Fotograf med livet som indsats

1. november i år blev to franske reportere, Claude Verlon og Ghislaine Dupont, myrdet i Mali. De er nu en del af den triste statistik, som i år indtil videre tæller 48 journalister, fotografer og lydmænd, der er omkommet under deres arbejde i verdens brændpunkter.

Siden 1992 er der blevet registreret over 1000 døde mediefolk, som enten er blevet myrdet eller har mistet livet i krydsild. 200 af dem arbejdede som freelancere, og flere af dem blev onsdag aften mindet i London under en særlig højtidelighed ved det årlige Rory Peck Awards.

Rory Peck var en nordirsk freelance-fotograf, som omkom i oktober 1993 under sin dækning af den militante besættelse af Det Hvide Hus i Moskva.

Prisuddelingen hylder freelancefotografers farlige arbejde i verdens udsatte områder og er blevet uddelt siden 1995, hvor enken til Rory Peck stiftede The Rory Peck Trust.

Fonden har til formål at hjælpe forfulgte freelance-reportere i eksil eller at yde økonomisk bistand til ødelagt kameraudstyr. Den arrangerer også træningslejre for reportere, der skal lære at opholde sig i farefuldt terræn.

Det er blevet farligere
Ekko var inviteret med til prisuddelingen, der blev afholdt på British Film Institute i London.

Ud over et glas champagne og et par pindemadder er der intet glamourøst over showet, der blev overværet af et par hundrede branchefolk. Der er sat et stort skilt op med tidligere års vindere – flere af dem er ikke længere i live, fremgår det.

”Du kan godt regne med, at nogle af de nominerede, du taler med i aften, ikke nødvendigvis lever om ti år,” fortæller den britiske journalist George Jarrett, der i år er der for TVBEurope.

Han har skrevet om film og kamerateknologi i de sidste 30 år. Og han har dækket uddelingen siden starten i 1995 og interviewet de vindere, som senere har mistet livet under nye filmprojekter.

George Jarrett forklarer, at det er blevet mere farefuldt end før i tiden at være dokumentarist i krigszoner.

Myrdet under påskud
”Da Sovjetunionen invaderede Afghanistan i 1979, blev fotograferne myrdet under påskud af, at datidens store kameraer på skulderen blev forvekslet med panserværnsraketter,” fortæller George Jarret og fortsætter:

”I dag gør nutidens teknologi, at du i princippet kan lave en film med din telefon, men det har ikke gjort risikoen mindre – tværtimod.”

”Regimerne er nemlig blevet langt mere opmærksomme på, hvor nemt det er at skildre krigsforbrydelser og dokumentere dem på sider som Youtube.”

”Derfor oplever man, at militæret i dag går endnu mere målrettet efter journalister, fotografer og generelt alle, som forsøger på at filme. Og det reelle dødstal af journalister er langt højere, end vi aner, fordi statistikken ikke inkluderer alle de ukendte freelancere og amatørfotografer, som også bliver myrdet,” fortæller George Jarrett.

Som at dyrke ekstremsport
Han bakkes op af Olivier Bovis fra Sony, der sponsorer prisuddelingen. Franskmanden er jurymedlem på sjette år og forklarer, at The Rory Peck Trust alene i år har fået kendskab til over 30 freelance-fotografer, som er meldt savnet i Syrien.

”Syrien er et ekstremt ustabilt sted at opholde sig for reportere lige nu,” siger Olivier Bovis.

Det kan aftenens vinder for bedste feature, Olly Lambert, nikke genkendende til. Prisen gives til bedste dokumentar, og her vandt den britiske fotograf og dokumentarist for Syria: Across the Lines, hvor han skildrer borgerkrigen fra to nabolandsbyers synsvinkler.

Indbyggerne kom godt ud af det med hinanden før revolutionen, men nu har den ene by sluttet sig til oprøret, mens den anden støtter præsident Assads tropper.

Det er grufulde optagelser, når Olly Lambert på linsen fanger, hvordan Assads jagerfly kaster bomber ned over oprørenes landsby, og blodindsmurte børn bagefter løber grædende rundt og finder deres døde familiemedlemmer i de sønderbombede murbrokker.

Olly Lambert kender ikke personligt til nogle af de kollegaer, som er forsvundet i Syrien. Men risikoen for at blive bortført, tortureret eller dræbt skræmmer ham heller ikke. Det giver ham nemlig ikke bare en tilfredsstillelse at dokumentere overgrebene på befolkningen – det handler også om, at arbejdet udløser en adrenalinrus.

”Man kan lidt betragte det som at dyrke ekstremsport,” fortæller han om sin motivation for at sætte livet på spil.

”Film eller fuck af”
Olly Lambert arbejder på et nyt projekt om krigen i Syrien, og han er lige vendt hjem efter et forgæves forsøg på at komme ind i landet igen.

Men borgerkrigen har udviklet sig så voldsomt, at han og flere andre journalister blev nægtet adgang af Assads styrker ved grænsen mellem Tyrkiet og Syrien. Deres tilstedeværelse og kameraer er dybt uønsket.

”Det er fotograferne til gengæld ikke hos oprørerne,” siger briten og beretter om, hvor stor en betydning optagelserne har for dem. I hans vinderfilms første sekvens falder der en bombe, og på ladet af en lastbil sidder en sørgende onkel bagefter omgivet af ligene af sine dræbte nevøer.

Olly Lamberts reaktion var først at sænke kameraet af respekt for onklens sorg. Men så snart han sænkede armen, fik han klar besked på enten at filme eller at ”skride ad helvede til”.

”Dokumentationen på krigen og dens konsekvenser er nemlig oprørenes bedste våben. De håber, at situationen kan ændre sig ved, at FN eller USA reagerer på de blodige optagelser og griber ind over for Assads regime,” siger Olly Lambert.

Med Allahs velsignelse
Det er dog ikke i alle de nominerede dokumentarer, at fotograferne nødvendigvis sætter livet på spil.

Ahmed Farahs Somali Justice – nomineret i feature-kategorien – handler om Somalias retssystem, der bygger på den religiøse sharia-lovgivning. Vi møder den drabsdømte Mohammed, som efter fire år på dødsgangen stadig venter på, at de efterladte til hans offer beslutter sig for, hvordan straffen skal udmåles.

Lovgivningen giver familien tre valg: tilgivelse, henrettelse eller blodpenge. Familien ønsker egentlig blodpengene, men det valg afregnes efter traditionen i 100 kameler, og med en pris på 1000 kroner per kamel er byttehandlen helt urealistisk i det fattige land – specielt for en mand i fængsel.

Vi får aldrig svaret på familiens endelig valg og Mohammeds skæbne, men det får vi i stedet i en parallelhistorie. I en retssag er en mand anklaget for at have myrdet sin kone, men han frifindes, da juryen konkluderer, at mordet må være sket efter Allahs vilje.

”Med filmen ønsker jeg at sætte fokus på mit hjemlands absurde lovgivning,” fortæller instruktøren, der er født i Somalia, men vokset op i Holland.

Tvunget til at spise sig selv
Den såkaldte Impact-pris gives til dokumentarer, som skaber debat om elendige sociale forhold eller afslører humanitære katastrofer.

Favoritten var britiske Jezza Neumanns bidrag med den rystende dokumentar Kashmir's Torture Trail. Siden 1947 har Indien og Pakistan været i en blodig konflikt om retten til Kashmir-provinsen, der er et jordens mest militærbesatte områder.

Fotografen følger menneskerettighedsadvokaten Pervez Imroz, som har gjort det til sit livs mission at dokumentere det indiske militærs ubegribelige overgreb på Kashmirs indbyggere, som har pakistanske rødder.

Tusindvis af mennesker er gennem årene forsvundet fra regionen, og ifølge Indiens officielle forklaring er de flygtet til Pakistan.

Sandheden viser sig at være en anden, da advokaten finder op mod 8000 lig i massegrave i Kashmirs dale og bjerglandskaber. De lokale beretter om, hvordan det indiske militær har tvunget dem til at begrave de mange ofre, der er blevet tortureret af militæret.

De få, som har overlevet mødet med militæret, giver en foruroligende indsigt i måden, hvorpå Indien praktiserer tortur. Vi møder et offer, der har fået skåret fødderne af og viser store arvæv frem på kroppen, hvor der mangler de lunser af kød, som hans bødler har tvunget ham til at spise.

Den langvarige strid om Kashmir har længe været usynlig i medierne, men siden Jezza Neumanns dokumentar op til prisuddelingen er blevet vist på den britiske Channel 4, har filmskaberens optagelser igen skabt fokus på konflikten om Kashmir.

Bliver ætset op på arbejdet
Kashmir’s Torture Trail løb dog ikke af med sejren. Impact-prisen gik i år til fotograferne Soumen Guha og Dipak Chandra Sutrad, der har lavet Hazaribagh: Toxic Leather.

Her dokumenterer fotograferne under dække af at lave optagelser til en reklamefilm, hvordan en halv million mennesker dagligt arbejder i ætsende dampe på en fransk ejet fabrik, som producerer billige lædervarer i Bangladesh.

De giftige spildrester dumpes bagefter i floden Buriganga. Før i tiden levede de lokale indbyggere af fisk fra floden, men den er nu endt som klodens tredje mest forurenede.

Men selvom filmen uden tvivl dokumenterer de horrible arbejdsforhold på fabrikken og de anvendte kemikaliers katastrofale konsekvenser for naturen, gør afsløringen ikke nødvendigvis den store forskel.

”De ansatte har ikke andre valg end at arbejde under de farlige forhold, hvis de vil have råd til at overleve, og indtjeningen på eksporten af lædervarerne til de vestlige lande er så betydningsfuld for Bangladesh, at regeringen vender det blinde øje til,” forklarer de to filmskabere.

Værste bygningskatastrofe
At det arbejdende folks tilværelse i Bangladesh ikke er en dans på roser, kan en anden af aftenens nominerede også berette om til prisuddelingens efterfølgende fest.

Al-Emrun Garjons Bangladesh Factory Collapse var nomineret for bedste nyhedsindslag.

I april i år kollapsede en af de største beklædningsfabrikker i Bangladesh, hvor over 1100 mennesker omkom og mere end 2500 blev kvæstet. Fotografen var på pletten en halv time efter tragedien og fulgte i hælene på de redningshold, der satte livet på spil i deres søgen efter overlevende i murbrokkerne.

Til en månedsløn på 400 kroner syede de ansatte tøj for firmaer som Walmart, Disney og American Apparel. Tragedien er den værste bygningskatastrofe i historien, men her et halvt år efter har ulykken ingen betydning haft for arbejdernes vilkår i Bangladesh, fortæller fotografen.

”De overlevende arbejder nu under de samme kår på nye beklædningsfabrikker, og selvom folket dagligt har protesteret og demonstreret siden tragedien, hjælper det intet på forholdene,” siger Al-Emrun Garjon på et gebrokkent engelsk.

Men de store firmaer og tøjkæder har vel vedkendt sig et ansvar og betalt erstatning til de kvæstede, lyder det spørgende fra Ekkos udsendte.

”Nej da, det behøver de ikke. Det er Bangladesh,” griner fotografen.

Ekko var inviteret til London af Sony, som sponsorerer Rory Peck Awards.