Debat: Forsvar for film på skive

Vi lever i en streamingtid.

Størstedelen af vores medieforbrug går gennem digitale kanaler, hvor algoritmerne styrer os hen mod det næste stykke content, der skal fortæres.

At ”eje” en digital kopi af en film er i realiteten blot en lejekontrakt, hvor adgangen til enhver tid kan trækkes tilbage af rettighedshaveren.

Du kender det sikkert: Du kommer i tanke om en film, du ikke har set siden din barndom. Eller om en mindre klassiker eller kultfilm, som det efterhånden er pinligt, at du ikke har fået streget af listen.

Men den er ikke at finde på nogen af de utallige streamingtjenester, hvis akkumulerede abonnementer gør deres indhug på kontoen hver måned. 

Eller endnu værre: Den film, du var sikker på var på Netflix for blot en uge siden, er nu taget af på ubestemt tid.

Bredere og mere permanent
Frustrationerne for den enkelte kan være store, men det åbner også op for en bredere diskussion om bevarelsen af kulturarven.

For hvad sker der, når den visuelle kultur kun tilgås online og sidder på få udbyderes hænder? Og hvad så når der skæres ned i streamingtjenesternes bagkatalog i sparetider, fordi det kun er det allernyeste, der genererer views?

Ældre film – det vil sige fra før 1980, så over 80 år af filmhistoriens samlede forløb! – har det notorisk svært i streaminglandskabet. Det er altså en stor del af vores visuelle kulturarv, der er i fare for at blive begravet og glemt eller simpelthen låst væk.

Fysiske filmudgivelser giver ekstra incitament til restaurering og bevaring af det skrøbelige filmmedie og giver et udvalg, der er langt bredere og mere permanent end på streamingtjenesterne. 

Anonyme algoritmer
Hjemmevideoformaternes historie er efterhånden lang. 

Først var der film på bånd, herunder de hedengangne formater vhs og Betamax. Sideløbende kom der film på skive. Først de mere snævre samlerformater som Laserdisk, og siden kom dvd’en, Blu-ray og seneste – og formentlig sidste – skud på stammen: 4K Ultra HD. 

Der har i årtier været mulighed for at købe og eje et fysisk eksemplar af en film eller serie. Og selv om det desværre er færre og færre af de nyeste titler, som får en fysisk udgivelse, er der stadig et stort sortiment at gå på opdagelse i. 

Og det er ingenlunde et dødt marked endnu. 

Med opblomstringen af mere snævre specialudgivelser fra de såkaldte boutique-labels – Criterion, Arrow, Eureka og mange flere – kunne film på skive meget vel være på vej ind i en renæssance. Forhåbentlig vil der være et alternativ til algoritmens anonyme og styrende hånd, og hvor der lægges vægt på kurratering og kæles for indpakningen. 

Det særlige ritual
Jeg tænker på et fysisk eksemplar af en film lidt som en fysisk bog kontra e-bog. Begge har deres berettigelse, og jeg har som sådan ikke noget imod de internetbaserede tjenester.

Der er jo en grund til, at streaming er blevet så stort. Den har sine egne klare fordele, når det kommer til nem og fleksibel adgang.

Men der knytter sig nu engang noget andet til oplevelsen med selv at udvælge en film fra hylden, tage den ned, måske læse lidt på bagsiden, åbne hylsteret, putte skiven i sin PlayStation (eller en dedikeret afspiller, hvis man er så gammeldags som mig).

Den lille snert af ritual, der giver noget mere end bare at trykke på Netflix-knappen på fjernbetjeningen. Når slutteksterne ruller, kommer der ikke straks reklamer eller autoafspilning af det næste, algoritmen mener, du bør se.

Du er herre i eget hus.

Der er en større respekt for mediet, filmens integritet og for, hvordan skaberne af værket mener, det skal præsenteres. Hver film er en enhed i sig selv, en afgrænset oplevelse med en mening bag, som ikke bare kører i en uendelighed som en del af streamingtjenesternes content-fiksering.

Ønsk dig noget håndgribeligt
Så er der også spørgsmålet om kvalitet.

Blu-ray- og 4K-formaterne har faktisk stadig en fordel, hvad angår billed- og lydkvalitet, selv om bredbåndsinternet løbende har gjort forskellen mindre. Men det er stadig ikke alle internetforbindelser, der er født lige, og på skiven er der ikke nogen distraherende udfald, medmindre den er ridset.

Bare fordi en teknologi er bedaget, betyder det ikke, at den er forældet. Tænk blot på musikbranchens vinylrenæssance, som er et lignende eksempel på at ville have mere bestemmelse over eget forbrug og dyrke præsentationen af værket. 

For slet ikke at tænke på ekstramaterialet, der findes på skiverne. Informative dokumentarer om tilblivelsen, optagelser bag kulisserne, kommentarspor med filmmagere eller eksperter, slettede scener, you name it.

Meget af det går også tabt på de fleste streamingtjenester. Ekstra fryns og værdi for pengene, som man kan dykke ned i, hvis man ønsker at vide mere om værket. 

Og ja, det er ikke alle, der behøver have en samling af hundredvis af film stående derhjemme. Det vil nok altid kun gælde de største nørder og entusiaster. 

Men jeg synes, man i det mindste bør overveje at have en håndfuld af sine yndlingsfilm på hylden. Tænk på det som en forlængelse af bogreolen. Og ligesom med en bog, du ikke syntes var god, eller du ikke gider have til at stå og samle støv mere: Sælg den videre eller giv den til en ven!

Vi ejer mindre og mindre i den digitale økonomi, men det behøver ikke være sådan. Det er ingen skam at ønske sig noget mere håndgribeligt.

Film er bedst i biografen, men næstbedst på skive!