Fra alle os til alle jer
Har den sidste uge føltes, som om jorden ville gå under, hvis du ikke nåede alt?
Har du valfartet forvirret op og ned ad Strøget og overvejet at give et stribet (striberne på langs) halstørklæde i julegave, men droppet idéen, fordi enhver strøggænger bærer et stribet halstørklæde med striberne på langs?
Har julefrokosterne ikke bragt dig velvære, men lagt en deprimeret fedthinde rundt om hjernen?
Har du siddet i juletrafikken og været ved at gå amok, mens du desperat har sat den ene jule-cd på efter den anden, fra Händels Messias til Mariah Careys All I Want For Christmas Is You, og rullet vinduet ned for at sprede en stemning, du ikke selv var i?
Så fortvivl ikke.
Ekko har i ellevte time et bud, der med garanti kan hjælpe dig i den rette stemning.
Nedenfor følger fem julefilm, hvor begrebet film er tolket lidt bredere. Andre og mere officielle filmlister forefindes - tjek toptenreviews.com - men her nøjes vi med fem.
Klassikeren
Frank Capras It's a Wonderful Life en uovervindelig juleklassiker - og har du kun tid til en enkelt, så vælg denne.
George Bailey (James Stewart) er en hæderlig og beskeden bankmand, der er kommet i finansielle problemer. Han har mistet 8000 dollars på grund af byens forfærdelige forretningsmand Potter (Lionel Barrymore), der ikke kan holde Georges humanistiske forretningsmetoder ud. George er så deprimeret, at han overvejer at tage sit eget liv.
En engel, Clarence (Henry Travers), bliver sendt ned på jorden for at hjælpe George og gøre sig fortjent til at få et sæt vinger. Clarence viser George, hvordan hans familie og hans by ville have set ud uden ham, George genvinder livsmodet, og den fine engel får vinger.
Filmen starter juleaften og ender juleaften. Ellers foregår den i flashback med et bevægende budskab om næstekærlighed, som rækker langt ud over juledagene.
Den personlige favorit
En anden film når også ud over hjerternes fest og karakteriseres normalt ikke som en egentlig julefilm, men er en personlig juletradition (DR burde have givet den som adventsgave i december) og et sønderknusende mesterværk.
Fanny og Alexander, en tre timers spillefilm, der også findes i en cirka dobbelt så lang tv-version, er Ingmar Bergmans sidste fra 1982. Og med sin uforglemmelige indgangsscene, der foregår juleaften, kommer den med på listen.
Den lille Alexander og hans søster Fanny lever et varmt liv i deres kloge bedstemors smukke hus med et par kunstneriske forældre, der elsker hinanden og livet. Men juleaften får faren et ildebefindende og dør kort efter.
Det bringer deres mor så stor en sorg, at hun i al sin fortvivlede skrøbelighed læner sig ind mod byens kolde biskop. De gifter sig, og moren og hendes to børn flytter ind hos biskoppens familie med fatale konsekvenser til følge.
Men da det er jul, ville vi ikke bringe filmen her på listen, hvis den ikke ender, hvor den skal.
Når sjælen føler sig truet
Ingmar Bergman skrev Fanny og Alexander, mens han levede i skattely i Tyskland, hvor livet føltes som lutter sort elendighed. Han har i sin bog, Billeder, udtalt om filmen, der vandt fire Oscars: "Når sjælen føler sig truet, stormer de kreative kræfter frem."
Skattesagen gik i opløsning, og i samme bog udtaler han: "Jeg tror, at Fanny og Alexander levede højt på min lettelse."
I Sandrew Metronomes dvd-udgivelse af spillefilmen er der en bonus-dvd, hvor man kan se klip fra optagelserne. Navnlig de scener, hvor Bergman instruerer den lille Alexander, er i sig selv mindst lige så hjerteskærende og rørende som filmen.
Jack Skellingtons jul
The Nightmare Before Christmas fra 1993 er en frydefuld og fantasifuld dukkefilm, der også byder på muntre musicaltoner og stærke komedietræk. Filmen er instrueret af Henry Selick efter manuskript af Tim Burton og med musik komponeret af Danny Elfman.
I Halloween Town hersker græskarkongen Jack Skellington. Han er træt af, at byen fejrer den samme fest år efter år. Så da han på en vandring igennem skoven bliver hvirvlet ind i Juleland, hvor der hersker en anderledes stemning af varme følelser, beslutter han sig for at lave en ny forbedret udgave af julen.
Det ender dog i totalt kaos, og Jack Skellington bliver nødt til at rede trådene ud, så det alligevel kan blive rigtig jul.
De enliges jul
Skal julen holdes alene, eller trænger man bare til latter i højtiden, kan afsnittet Merry Christmas, Mr. Bean fra Rowan Atkinsons berømte tv-serie anbefales.
Afsnittet kan ses i aften kl. 18 på DR1 eller på Youtube - and need we say more?
Fra alle os til alle jer ...
... bare ved at skrive disse ord, hører man på sit indre lydspor Jesper Fårekyllings tillidsvækkende stemme. I sit nydelige jakkesæt med den stivede krave, høj hat og paraply, byder han julen ind.
DR1 blænder traditionen tro op for Disney Juleshow den 24. december 2007 kl. 16.
For mangen et barn har netop dette indslag gennem tiderne skabt den rette forventningsfulde glæde med sine elskede scener fra Disney-film - inden man højtideligt har sat sig til det fine julebord, som helst skulle overstås i en ruf, så juletræet kunne blive tændt for de benovede barneøjne.
Umba umba umba iiiih
Klippene er blandt andet fra Bambi, hvor kaninen Stampe lokker Bambi ud på isen med ordene: "Den er god nok - se vandet er stift."
Og så er der Snehvide, der spiller musik med sine syv små dværge: "Umba umba umba iiiih."
For ikke at forglemme musene i Askepot, der synger "Vi kan sy' den, vi kan sy' den, vi kan' sy den fine kjole", og den smukke afslutningssang "Når du ser et stjerneskud" samt en særlig julegave i form af et klip fra en nyere dateret Disney-film.
Fra alle os til alle jer, tilbage har vi blot at sige: GLÆDELIG JUL.
Kommentarer