Fortiden indhenter Oscar-kandidat
Da slavedramaet The Birth of a Nation blev vist på Sundance-festivalen i januar, blev den mødt med bragende bifald. Filmen er siden blevet fremhævet som en af næste års store Oscar-favoritter.
Nu er det Nate Parker – filmens instruktør, manuskriptforfatter, hovedrolleindehaver og producer – der er begyndt at trække overskrifter. Dog af de helt forkerte grunde.
Onsdag sidste uge erkendte han over for Variety og Deadline.com, at han i en sag fra 1999 har været anklaget for voldtægt.
Voldtægten skal havde fundet sted 1999, hvor Nate Parker, sammen med Jean McGianni Celestine, der er medforfatter på The Birth of a Nation, havde samleje med en attenårig, hvid kvinde i deres lejlighed efter en fest.
”Jeg husker kun, at jeg åbnede min øjne og ser Nate have samleje med mig. Det var kun for et splitsekund. Og da jeg vågner igen, sidder der en anden end Nate oven på mig,” lød kvindens vidneudsagn ifølge The Daily Beast.
En retssag frifandt dog Nate Parker, mens Jean McGianni Celestine blev dømt. I en senere retssag blev Celestine også frifundet.
Mistanken klæber
En frifindelse er under normale omstændigheder ensbetydende med en ren straffeattest, både på papiret og i omverdenens øjne. Sådan går det dog ofte ikke i voldtægtssager.
Eftersom et samleje er en privat affære, er der sjældent vidner og kun få tekniske beviser at gå efter. Det bliver et spørgsmål om ofrets ord mod den anklagedes. For ingen ud over de implicerede kan helt vide, hvad der skete.
Selv efter rettens ord på uskyld kan der stadig hænge en hårdfør mistanke om skyld fast ved den anklagede. Det er denne mistanke, der nu kan skabe problemer for Nate Parker og The Birth of a Nations Oscar-chancer.
Folk er splittede
Nyheden har allerede skabt furore i medierne og på de sociale medier. Folk er splittede over, hvor meget voldtægtsanklagerne kan – eller bør – betyde for filmens Oscar-chancer.
”Kan publikum med ro i sindet betale penge for en film uden også at tage voldtægtssagen i betragtning?” spørger Elahe Izadi fra The Washington Post.
Stephen Galloway fra The Hollywood Reporter drager modsat en parallel til skuespilleren Roscoe Arbuckle. I 1921 gjorde en beskyldning om voldtægt en ende på Arbuckles ellers lovende karriere, selv om han var pure uskyldig.
Det er spørgsmålet om, hvorvidt kunst kan separeres fra kunstneren bag. Siden Nate Parker både er filmens instruktør, manuskriptforfatter, producer og spiller hovedrollen, kan dette dog være lettere sagt end gjort.
#OscarSoRapist?
Sagen sætter Oscar-akademiet, der sidste år blev beskyldt for at diskriminere sorte under hashtagget ”#OscarSoWhite”, i en slem kattepine.
The Birth of a Nation lignede, med sin moralske fortælling om et sort slaveoprør i 1831, en kærkommen lejlighed for Oscar til at vise sin støtte til sorte filmskabere. Samtidig kunne man vaske en skamplet i filmhistorien væk, idet Nate Parkers film deler titel med D.W. Griffiths banebrydende, men racistiske spillefilm fra 1915.
Men nu risikerer man en endnu værre beskyldning, nemlig at fejre to mennesker, som måske har været involveret i en voldtægt, der i USA kan give livstidsstraf.
Det hjælper heller ikke, at en af de væsentligste scener i The Birth of a Nation netop indeholder en voldtægt. Med viden om filmens skaber kan det i sig selv være nok til at give publikum en dårlig smag i munden.
Bodsgang på en knivsæg
Ifølge The Hollywood Reporter må Nate Parker i den kommende tid balancere på en knivsæg i promoveringen af The Birth of a Nation, der får amerikansk premiere 7. oktober.
Parker må understrege sin uskyld og vise, at han har ændret sig som menneske. Han må fokusere på, at budskabet er vigtigere end, hvem han er som person, imens han opretholder sit image som en forkæmper for undertrykte minoriteters rettigheder.
Nate Parker synes dog allerede at være på en mission for at rense sit navn og omdømme.
Han er kommet medierne i forkøbet ved selv at fortælle om episoden i interview med Variety og Deadline.com, der begge velansete medier inden for filmbranchen.
Her lægger han vægt på, at han er far til fem døtre og et højest moralsk, kristent menneske. Han slår ligeledes fast, at han aldrig har forsøgt at holde sagen skjult, og at han ikke forsøger at bortforklare sine handlinger.
Kvinden begik selvmord
Men efter Nate Parkers bodsgang har broren til kvinden, der i sin tid rejste sagen, reageret.
I et interview med branchebladet Variety fortæller han, at episoden tog så kraftigt på hans søster psyke, at hun droppede ud af sine studier, blev depressiv og fik problemer med misbrug.
”Hun blev fraværende fra virkeligheden. Det gik meget hurtigt ned ad bakke, og hun tog sit eget liv,” fortæller broren, der har valgt kun at stå frem ved sin fornavn Johnny.
I 2012 begik hun selvmord i en alder af blot 30 med en overdosis af sovepiller. Hun fik en søn før sin død.
”Hvis jeg skulle se tilbage på hendes meget korte liv og pege på et tidspunkt, der ændrede hende som person, så var det helt sikkert denne episode,” siger broren og tilføjer, at Nate Parker forfulgte hans søster, efter at hun anmeldte dem.
Johnny mener, at Nate Parker slap for let. Han tror, at hvis sagen blev rejst ved domstolene i dag, ville han blive dømt for voldtægt. ”Som jeg ser det, så blev han frifundet på en teknikalitet,” forklarer han.
Den teknikalitet er, at Nate Parker blev frifundet på baggrund af, at der ikke var tilstrækkeligt med beviser for, at samlejet foregik under tvang. Kvinden havde tidligere været sammen med Parker, og det tolkede domstolen som bevis for hendes indvilgelse i samlejet.
Vigtigere end loven
Nate Parker reagerede prompte på sin Facebook-side med en brødbetynget kommentar.
”Jeg kan ikke – og vil heller ikke ignorere – den smerte, hun led under og efter vores retssag. Selv om jeg står ved min uskyld og ved, at episoden utvivlsomt var konsensual, så er der ting, der er vigtigere end loven. Der er moral,” skriver Nate Parker.
Instruktøren understreger, at han ikke anede, at kvinden havde taget sit liv.
”Jeg indser nu, at jeg måske ikke har haft nok indføling, selv om jeg kæmpede for at rense mit navn. Indføling med den unge kvinde og indføling med den alvorlige situation, som jeg har satte mig selv og andre i,” skriver han.
Opslaget har fået 1.500 likes, men en modkommentar fra Tracy Garrett får næsten lige så mange likes:
”Beklageligvis er det ikke voldtægtsanklagerne, som foruroliger mig mest. Det er det faktum, at du og dine venner forfulgte og plagede denne kvinde overalt på universitetet, efter at hun havde anmeldt voldtægten … i en sådan grad, at hun forsøgte at begå selvmord to gange i de følgende to år.”
Filmselskabet Fox Searchlight Pictures har meddelt, at man bakker Nate Parker op, og at The Birth of a Nation bliver lanceret som planlagt. Den får dansk premiere 16. februar 2017.
Imens holder man uden tvivl vejret og håber, at der ikke dukker andre vidner op, som definitivt kan slukke drømmen om den første store Oscar til en sort amerikansk instruktør næste år.
Kommentarer