Fra den røde løber og direkte på dagpenge

Det er næsten halvandet år siden, at Las Dyhrcrone blev færdiguddannet på Den Danske Filmskole.

Instruktøren dimitterede med Fri, en råt semidokumentarisk værk omen sorgramt graffitimaler, der finder trøst i en venlig fremmed, spillet af Dyhrcrone selv.

Den intense og energiske film er nomineret til bedste lyddesign og bedste production design ved Ekko Shortlist Awards 2024. Du kan stemme på filmen og købe billet til festen, der finder sted kl. 19 torsdag den 19. december i Bremen Teater.

For Las Dyhrcrone var de fire år på skolen næsten lige så dramatiske, som filmene, der kom ud af det.

”Når jeg møder andre, som har gået på en anden årgang på Filmskolen end min, forestiller jeg mig, at vi har haft den samme oplevelse. Men det viser sig, at vi har meget lidt tilfælles,” siger 28-årige Las Dyhrcrone og griner.

”Inden for de første tre måneder skulle vi deale med en blokade og fik smidt en rektor på porten. Så lavede vi skolefilm midt i en pandemi og kom ud i en politisk shitstorm, mens der kom en ny rektor med helt andre visioner. Og vi blev færdige lige i tide til kæmpekrise i filmbranchen.”

”Men positivt set gjorde det os også hurtigt til en sammentømret flok, og jeg tror egentlig ikke, at jeg ville have været tumulten foruden. Vi fik en helt nødvendig læring, og vi skabte en fortælling om, at vi var rebellerne. Måske havde vi brug for den fortælling. Vi fandt en styrke i den.”

Liv eller død
Det hele startede i efteråret 2019, da Filmskolens to årgange blokerede skolen i protest mod rektoren Vinca Wiedemanns planer om akademisering af uddannelsen.

Blokaden endte succesfuldt med, at rektoren efter et politisk pres gik af.

”Vi kom ind helt grønne og med imposter syndrome. Straks skulle vi på barrikaderne og forklare, at vi ikke ønskede en mere akademisk uddannelse. Filmskolen skulle vedblive med at være en praktisk uddannelse for alle talenter. Vi havde gået der i tre måneder, og det var en udfordring at skulle forsvare et så komplekst valg, før vi overhovedet havde lært alles navne.”

– Synes du i bagklogskabens ulideligt klare lys stadig, at blokaden var det rigtige?

”Jeg er ikke i tvivl om, at det var den rigtige beslutning. Vi holdt en god balance, selv om det nogle gange var på grænsen til en heksejagt på Vinca. Men vi følte jo næsten, at det var liv eller død, fordi det gjaldt vores fremtid. Det blev pludselig meget stort i os.”

”Det var en lettelse, da Tine Fischer (i dag direktør på Det Danske Filminstitut, red.) kom ind som ny rektor. Hun var super lydhør, handlekraftig og intelligent. Hun havde frem for alt lyst til dialog.”

– Var der overhovedet plads til det faglige med så kaotisk en tid?

”Det synes jeg, men læringen kom først og fremmest fra eleverne selv. Noget af det gode, Vinca prøvede at få ind på skolen, var at skabe samtaler om filmmediet som en kunstform, men det forbandt vi dengang med kedelig teori. Det endte med, at vi faktisk tog samtalerne, men mest med os selv. Lærerne på skolen var lidt bagud – eksempelvis i forhold til racisme.”

– Kom det bag på dem?

”Det tror jeg, men lærerne var nok heller ikke enige i alt. Vi elever var jo en helt anden generation med et andet syn på film og kunst. Nogle af lærerne var ærgerlige på vores vegne, fordi de syntes, vi censurerede os selv og bare fyrede woke-paroler af. De frygtede, at vi til sidst ikke ville turde lave de stærke og radikale film, vi brændte for. Fordi vi frygtede en shitstorm. Så der lå en omsorg i det.”

Følelsen af uovervindelighed
Årgangen havnende i hvert fald i en shitstorm, da en anonym filmskoleelev i et debatindlæg i Ekko beskyldte filmskolen for at være præget af racisme og forandringsfjendtlige lærere. Blandt andet gik det ud over Las Dyhrcrones midtvejsfilm.

”En hel sekvens er dedikeret til en musikvideoagtig æstetisering af racistiske voldsstereotyper gennem spillet Grand Theft Auto, imens en hvid hovedkarakter ser til, måske for at opnå en erkendelse,” skrev eleven.

Debatindlægget satte gang i en lang række debatartikler i Ekko og andre medier om den politisk splittede filmskole.

– Hvordan havde du det med indlægget?

”Racisme er indlejret i vores institutioner og på Christiansborg, så når minoriteter stiller os filmskabere til ansvar, er det mindste, vi kan gøre, at lytte. Efter kritikken var jeg ret nervøs for at vise min film, men heldigvis henvendte mange sig og sagde, at de oplevede den helt anderledes. De kunne se, at vi forsøgte at lave en kapitalismekritik, når vi brugte GTA. Spillet symboliserer i filmen den kapitalistiske verdensorden, der udnytter mennesker, især minoriteter.”

”Debatten har også ændret sig. Før gik det meget ud på, om man fremstillede en karakter på en problematisk måde. Nu handler det mere om undertrykkende strukturer. Jeg synes, at der er kommet et mere køligt overblik, hvor man kigger på, hvad instruktøren forsøger at kommunikere som helhed.”

– Gjorde shitstormen jer mere nervøse, da I skulle lave afgangsfilmen? Fik lærerne ret?

”Der var en frygt for, at oplevelsen havde kuet os. At vi ville komme ud med sådan nogle pæne køkkenvaskfilm. Men faktisk havde det den modsatte effekt.”

”Vi havde mødt medierne tidligt og taget et opgør med en masse borgerlige journalister og meningsdannere. Vi havde stået i det, og det havde været skidehårdt og angstprovokerende, men verden var jo ikke gået under. Så det gav os en følelse af uovervindelighed.”

”En tostjernet anmeldelse føles ikke lige så farligt som at blive kaldt racist. Det gav os en frihed. Vi gik tilbage til myten om at være rebeller. Nu skulle de fandme få!”

Adrenalinkick
Las Dyhrcrone fandt inspirationen til sin afgangsfilm, da instruktøren mødte graffiti-maleren Alexander.

”Jeg havde brugt ham til et par skitser, og så kom han til min 24-års fødselsdag sammen med sin bror Frederik. Det var skidesjovt. To uger efter var Alexander død af en overdosis på opioider,” husker instruktøren.

”Jeg kendte ikke Frederik, men jeg tog fat i ham, fordi jeg selv lige havde mistet en papbror, som var død af hjertestop. Vi havde et uforglemmeligt møde ude på Filmskolen, hvor vi bare connectede.”

”Han copede med sin graffiti, som jeg altid har været mega fascineret af. Han fik en statistrolle i midtvejsfilmen, men hver gang han gik ind foran kameraet, glemte jeg de andre skuespillere. Jeg så kun ham.”

”Jeg tog med ud, når han malede S-tog. Mit livs adrenalinkick. Efter sådan en tur, hvor vi var hoppet over og under hegn og sneget os rundt i yarden, som det hedder, væltede det bare ud af mig: ’Skal vi ikke lave en film sammen!?’”

Knuser opioidpiller
Frederik Tog Palmberg endte med at få hovedrollen som sig selv i Fri, hvor hans anden bror Christian Emil Palmberg også er med som sig selv.

”Filmen var nødt til at handle om Alexander, det vidste vi begge to. Men hvordan gør man det på en respektfund måde? Hvordan behandler man det, at Frederik stadig tager de stoffer, som slog hans bror ihjel? Men Frederik sagde, at det skal bare med.”

”Jeg endte med selv at spille over for Frederik. Det var vanvittigt intimiderende, men også rart at give noget af sig selv. Vi glemte fuldstændigt kameraerne, og det var synd for min klipper, fordi vi endte med tre timer lange optagelser, hvor vi bare plaprer.”

– Hvordan havde Filmskolen det med idéen til filmen?

”De var totalt med på den, men kom også med alle de fordomme, som eksisterer om stofbrugere. Kan de overhovedet møde op til optagelserne? Hvad nu hvis de pludselig overdoserer? Og graffiti er jo ulovligt, uh!”

”Men jeg har aldrig arbejdet med skuespillere så tjekkede som Frederik og Christian. De var der bare. Det var forbudt at tage stoffer under optagelserne, men hvad de gjorde inden og efter, kontrollerede jeg ikke. Jeg bankede heller ikke på døren, når de gik på toilettet.”

I Fri ser man Frederik knuse opioidpiller og sniffe dem. På settet var det falske piller.

”Det var vigtigt for os at have et kærligt blik på folk som bruger stoffer. At møde dem i øjenhøjde og ikke reducere dem til misbrugere. Ordet ’narkoman’ skulle ikke eksistere på filmsettet.”

Topadvokater i Bredgade
– Hvad med det juridiske?

”Vi allierede os med nogle topadvokater. Vi snakker kæmpekontor på Bredgade. De syntes bare, det var superfedt, og de så det hele igennem, så der ikke var noget inkriminerende i filmen.”

”Jeg plejede at tro, at graffitimalerne er sådan nogle vrede unge mænd med ødelæggelseslyst. Vreden er også en del af miljøet, men der er også tale om en protest imod den pæne gentrificering af byen.”

”For dem er det også hærværk, når deres yndlingsbodega bliver lukket til fordel for en café for kaffelatte-drikkende typer fra den øvre middelklasse. Graffiti er deres fuckfinger til det system, som aldrig har kunnet rumme dem.”

Fuckfingeren gælder jo også typer som Las Dyhrcrone, understreger instruktøren. Hvorfor Las’ karakter da også er en gæst, som kommer udefra og kun er der på lånt tid.

”Mit succeskriterium for filmen har været, at den bliver omfavnet af graffitimiljøet. Og det er lykkedes. Jeg får ugentligt beskeder fra typer som ølmave57, togtossen41 eller fuckdsb, som vil vide, hvor de kan se filmen om deres venner Frederik, Christian og Alexander. Og til premieren på filmen sad de alle og rystede med deres graffitidåser i hyldest. Jeg frygtede, de ville spraye på sæderne.”

Demoer og dåsemad
Filmskolens årgang 2019-2023 lagde stærkt ud, da Marlene Emilie Lyngstads incel-film Norwegian Offspring vandt en pris i Cannes og tre ved Ekko Shortlist Awards 2023.

Og årgangens afgangsfilm fik over hele linjen flotte anmeldelser, da de blev vist på Filmskolens nye festival Generation.

– Efter al den modgang var det vel en forløsning at slutte så stærkt?

”Det var ret vildt, fordi der var en helt ny festival. Skolen var pludselig blevet cool igen, og vi fik taget nye portrætfotoer, hvor vi alle sammen ligner modeller. Vi så super-cool ud og blev ført frem som fremtidens filmskabere.”

”Medierne var interesserede, et stort publikum kom til forevisningerne, lærerne klappede i hænderne. Vi lallede ned ad den røde løber og direkte ud på dagpenge! Pludselig var det efterår, og du sidder som instruktør i din lejlighed og lever af dåsemad.”

”Du har gået på en af de fineste og dyreste skoler, men når du kommer ud, er du glemt. Der er ingen, som kan huske, hvad du hedder, og der er ingen, der kan huske din afgangsfilm.”

”Du bliver konfronteret med dig selv, med din egen utilstrækkelighed, din angst for aldrig at blive til noget og din frygt for, at det, du har at sige, ikke interesserer ret mange mennesker. Det er det mest udfordrende sted i hele læringsprocessen.”

Las Dyhrcrone holder en pause i talestrømmen og spørger, om det er okay, at de tager snus.

”Jeg er jo blevet dybt afhængig af det her lort. Kaffe og snus – så er vi i gang. Det er en last fra tiden på Filmskolen,” fortæller instruktøren og finder tilbage til emnet:

”Vi var blevet fodret med fortællingen om, at vi ville få uendelige tilbud, så snart vi var færdige. Men kort før vi blev færdige, lød det: ’Guess what, filmbranchen er i dyb krise. Nu må I hellere lære lidt om økonomi, bedre sent end aldrig. Man tjener nemlig ikke så godt som instruktør!’”

”Det var lidt sent at få det at vide, og samtidig skulle vi finde tilbage til, hvem vi var før skolen. Vi skulle finde grunden til, hvorfor vi oprindelig startede på at lave film. Hvad fanden var det, man ville fortælle?”

”På de fire år var der sket ret meget politisk i verden, som jeg nu fik tid til at forholde mig til. Jeg fik tid til at blande mig i debatten, gå på gaden og demonstrere.”

”Jeg lagde film lidt til side, engagerede mig politisk og rejste til USA i tre måneder. Og så gik jeg i den grad ind i Palæstina-sagen, ligesom mange andre filmfolk. Der blev lavet en gruppe med navnet Filmfolk for Våbenhvile.”

Bedøvelsens generation
Nu er Las Dyhrcrone gået i gang med at udvikle en idé, der kan blive spillefilmdebuten.

”Da jeg researchede til Fri, fandt jeg ud af, at mange unge tager opioider – for eksempel fentanyl. Især dem i starten er tyverne. Hundredtusindvis er døde af det i USA. Jeg har set folk overdosere sig selv på gaden uden at få hjælp. Systemet redder dem ikke, men det er derimod frivillige, som helliger deres liv til at hjælpe andre.”

”Det er sådan nogle oplevelser, der gør, at jeg tænker, at film fandeme skal kunne noget mere. Jeg er blevet radikaliseret det sidste år, også som filmskaber.”

”Nu er opioidkrisen også kommet til Danmark. Og heldigvis er medierne begyndt at skrive om den, måske fordi den også rammer middelklassens unge. Min generation og mine forældres generation har måske taget stoffer som led i et eksperiment for at få nogle følelser ud eller have det skidesjovt med at trippe. Men de unge gør det modsatte nu. De vil ikke mærke, de vil bedøves!”

– Hvad er de bange for at mærke?

”Hvis du kigger rundt i verden, er der ret mange grunde til at være bange lige nu. Unge bliver bombarderet med billeder af lemlæstede børn i Palæstina og længes efter en pille, der kan lukke ned for frygten. Klimaet sejler, og fascismen er under opblomstring i hele verden. Det at forholde sig til verden er vigtigt at gå ind i filmskaber.”

– Har du så søgt støtte på Filminstituttets talentordning New Danish Screen?

”Nej, jeg har faktisk fået udviklingsstøtte fra konsulentordningens børn og unge-afdeling og arbejder på filmen hos Hyæne Film.”

”Jeg er virkelig glad for, at det kunne lade sig gøre, og det er også positivt, at der er kommet en ny konsulent for New Danish Screen. For når den samme person sidder der for længe, kan man godt føle, at hvis man ikke falder i vedkommendes smag, kan man lige så godt blive på dagpenge eller skifte erhverv.”

– Temaet i Ekkos nyeste nummer er serieboomet, der fandt sted, mens du gik på Filmskolen. Mange unge talenter fik lynhurtigt arbejde, men boomet stoppede og blev afløst af krise. Hvordan har du oplevet det?

”Da jeg startede på Filmskolen, var der en lærer, der kom ind og sagde: ’Dørene kommer til at stå åbne for jer. streamingtjenesterne er vilde med Danmark!’”

”Men da vi dimitterede, var døren lukket. Nu hvor der ikke er streamingjob til alle, kunne vi godt bruge et alternativ til New Danish Screen.”

Kampen mod virkeligheden
– Danske film har svært ved at ramme ungdommen, og der bliver lavet meget få film til børn og unge. Hvad er problemet?

”Når jeg sidder på Instagram og scroller igennem mit feed, tænker jeg, at det billedbombardement er mere ekstremt end noget, jeg har set i biografen. Jeg er bange for, at man snart ikke kan blive berørt af filmkunst. Det gælder også mig selv.”

”Vi bliver nødt til at gentænke det hele. I stedet for bevidstløst fortsætte pæne relationsdramaer så lave noget eksperimenterende ekspressivt.”

– Er det ved at gøre film mere politisk, som mange taler om for tiden?

”Når jeg taler med mine jævnaldrende instruktører, er det noget, der optager dem. Altså at tage kampen op mod virkeligheden. Mange tænker, om det overhovedet er relevant at lave film, eller om man burde bruge al sin tid på at gå på gaden og kæfte op, melde sig in i et politisk parti eller skrive indlæg til Politiken.”

– Hvad er du kommet frem til?

”Jeg er nødt til at gøre begge. Gå på gaden, skrive kronikker, læse alle de artikler, jeg kan komme i nærheden af, og så kombinere det med mine film.”

– Filmaftalen siger, at årets ti bedst sælgende danske film skal sælge i gennemsnit 250.000 billetter. Kan du forny dansk film og samtidig nå bredt ud?

”Når jeg taler med garvede producenter, siger de, at branchen er stagneret. Der bliver lavet få virkelig anderledes og nytænkende film og virkelig meget lort. ’Vi har brug for jer,’ siger de, men samtidig gider mange af dem ikke give os penge.”

”Vi skal opfinde den dybe tallerken og komme med markante idéer, men producenterne er også skidebange, fordi der skal være et publikum til det. De må snart beslutte sig.”

Mit flop
En stor producent tilbød Las Dyhrcrone et periodedrama, der kunne være blevet instruktørens første spillefilm.

”De ville have en ung og vild instruktør med et nyt sprog, men de ville diktere handlingen, som var den gængse Anden Verdenskrigs-fortælling.”

”Der var ikke plads til, at jeg kunne komme med idéer, så jeg takkede nej. Hvis du kun får én chance for at lave en spillefilm, som jo kan floppe, vil du så helst lave et flop, som de andre har dikteret, eller vil du lave et flop, hvor du er gået all in og tager ansvar som instruktør? Jeg vil hellere lave mit flop.”

”Det er jo farligt at sige, men nogle gange må man godt glemme sit publikum bare et øjeblik. Her kan vi lære noget af graffitimalerne. Det er en kunstform, der eksisterer i nuet, og så kører S-toget videre hen til rens.”

”Graffitien forsvinder igen, før folk har nået at forholde sig til den. Og graffitimalerne ved godt, at mange betragter deres kunst som grimt hærværk. Graffiti handler om intuition og er fyldt med kropslighed, det er næsten en dans. Og der er en frihed i kun at være i nuet og ikke tænke på resultatet.”

”Derfor hedder filmen hedder Fri, og jeg håber at kunne tage adrenalinkicket med ind i filmbranchen.”