. 

Så er det svært at se, hvilken meningsfuldhed der kan være med opdelingen. 

Det høje niveaus problem
Et af argumenterne for at omlægge uddannelsen til en bachelor- og kandidatuddannelse er, at den så vil kunne uddanne til ”det højeste niveau”. 

Problemet med den plan er, at skolen slet ikke uddanner til et niveau, hverken lavt eller højt. Det ville skolen kun kunne, hvis den byggede på et endeligt pensum, som man kan måle op ad. Så det virker, som om man taler om en anden slags skole, end den vi har. 

Ministrene, der forfattede deklarationen, var ikke dummere, end folk er flest. Måske tværtimod. De vidste, hvad de ikke vidste. Og derfor skrev de, at arbejdet med at gøre de videregående uddannelser i Europa sammenlignelige skulle foregå i ”full respect of the diversity of cultures, languages, national education systems and of University autonomy”. 

De må have forudset, at det ikke var en skrivebordsopgave, og de udtrykte derfor et ønske om, at man i processen beskyttede det, der var værdifuldt. 

Hvis man vælger at nedbryde de strukturer, der i dag giver Filmskolen dens kvaliteter, så skal det enten være, fordi man mener, at der findes andre strukturer, der kan udvikle og styrke de samme kvaliteter ved skolen. Eller fordi man faktisk gerne vil lave en hel anden slags filmskole …