Berlinale 2023
27. feb. 2023 | 09:28

Fra Ekko Shortlist til Berlinalen

Foto | Viaplay
30-årige Julie (Eili Harboe) bor i Arkitekten i en nær fremtid i et Oslo, hvor det er nærmest umuligt at betale for at bo.

”Vi kan hurtigt blive overhalet af udviklingen,” siger stortalentet Kerren Lumer-Klabbers, der har fået en særpris på Berlin-festivalen for fremtidsserie om det absurde boligmarked.

Af Niels Jakob Kyhl Jørgensen

Potsdamer Platz virker som en kønsløs skueplads for Berlinalen, en jungle af krydsende gå- og køregader med få træer mellem kontorbygninger af stål og glas.

”Det er lidt fremmedgørende,” siger Kerren Lumer-Klabbers, da vi sætter os til rette på det tyske Kinemathek.

Og netop derfor er det et perfekt sted at tale om hendes debutserie Arkitekten, der havde verdenspremiere i sidekonkurrencen Berlinale Series. Og efter vores møde fik en særpris af juryen.

Den norske Viaplay-komedieserie ironiserer over et boligmarked, hvor de færreste har råd til at bo i lejlighed.

Den 30-årige Julie (Eili Harboe fra Joachim Triers Thelma) kan kun lige akkurat betale husleje for en parkeringsplads med forhæng, selv om hun har fuldtidsarbejde som praktikant i et arkitektfirma.

Et firma, der som salt i såret hyrer hendes ekskæreste Marcus til en stilling, hun har længtes efter.

Men da et offentligt projekt om at designe 1000 lejligheder midt i Oslo stilles i udbud, får Julie idéen at omdanne parkeringskælderen til et kompleks for mikrolejligheder under jorden.

Det er både bæredygtigt og økonomisk fornuftigt, som hun siger, og i Berlin er det nærmest mere almindeligt at bo under end over jorden.

Arkitekten foregår i et fremtidens Oslo, hvor biler er bandlyst, og bankrådgivere reduceret til computerstemmer. Selv succesfulde unge ikke har en chance for at komme ind på boligmarkedet.

”Serien foregår om en uge,” joker Kerren Lumer-Klabbers.

”Jeg er glad for, at det er gået så hurtigt med at lave serien. For man kan hurtigt blive overhalet indenom af udviklingen. Jeg er meget spændt på at se, hvordan verden ser ud om en ti-femten år.”

Humor og smerte
Kerren Lumer-Klabbers er et velkendt navn i Ekko Shortlist-regi.

Den danske instruktør, der er uddannet på den norske filmskole, har adskillige film på streamingtjenesten for kortfilm. Hun vandt i 2021 prisen for bedste fiktion ved Ekko Shortlist Awards for fremtidssatiren Papapa, hvor en ung kvinde har et akavet første møde med sin donorfar.

Sidste år fik hun adskillige nomineringer for sit parforholdsdrama Radio Silence.

Også i Arkitekten demonstrerer hun sit store talent for at finde humor og smerte i akavede situationer.

Julie må ofte lede efter den rette grimasse, når hun balancerer mellem sine karrieredrømme og naboerne i parkeringskælderen. For selv om hendes mikrolejligheder er tiltænkt almindelige mennesker, vil de næppe have råd til at betale huslejen.

Det er en situation, der vil virke bekendt for mange boligsøgende.

”Du skal jo være inde på boligmarkedet for at komme ind på boligmarkedet,” siger Kerren Lumer-Klabbers.

”Jeg har venner med fuldtidsjobs, der har været nødt til at flytte hjem hos deres forældre for at spare op til et indskud. Men hver gang deres opsparing bliver større, bliver boligpriserne bare endnu højere.”

Bouillonterningen
Arkitekten er udtænkt af manuskriptforfatterne Nora Landsrød og Kristian Kilde, der sidste år vandt pitchkonkurrencen Viaplay Talent Award med projektet.

”Nora og hendes kæreste var ude at kigge på lejlighed. Men det eneste, de havde råd til, var en parkeringsplads. Det var det, der satte serien i gang,” forklarer Kerren Lumer-Klabbers.

Hun var solgt, da hun læste første udkast af manuskriptet.

”De skriver virkelig godt. De har humor og et dejligt tempo, og der var stor resonans i måden, de skrev på. Samtidig har de været enormt generøse og inddraget mig i skriveprocessen, hvor vi i fællesskab har bygget dramaturgien og historierne op.”

Det har resulteret i en veldisponeret fortælling. Julie kæmper i løbet af fire korte afsnit med næb og kløer for at få plads i arkitektverdenen, mens hun knytter sig til den marginaliserede arbejderklasse, der bor under jorden.

”Jeg kan godt lide, at man har relativt kort tid til at fortælle ret meget. Man skal skabe en kompakt fortælling, der bliver en slags bouillonterning,” siger Kerren Lumer-Klabbers.

En præmis fra Viaplay var, at serien kun måtte vare en time sammenlagt. Arkitekten presser formatet til det yderste – og snyder sig endda til et ekstra kvarters spilletid.

”Den er lige nøjagtigt 75 minutter og tre frames,” griner Kerren Lumer-Klabbers.

”Fordi vores manuskript var meget bouillonterning, er nærmest alt, hvad vi har optaget, kommet med. Serien sugede alt til sig.”

Fra pligt til lyst
Satiren i Arkitekten rammer plet, fordi dens fremmedgjorte fremtidsvision virker skræmmende realistisk. Julies plan om at stuve gamle parkeringskældre fulde af mikrolejligheder virker ikke langt ude, når man på Refshaleøen allerede kan bo i gamle skibscontainere.

”Vi håber sandelig ikke, at vi har givet nogen en god idé. Heldigvis skal man have dagslys i opholdsrum i Danmark og Norge,” siger Kerren Lumer-Klabbers beroligende.

”Men i Japan har man allerede mennesker, som bor i ’pods’, der minder om et lighus. Folk sover dér og går hver dag på arbejde.”

Kerren Lumer-Klabbers tager alle virkemidler i brug for at give publikum en oplevelse, de ikke har haft før.

”Det er interessant at tænke fotografering, produktionsdesign og skuespil som en samlet audiovisuel historie. Så man ikke bare fotograferer to mennesker, der snakker i et rum.”

”I en fortælling er der altid pligtscener, som er nødvendige, for at historien kan gå videre. For mig gælder det om at vende scenen, så den bliver lystfuld. Det handler om at holde stemningen legende og give plads til, at man kan improvisere og bygge noget op.”

Kampen mod undertrykkelse
Kerren Lumer-Klabbers arbejder lige nu på spillefilmdebuten, der er inspireret af hendes to mødre.

”Jeg kunne godt tænke mig at lave humoristisk og sikkert akavet historie om deres forhold og frigørelsesproces, og om hvordan kvindekampen har påvirket samfundet,” fortæller instruktøren.

”Én ting er at frigøre sig fra en undertrykkende kultur, noget andet rent faktisk at ændre den. Den kamp fortsætter i dag med #MeToo og Black Lives Matter.”

”Vi lever i et samfund i konstant forandring, men mine mødres kamp minder mig om, at vi har magt til at påvirke samfundet – så vi ikke ender som i Arkitekten.”

Om det bliver det projekt eller noget helt andet, der først får grønt lys, må filmguderne vide.

Men med den fine udmærkelse fra Berlinalen varer det forhåbentlig ikke længe, før Kerren Lumer-Klabbers er tilbage bag kameraet.

”Jeg har mange projekter i det tidlige udviklingsstadie både i Danmark og Norge. Det bliver spændende at se, hvad det næste bliver. Lige nu er fremtiden meget åben.”

Trailer: Arkitekten

Kommentarer

Kerren Lumer-Klabbers

Født 1991 i Silkeborg.

Hendes to mødre kommer fra Israel og Holland, men mødtes i 80’erne i Danmark.

Uddannet på Den Norske Filmskolen i 2020.

Afgangsfilmen Papapa vandt prisen for bedste fiktion ved Ekko Shortlist Awards 2021.

Debutserien Arkitekten vandt en særpris ved Berlinalen i 2023.

© Filmmagasinet Ekko