Dag 3: Beåndet eller fortænkt?

Cannes-festivalen er en slagmark for holdninger, og konsensus er en by i Rusland.

Selv det mest håbløse makværk kan altid finde en kritiker, som bare elsker det over alt på jord, ligesom det største mesterværk nok skal få på hattepulden af en anmelder, som mener at have set kejserens nye klæder.

Smag og behag er forskellig, men det er ikke hele årsagen. Når uenigheden er særligt udtalt og ofte paradoksal i Cannes, skyldes det filmene.

Mainstream-film følger og twister nogle givne formler, som er relativt nemme at forholde sig til. Mens artfilm – altså den type film, der er i fokus i Cannes – har til opgave at sprænge formlerne i stumper og stykker.

Hvordan vurderer man det? Hvordan vurderer man originalitet? For det, at en film er original, betyder vel ikke nødvendigvis, at den også er kunst eller bare god?

Kvalitetstesten
Min indiske kritikerven Rajesh har en enkel opskrift. Hver gang, han har set en film, spørger han: Er den ”inspired or contrived” – eller på godt dansk: beåndet eller konstrueret/fortænkt?

Det er faktisk en effektiv kvalitetstest, hvis man da ellers kan blive enige om, hvad der er beåndet, og hvad der er fortænkt!

Bruno Dumonts Ma Loute – på engelsk: Slack Bay – er nærmest et katalog over excentriciteter.

Filmen foregår i 1910 på den nordlige, franske kyst, hvor en mildt sagt fucked up overklassefamilie holder ferie. De finder det ludfattige landliv ”pittoresk” og lader sig bære over sumpene af en landfamilie, som i øvrigt i det gedulgte slår turister ihjel og spiser dem!

Læg dertil et Gøg og Gokke-detektivpar, en pukkelrygget patriark, en kønsforvirret teenager og den værste trompetfanfare i mands minde.

Borgerskabets charme
Ma Loute er en social satire a la salig Bunuel, men det er også en film, hvor man helst skal kunne grine ad en ballontyk mand, der triller ned ad en bakke – op til flere gange.

Og for ligesom at sætte trumf på særheden letter flere af personerne fra jorden mod slutningen af filmen uden nærmere forklaring.

Teknisk er der ikke noget at udsætte på filmen. Det flade landskab, de mættede farver og de ekstravagante kostumer er perfekt. Og at skuespillerne (Fabrice Luchini, Juliette Binoche, Valeria Bruni Tedeschi med flere), der spiller overklassefamilien, RÅBER deres replikker, er en helt bevidst effekt i det teatralske drama.

Men er det godt?

Nej, det vil jeg ikke mene. I kvalitetstesten ender Ma Loute så afgjort i kategorien ”konstrueret”. Her er ingen beåndede idéer, intet øjenåbnende, som rykker os ud af vores vante forestillinger, rejser spørgsmål eller får os til at se på verden på en ny måde.

Tværtimod bekræfter overklassesatiren bare vores fordomme. Borgerskabets charme er alt andet end diskret.

Instruktør søger idéer
Franske Alain Guiraudies Stranger by the Lake (2013) er en dybt fascinerende film, som juryformand Thomas Vinterberg fortjent belønnede med en pris i Cannes for tre år siden.

Den kan bedst beskrives som Hitchcock i homoland, en hypnotiserende mord-thriller, der foregår ved en sø, hvor homoseksuelle mænd bader og boller.

Filmen har en dragende, erotisk atmosfære, og interessant nok udvandrede mange anmeldere på grund af de eksplicitte sexscener, mens de samme år i Cannes åd den lesbiske sex i Guldpalmevinderen Adèles liv råt.

Guiraudies Rester vertical (direkte oversat: forbliv oprejst) starter lige så lovende med en lang, sugende køretur ude på landet. Filminstruktøren Léo (Damien Bonnard) leder efter inspiration og skuespillere til sit næste filmprojekt.

Han falder over en køn, ung mand, der bor sammen med en gamling, som han servicerer på forskellig vis, men manden afviser Léo kontant.

Bedre held har Léo hos fårehyrden Marie, som han overnatter hos, og inden de får set sig om, har hun født deres barn, fået en fødselsdepression, stukket af og overladt spædbarnet til den temmelig hjælpeløse Léo.

I døden med analsex
Men øvelse gør som bekendt mester, og Léo kæmper videre med sit filmprojekt og manuskriptet – nu med et barn på slæb.

Han kommer ud for lidt af hvert, blandt andet bliver han overfaldet af hjemløse og klædt af til skindet. Men han er især tiltrukket af den franske udgave af hillbillies, og i filmens trumfscene sender han en livstræt olding i døden med analsex til tonerne af Pink Floyd.

Rester vertical er en symbolmættet film med uskyldige får, farlige ulve, man skal kigge i øjnene, mens man holder sig oprejst. Den slags. Filmen angler efter at blive fortolket, men spørgsmålet er, om man orker.

For hvor Stranger by the Lake var en stram og koncis, er Rester vertical mere flakkende og slap. Og det assisterede selvmord smager af artsploitation: grænseoverskridende med det ene formål at vække opmærksomhed.

Eller med andre ord: konstrueret, fortænkt.

Lang film føles kort
Spøgefuglen Winfried forklæder sig som den prangende ”Toni Erdmann” for at få travle Ines’ opmærksomhed og ændre hendes forretningsmæssige livsstil. Far-datter-udfordringen når absurde proportioner, indtil Ines begynder at indse, at hendes excentriske far fortjener en plads i hendes liv.

Sådan lyder synopsis til tyske Maren Ades Toni Erdmann, en idé, der kunne udfylde en halv times sit-com på tv, men ikke en film, der næsten varer i tre timer.

Tænkte jeg på forhånd, men hvor tog jeg dog fejl!

På forunderlig vis er filmen både tåkrummende morsom, rørende og tankevækkende, og det er en af de få film, som på årets festival ikke har føltes for lang.

Klovnefiguren
Selve historien om en kold, enlig og barnløs karriereperson, der finder sig selv, er fortalt utallige gange (oftest dog med en mandlig hovedperson). Det er en kliché, men det gør en verden til forskel, at Maren Ade tilføjer et enkelt element, nemlig en klovnefigur.

Faren dukker op i tide og utide og forstyrrer Ines, der er udstationeret i Bukarest, med sine forklædninger, falske tænder og rollespil. Og gavtyvestregerne fungerer imod alle odds, dels fordi instruktøren bevarer realismen, dels fordi hun ikke falder for fristelsen til at gøre faren sjov i sig selv.

Pinlighedshumoren udspringer af kontrasten mellem den stramtandede datter og hendes fjollede og fandenivoldske far.

Fantastisk kemi
I hovedrollerne har Sandra Hüller og Peter Simonischek en fantastisk kemi.

Og Hüller er lige overbevisende, når hun spiller selvundertrykkende forretningskvinde (der uden at blinke med øjnene anbefaler massefyringer), halvliderlig (i en muntert pervers scene, som Lars von Trier kunne have udtænkt), synger Whitney Houstons The Greatest Love of All af fuld hals eller som værtinde modtager gæsterne splitterravende nøgen. Alene Hüllers kropssprog fortæller alt om den udvikling, Ines gennemgår.

Slutningen skal naturligvis ikke røbes her, men den er både eftertænksom og vemodig, og jeg fik den tanke, at man kan se faren som en materialisering af Ines’ tanker.

Pressekorpset reagerede undervejs med klapsalver, som man ikke har hørt lignende, siden Mads Mikkelsen i 2012 slog en supermarkedsekspedient i gulvet i Jagten.

Det ligner en pris til Toni Erdmann, og i hvert fald vinder den tredjedagens kvalitetstest. Den er beåndet, hvilket er svært at forklare, men det er måske også netop pointen.