Fortabt i Finland

Med jævne mellemrum kommer filmiske perler fra Finland i danske biografer.

I starten af 2022 var det Juho Kuosmanens fremragende anti-kærlighedsdrama Kupé nummer 6. Nu er turen kommet til det sorthumoristiske, eksistentialistiske drama The Woodcutter Story, der kaldes årets alternative julefilm og får premiere den 15. december.

Filmen handler om Pepe, der er skovhugger i en lille, idyllisk by i det nordlige Finland. Forskellige voldsomme hændelser ødelægger hans stille liv, men en slags apatisk lykke bliver ved med at stråle ud af ham.

Man kan simpelthen ikke slå Pepe ud.

The Woodcutter Story tog sin begyndelse, da instruktør og manuskriptforfatter Mikko Myllylahti satte sig for at få fældet et træ i sin have. Han ringede efter en træhugger, der havde en underlig, optimistisk tilgang til livet.

Sådan har filmskaberen også selv altid haft det. Derfor gav han sig til at skrive en historie om en mand, der møder livets ulyksaligheder med et smil på læben.

”Det virker tosset at sige i 2022, hvor verden lader til at kunne bryde sammen hvert øjeblik. Men allerede dengang havde jeg en følelse af, at noget forfærdeligt var på vej,” fortæller Mikko Myllylahti, da Ekko møder ham under Cannes-festivalen tidligere på året.

”I horisonten lurer altid en ukendt fare, og i mødet med den har vi brug for håbet. Med filmen forsøgte jeg at tackle min egen frygt.”

Kafkask mareridt
Da The Woodcutter Story fik verdenspremiere i Cannes, var anmelderne begejstrede.

”Som hvis Kaurismäki havde lavet Twin Peaks,” lød dommen fra tidsskriftet Screens kritiker.

Og både finsk films største instruktør, Aki Kaurismäki, og David Lynch er ganske rigtigt store inspirationskilder for Mikko Myllylahti. Men finnens surrealistiske, poetiske og visuelt overvældende film er særligt inspireret af Franz Kafka.

”Jeg har altid holdt af Kafkas skildring af den menneskelige eksistens som noget nær et mareridt. Især hans noveller er noget af den bedste litteratur nogensinde,” siger den 42-årige instruktør.

Mikko Myllylahti udgav sin første poesisamling som 23-årig, før han startede på filmskolen i Helsinki. Han trækker på referencer fra mange andre steder end filmens verden i sin historie om Pepe, der må gå så grueligt meget igennem.

Den Nobel-vindende forfatter Peter Handkes roman The Left Handed Woman tjente som inspiration for filmens sparsomme dialog. Og instruktøren brugte maleren Edward Hopper og fotografen Gregory Crewdson som fikspunkter for den visuelle stil.

Alt sammen med det formål at fortælle en historie om menneskets Sisyfos-agtige tilværelse.

”At skrive filmen var nærmest en sadistisk øvelse i, hvor meget jeg kunne udsætte min hovedperson for. Jeg var dybt fascineret af den virkelige person, jeg havde mødt, men skabte en fiktiv figur, som også er meget mig selv. Historien ville være for naiv, hvis den ikke var så voldsom,” siger Mikko Myllylahti.

Nærmest en trosretning
”Håb er altid en mulighed,” lyder slaglinjen i The Woodcutter Story.

Filmen er co-produceret af det danske produktionsselskab Beofilm og har danske kræfter bag kameraet i skikkelse af lyddesigner Peter Albrechtsen og musiker Jonas Struck.

De har været med til at skabe en film, hvis eksistentialistiske udforskning af livets meningsløshed er så universel, som man kan tænke sig. Men det er samtidig en geografisk meget forankret historie om forskellen mellem land og by, som vi også kender i Danmark.

Mikko Myllylahti kommer nemlig fra Lapland i det nordlige Finland på grænsen til Sverige. I dag bor han i et hus lidt uden for Helsinki og er del af Finlands kulturelle parnas. Men kunstneren har ikke glemt sine rødder.

”Oppe nordpå er der en følelse af, at ingen tænker på dig. Vi havde faktisk et had til folk fra Helsinki, fordi de bare kom på et kort visit og spillede smarte,” siger Mikko Myllylahti.

”Sådan er det nok stadigvæk. Folk flytter til hovedstaden for at studere og blive kloge, men nogle bliver hængende. Jeg har en vis nostalgi i forhold til det simple og naturskønne liv på landet.”

Instruktøren undersøger nogle filosofiske tanker i The Woodcutter Story.

”Optimisme er en tro på, at alting nok skal gå, mens håbet handler om usikkerhed. Man håber, at det går. Håb er på den måde nærmest en trosretning – en måde at få mening på livet, som ingen af os rigtigt forstår,” lyder det fra filmskaberen.

”En tidligere finsk præsident har et berømt udsagn, der går noget i retning af: ’Hvis vi ikke ved, hvad der kommer til at ske – undergang eller redning – er det bedst at tro på redning.’”

”Sådan har man måske været nødt til at tænke i finsk politik, fordi der konstant har luret en trussel fra øst,” siger instruktøren med et sardonisk grin.