Fortolkeren

 "Man skal som manuskriptforfatter føle, at projektet er ens eget, ellers kan man ikke tage ansvar for det. Det duer ikke med undskyldninger som 'jamen, i bogen står der ...' Man er en dårlig manuskriptforfatter, hvis man vælger noget fra bogen, der ikke fungerer som film. Og det skal helst være sådan, at der er ting, man synes, man har forbedret i forhold til forlægget."
                     
Når 28-årige Mette Heeno taler om filmatiseringer, gør hun det med erfaring i stemmen. Trods sin unge alder har manuskriptforfatteren, efter at hun blev færdig på Den Danske Filmskoles manuslinje i 2001, allerede erfaring med at filmatisere historier fra tre forskellige medier: radio, bog og avis.
                     
Hun var dramaturg og medforfatter på animationsfilmen Terkel i knibe, baseret på Anders Matthesens Børneradio-succes, og hun har skrevet manuskriptet til filmudgaven af Bjarne Reuters børnebog Fakiren fra Bilbao, som har premiere til jul. Endelig står hun for filmatiseringen af Politikens føljeton Nynnes dagbog, der efter planerne kommer op i biograferne næste år. I mellemtiden har hun modtaget priser for sit manuskriptarbejde på Copenhagen International Film Festival og NatFilm Festivalen. Og så skal det lige nævnes, at hun også har flere originalmanuskripter på bedding, altså historier, hun selv har skrevet fra bunden.
                     
Ideen til en filmatisering af Fakiren fra Bilbao blev undfanget af produceren Mie Andreasen, som Mette Heeno kender fra Den Danske Filmskole. På producerens opfordring læste Heeno romanen og fandt den umiddelbart meget filmisk.
                     
"Man sluger den på en time og kan se det hele for sig: Plottet har én, klar retning," siger hun om den magiske historie, der handler om et tvillingepar på tetten år og deres mor, som flytter ind i et stort og temmelig mystisk hus. Her finder de en kuglepen, hvor fakiren Lombardo er spærret inde. De lukker ham ud, og nu viser det sig, at huset også gemmer på en stjålen diamant, som to skruppelløse forbrydere forsøger at få fingre i. Sammen med Lombardo og bedemanden Moonie, der har en svaghed for tvillingernes labre mor, går de to søskende til kamp mod forbryderne.
 
Fokus på scenografien
Mette Heeno arbejdede tæt sammen med produceren, allerede mens hun skrev de første udkast til manuskriptet. Det betød, at de tidligt i processen havde fokus på blandt andet scenografi og casting.
 
"Vi var fra starten bevidste om, at vi gerne ville lave noget, der så anderledes ud. Og når man alligevel skal i gang med det helt store apparat og effekter og computerskabte billeder, kan man lige så godt fyre den af. En stor del af filmen foregår inde i huset, og derfor er det vigtigt, at huset ser fedt ud. Vi har ladet filmen fjerne sig mere fra realismen end bogen. Huset er blevet større, kælderen mere skummel, kirkegården mere gyser-agtig. Man skal som tilskuer glæde sig til at se det næste rum og tænke: 'Bare de snart kommer ned i kælderen igen, for dér var spændende!' Derfor er meget af energien og fantasien og mange af pengene blevet brugt på at lave det mærkelige, fantastiske hus. Når vi har valgt at prioritere én location og gjort rigtig meget ud af den, skyldes det også, at huset står som symbol på familien og deres fremtid sammen."
                     
Mette Heeno har ikke haft kontakt med Bjarne Reuter, der, som Heeno udtrykker det, "har solgt rettighederne og håbet på det bedste". Filmens instruktør Peter Flinth kom ind sent i forløbet: Manuskriptet lå færdigt, da han blev tilbudt projektet.
                     
"Projektet var lidt specielt, idet det var producer-forfatterstyret, og vi udviklede meget på det, før vi fandt den rigtige instruktør. Vi ville gerne have det bedste ud af bogen og være langt i processen, før det blev præsenteret for andre. Med et filmprojekt når man tidsnok det punkt, hvor der kommer mange folk med deres meninger og holdninger."
 
En arms afstand
Med en filmatisering skal manuskriptforfatteren, allerede før hun begynder at skrive, tage stilling til en anden persons holdninger og budskaber. "En forfatter har skrevet en historie ud fra sine intentioner. Som manuskriptforfatter må man gøre historien til sin egen og sige: 'Hvad får jeg ud af den?' En filmatisering er mere en fortolkning end en oversættelse. Den er set igennem mig og præget af, hvad jeg føler for bogen. Hvis Fakiren fra Bilbao skulle fortolkes på en anden måde, skulle Bjarne Reuter selv skrive manus."
                     
Senere i processen — når manuskriptforfatteren er færdig med sin del af arbejdet og overlader historien til instruktøren — kommer der flere fortolkninger indover: "Manuskriptforfatteren prøver at formidle sin intention til instruktøren, som skal formidle den videre til skuespillerne. Det er en lang vej, og nogle gange kan man som manuskriptforfatter føle, at der er gået noget tabt undervejs — scener, der bliver klippet ud eller af forskellige grunde ikke fungerer. Når jeg har haft ansvaret for et manuskript igennem to år, kan det være svært at overlade det til en instruktør: 'Her er grundstenen, nu kan du bygge videre på den!' Så kan man sidde og tænke, om de mon får slebet den til på den rigtige måde."
                     
En personlig fortolkning indebærer, at man nødvendigvis må lægge en arms afstand til forlægget. Og det er ikke mindst vigtigt, når det drejer sig om en af dansk ungdomslitteraturs store navne, mener Mette Heeno. "Man må ikke lade sig bremse af for meget respekt. Det duer ikke at respektere noget, som ikke fungerer visuelt og filmisk. Det gælder også, hvis man skriver en historie baseret på virkeligheden. Nogle gange er virkeligheden ikke interessant nok. Hvis ikke hovedpersonen går fra kæresten til sidst, har vi ikke en fed slutning, og så giver historien ikke mening. Da må man lave ændringer, så plottet fungerer bedre."
 
Detaljens medium
Noget af det sværeste ved at overføre en bog til en film er ifølge Mette Heeno at orkestrere de mange bi-plot og forsøge at samle dem i større linjer, så de forskellige små historier får én fælles retning.
                     
"I en bog er der simpelthen mere plads. Forfatteren kan i højere grad tillade sig at føre læseren rundt i tid og sted. Og læseren kan glæde sig til springene frem og tilbage eller til møderne med en masse bipersoner. I en film er alting mere kompakt og ladet med betydning. En enkelt scene er fuld af signaler og symboler, som vi er trænet til at afkode lynhurtigt og sætte i relation til det, vi så i forrige scene. Man har for eksempel lært at fortolke en karakter ud fra, hvad personen gør i første scene. Hvis en mand sidder og tæller sine penge, første gang vi ser ham, tænker vi straks 'rig' eller 'pengegrisk'. Ellers ville instruktøren jo ikke have valgt at præsentere ham med den handling. Hver lille detalje får en betydning."
                     
Der er stor forskel på, hvor meget Mette Hee-no har ændret på karaktererne fra Bjarne Reuters bog til filmen. Bedemanden Moonie (Ole Thestrup) fremtræder stort set uændret, mens tvillingernes mor (Sidse Babett Knudsen) er helt anderledes. Hvor hun i bogen er en lidt trist og grå birolle, er karakteren i filmen udviklet til en mere farverig, komisk rolle med mange flere facetter.
 
"Morens karakter er i høj grad blevet til i samarbejde med Sidse Babett, der gerne ville have nogle flere dimensioner i sin karakter. Hun skulle være trist på en overskudsagtig måde, hvor hun overlever ved at se det skøre i livet. Der er mange kedelige moderroller i dansk film. Mødre fremstilles tit som personer, der holder andre nede. Når man bliver mor, begynder man at sige kedelige ting og vil ikke have, at nogen har det sjovt," ironiserer Mette Heeno, som selv sidder med sin sovende, to måneder gamle dreng på skødet.
                     
En anden ændring fra bog til film var de to forbryderes skæbne. Det er blevet diskuteret en del, fortæller Mette Heeno. I bogen dør forbryderne og bliver kremeret af Moonie og tvillingerne. I filmen overlever de. "Det ville virke for hårdt, hvis børnene skulle slæbe rundt med lig og smide dem ned i kister og brænde dem. Én ting er at læse det i bogen, hvor det kun er ord og skrevet med meget humoristisk distance. En anden ting er at se det helt konkret udspille sig for øjnene af én. Det virker meget voldsomt - og for grotesk. Det ville kamme over i en genre a la The Addams Family."
 
Terkel og nynne
Terkel i knibe var af flere grunde meget anderledes. I første omgang blev Mette Heeno spurgt, om hun ville være dramaturg på projektet og komme med en analyse og vurdering af, hvad der strukturelt manglede for at skabe en helstøbt historie ud af den fragmentariske radioføljeton. Herefter blev hun ansat som medforfatter.
                     
"Det var en ret mærkelig måde at arbejde på — lidt som at kaste et puslespil op i luften og samle det bedre end før. Jeg har skrevet nogle enkelte scener ind, tilføjet gyserfilmreferencer og givet historien filmpræg, men primært har jeg været den, der tog ud og skar væk og fokuserede. Der var masser af verbal humor og sjove små gags i Anders Matthesens materiale, men der skulle også være noget at kigge på."
                     
Arbejdet med manuskriptet til avisføljetonen Nynnes dagbog, som er skrevet af Politiken-journalisterne Henriette Lind og Lotte Thorsen, har været en helt tredje proces, bortset fra at det igen er foregået i tæt samarbejde med en producer, og at instruktøren Jonas Elmer først er blevet tilknyttet projektet, da manus var skrevet næsten færdigt.
                     
"Med Nynnes dagbog har det primært handlet om at føre intentionen og følelsen videre. Udfordringen var at overføre noget, der er enormt sjovt på et meget verbalt plan, til billeder og handling. Jeg sad med et materiale, der var totalt plotløst og havde en hovedperson helt uden udvikling. Jeg er meget spændt på den færdige film, for der er jo rigtig mange kvinder, der har fortolket Nynne på deres måde, og nu er det min fortolkning, og hvad bilder jeg mig ind ..."
 
Forkerte bøger filmatiseres
I forbindelse med filmatiseringer har Mette Heeno på den ene side oplevet, at det har været lidt nemmere at få støtte fra for eksempel tv-stationer, når man har et historiemæssigt kvalitetsstempel som navnet Bjarne Reuter med sig. På den anden side oplever hun, at der er mere prestige ved originalprojekter.
                     
"Der er i filmbranchen en angst for at røre ved noget, andre også har rørt ved. Det er ærgerligt. Man skal ikke være bange for at tage ting, der fungerer, bare fordi man gerne vil finde på alting selv, for der er jo som regel en grund til, at noget fungerer eller bliver populært og elsket. Det skal man ikke være for fin til at acceptere."
                     
Mette Heeno fremhæver, at der netop i forbindelse med Bjarne Reuters bøger er eksempler på nogle meget vellykkede filmatiseringer, som for eksempel Zappa og Tro, håb og kærlighed. Men i øvrigt er hun temmelig kritisk over for adaptioner fra bog til film.
                     
"Jeg synes som regel ikke, at filmatiseringer fungerer ... altså bortset fra mine egne," tilføjer hun med et grin. "Nej, jeg synes ofte, problemet ligger i valget af bøger. Hvis man vælger det forkerte, noget der er for litterært, vil man aldrig kunne fremkalde en følelse, der kommer op i nærheden af den, som bogen fremkalder. Det har selvfølgelig også været svært med de filmatiseringer, jeg har lavet, men de har som udgangspunkt haft et filmisk potentiale. Mange store, tunge værker er skabt ud fra et kunstnerisk-litterært ønske om at gå ind i en følelse, og de er så personlige fra forfatterens side, at man ikke kan lave en film, uden at det bliver helt anderledes. Og spørgsmålet er, om læserne kan acceptere det."
                     
"Filmatiseringer fungerer bedst, hvis bogen som udgangspunkt er struktureret som en film. Forfattere, der skriver filmisk og tænker i plot og scener, er meget mere velegnede til filmatiseringer end de indadvendte, retrospektive, akademiske fortællinger. Ting, der er kloge, egner sig ikke så godt til at blive filmatiseret — det er svært at videreføre klogskab til et lærred, så folk aflæser det i første billede."
                     
Da Mette Heeno skal komme med et par bud på vellykkede filmatiseringer, nævner hun Stephen King-titlerne Misery, Dolores Claiborne og Ondskabens hotel. "De er faktisk bedre end bøgerne. En forfatter som Stephen King kan levere et interessant grundplot, som en rigtig dygtig manusforfatter kan lave spændende karakterer over og tilføje en psykologisk profil. Der er kommet noget dybde i filmene, som man ikke umiddelbart kan læse ud af bøgerne".