Ugens streaming
21. sep. 2018 | 10:18

Ugens streaming: Fra fortid til fremtid

Foto | Geoffrey Unsworth
Monolitten i Rumrejsen år 2001 (1968) besidder en mystisk kraft, der påvirker universet og menneskets historie.

På 50-året for Rumrejsen år 2001 anbefaler vi fem science fiction-film, som er inspireret af Kubricks mesterværk.

Af Daniel Emami Riis og Astrid Gjørup

For 50 år siden blev filmfans verden over blæst omkuld af et blik ind i fortiden og fremtiden. En rejse i tid kurateret af en massiv monolit, fra ur-abers kamp om et vandhul til et kaos af lys, der suger tilskueren ind i billedet. 

At Rumrejsen år 2001 ville blive hyldet 50 år efter, lå ikke i kortene efter premieren. ”Monumentalt fantasiløs” og ”et sted mellem hypnotisk og umådeligt kedelig”, skrev anmeldere om filmen dengang. 

Over tid har fans og kritikere taget filmen til sig. På det engelske filminstituts liste over de 50 bedste film nogensinde indtager Stanley Kubricks odyssé sjettepladsen. 

På torsdag har filmen repremiere i en 4K-restaurering, og vi benytter lejligheden til at anbefale nyere sci-fi-film og en serie, der har ladet sig inspirere af mesterværket.

Gravity

Alfonso Cuarón har netop vundet hovedprisen på filmfestivalen i Venedig med Roma. Hans forrige film Gravity vandt hele syv Oscars. 

Efter en rumvandring, der er gået grueligt galt, er Ryan Stone (Sandra Bullock) strandet i rummet på sit lille rumskib. Selv om den store jordklode ser så nær ud, er den umulig at komme tilbage til. 

Gravity er det måske flotteste rum-epos siden Rumrejsen år 2001, og filmen formidler overbevisende følelsen af at være på den anden side af atmosfæren.

Streames på Viaplay

 


Solaris

Stanley Kubrick var selv meget glad for Solaris. Omvendt var Andrej Tarkovskij ikke imponeret over Rumrejsen år 2001. Han fandt den ”kold og steril – som et udstillingsvindue for teknologisk fremskridt”.

For at vise, hvordan en rigtig sci-fi skulle drejes, lavede han derfor Solaris.

Filmen fusionerer science og fiction på fornemmeste vis. En psykolog tager ud i rummet for at efterforske, hvorfor en gruppe astronauter er blevet sindssyge. Men i stedet for at fokusere på rummets mystik fortæller Tarkovskij om menneskets rejse væk fra naturen og kunsten.

Aldrig har en fem minutter lang køretur på motorvejen og siv i en bølgende å været skildret så intenst på det store lærred. 

Lejes på FilmLounge

 

 

Moon

I Rumrejsen år 2001 holdt HAL 9000 astronauterne med selskab. I Moon har den ensomme astronaut Sam den smileyglade computer GERTY at tale med.

Sam skal være på månestationen i tre år uden direkte kontakt med andre mennesker. Undervejs begynder han at hallucinere og tvivle på sin egen eksistens og GERTY’s troværdighed.

Mennesker er afhængige af fysiske relationer. Moon skildrer skarpt de psykologiske udfordringer, der er forbundet med isolation og rejser samtidig nogle uventede etiske spørgsmål.

Lejes på FilmLounge

 

Prometheus

Videnskabens grådige væsen viser sit ansigt, når Ridley Scott bygger videre på Alien-universet med sci-fi-gyseren Prometheus fra 2012.

Et hold forskere ombord på Prometheus rejser ud i rummet for at undersøge fremmed liv. I den yderste afkrog af rummet gør de nogle overraskende opdagelser, og pludselig må de kæmpe for hele menneskehedens overlevelse. Mens forskerne kæmper, begynder holdets menneske-robot, David, at have sin egen agenda. 

Ligesom i Rumrejsen år 2001 sætter Prometheus også spørgsmålstegn ved menneskehedens oprindelse, og hvad der adskiller menneske fra maskine. 

Lejes på C More



Black Mirror

Man skuler en ekstra gang til sin iPhone, når man har set et afsnit af Charlie Brookers britiske sci-fi-antologiserie Black Mirror fra 2011.

Serien undersøger, hvilke uforudselige konsekvenser ny teknologi kan få i fremtiden. Hvert afsnit har sin egen historie, som undersøger, hvordan vores verden vil se ud, hvis man udviklede en bestemt type teknologi. Hvad sker der eksempelvis, hvis man kan genspille alle sine gamle minder ved hjælp af en chip i hjernen? 

Rumrejsen år 2001 er ikke ene om at være forud for sin tid. Hvem havde eksempelvis forestillet sig, at robotbier nogensinde kunne blive en realitet? Det havde Black Mirror! 

Streames på Netflix

Kommentarer

Hver uge giver Ekko fem bud på, hvad du skal streame.

Vi anbefaler både film og tv-serier.

I denne uge fokuserer vi på science fiction-værker.

© Filmmagasinet Ekko