Fra Kabul til Cannes

Pigerne ryger og taler om drenge. Drengene slås og laver vittigheder om hinandens mødre.

Det lyder som en hvilken som helst provinsby i Danmark, men miljøet er et ganske andet: en lille bjerglandsby i Afghanistan, hvor dagene går med at vogte får og lappe lerhuse med mødding.

Det er med andre ord en ukendt verden, vi får adgang til i den danskproducerede Wolf and Sheep. Spillefilmen er i den prestigiøse parallelkonkurrence Director’s Fortnight på årets Cannes-festival, hvor den har premiere mandag 16. maj.

Her møder vi pigen Sediqa på elleve år, som på grund af sit dårlige syn anses for at være ramt af en forbandelse, og derfor bliver frosset ude. Hun får dog en sjælefrænde, da den ligeledes elleveårige dreng Qodrat bliver genstand for landsbyens sladder, fordi hans mor gengifter sig med en gammel mand.

Filmens instruktør, 25-årige, iranskfødte Shahrbanoo Sadat, fortæller, hvordan hendes debut Wolf and Sheep handler om, at man ikke altid skal følge flokken.

”Nogle gange skal man tage rollen som den ensomme outsider-ulv på sig,” fortæller Shahrbanoo Sadat på en solbeskinnet tagterrasse i Cannes – langt fra hjemmet i den afghanske hovedstad Kabul.

”Da jeg kom til Afghanistan, var jeg på alle måder en outsider. Men det lærte mig samtidig at observere folk og deres mærkværdigheder, og det har jeg kunnet bruge i mine film.”

Gør det fremmede menneskeligt
Wolf and Sheep er en personlig historie for Shahrbanoo Sadat.

Som elleveårig ankom hun selv til en afghansk landsby lig den i filmen. Mange år tidligere havde hendes forældre flygtet derfra og bosat sig i iranske Teheran, hvor Shahrbanoo blev født. Nu fandt hun sig selv et fremmed sted, hvor hun ikke forstod kulturkoderne og blev betragtet som mærkelig.

Wolf and Sheep er en klassisk historie om at være ung og føle sig udenfor, men det er ifølge instruktøren vigtigt, at de hverdagshistorier om Afghanistan bliver fortalt.

”Jeg har set en masse film om Afghanistan, og jeg blev simpelthen så vred over alle klichéerne. Alle lignede hinanden, og kvinder var bare nogle i en burka og mænd i en turban, der levede i et forfærdeligt helvede.”

”Det er vigtigt også at vise historier fra en synsvinkel, der faktisk gør fremmede menneskelige,” fortæller instruktøren, der tog sagen i egen hånd og blev en af Afghanistans første kvindelige instruktører.

Den grønne kvinde
Wolf and Sheep er fortalt i en realistisk stil, der lægger vægt på de små hverdagsfortællinger i det lille samfund. Det er både sjovt og rammende, når filmen ændrer det billede, man ellers har af sådan et samfund.

Som når en gruppe mænd forgæves forsøger at få to æsler til at parre sig. For til slut at kapitulere med ordene: ”Den plejer ellers altid at være liderlig.”

Men Shahrbanoo Sadat tilføjer også et magisk element, nemlig en nøgen, grøn kvinde, der mystisk går rundt i bjerglandskabet om natten.

Også det udspringer dog af virkeligheden.

”Folk i dette område tror på historien om den grønne kvinde. Hun er lige så virkelig for dem som alt andet i deres liv, og derfor tilpasser de sig den fortælling i deres daglige liv,” fortæller Sadat, der i 2011 som kun tyveårig og den yngste nogensinde var i Director’s Fortnight med kortfilmen Vice Versa One.

Kortfilmen er i årene siden blevet udviklet til en spillefilm, der nu om et par dage får verdenspremiere i Cannes i samme program som film af notabiliteter som Alejandro Jodorowsky og Paul Schrader.

Svære forhold i Tadsjikistan
Mens filmen foregår i Afghanistan, blev den optaget i nabolandet Tadsjikistan af sikkerhedsmæssige grunde.

Det førte dog en lang række andre praktiske problemer med sig, fortæller filmens producer, tyskfødte Katja Adomeit, der efter fem år hos Zentropa i 2011 startede sit eget produktionsselskab, Adomeit Film.

”Jeg har lært, at man ikke skal filme i Tadsjikistan. Der var mange uforudsigelige udfordringer, og da vi havde siddet i luften i en time på vej hjem derfra, ødelagde et stort jordskælv den landsby, vi filmede i,” fortæller hun.

Men det har ikke afskrækket de to kvinder fra at ville fortælle flere historier om det store land.

”Vi har planlagt fire spillefilm om den samme hovedperson og har finansiering til udviklingen af den næste,” siger Katja Adomeit.

Til spørgsmålet om, hvorvidt Shahrbanoo Sadat har fået lyst til at lave film andre steder i verden – måske fødelandet Iran – er svaret klart.

”Jeg har da tænkt på det, men lige nu er min prioritet Afghanistan. Ingen andre laver de film, fordi det er så svært. Men det er også det smukke ved filmen, at vi har måttet kæmpe så meget for hver eneste lille ting, fordi vi virkelig vil fortælle de historier.”