Interview
31. mar. 2023 | 15:05

Fra lille møgunge til at ville noget med livet

Foto | Frank Rosgaard

To unge mænd er bare et par af beboerne i Gellerupparken, hvis liv udfoldes i den uafhængigt producerede spillefilm Exit Babylon.

”Vi blev sat op til at fejle,” siger Chadi Abdul Karim, der har rejst sig fra personlig tragedie og efter syv år færdiggjort spillefilm om opvæksten i Gellerupparken.

Af Anders Højberg Kamp

”Filmen er svær for mig at tale om. For mange af scenerne er hentet fra den virkelige verden. Og så var der tragiske omstændigheder, der har gjort, at den har taget syv år at færdiggøre.”

Sådan siger den 44-årige instruktør Chadi Abdul Karim om sin debutspillefilm Exit Babylon. Den blev optaget i 2015 med omtrent 50 involverede over ni dage og kostede bare 30.000 kroner at indspille i Gellerupparken i Aarhus.

Men først nu er det aarhusianske hverdagsdrama blevet vist i biografen, blandt andet i filmkunstens mekka herhjemme: Cinemateket.

Exit Babylon udspiller sig over en dag i 1990’erne i Gellerupparken, Danmarks største boligområde, hvor instruktøren selv voksede op. Allerede dengang var det udsat for politisk pres. Visse politikere ville tvangsflytte beboere og rive boligblokke ned for at komme integrationsproblemer til livs.

”Jeg havde en lyst til at forevige kulturen i et værk. På samme måde som man kan gå på museum, skulle man kunne se en film om et udsnit af en enkelt dag i Gellerup,” siger filminstruktøren, der i 1995 dannede rap-gruppen Alzheimer Klinikken med den danske hitmager L.O.C.

Fun fact: Gellerupparken har faktisk et museum over området gennem tiden.

Jævnet med jorden
I Exit Babylon følger vi en række af områdets beboere.

Tre unge drenge – Said, Osman og Daniel – hænger ud med lejede Blockbuster-film og vil sælge hash. Pusheren Haissam kæmper under overfladen med tvangsægteskab og familiens krav. Samira er offer for ghettoens kærestesladder og går derfor med tørklæde. Og den retarderede Jackson bliver drillet af ghettobørnene, men har en mørk side.

”De er alle typer, jeg har kendt. Det skulle føles ægte, så jeg har investeret rigtigt meget personligt. For eksempel spiller jeg selv Haissam. Haissams kone var på det tidspunkt min rigtige kone, og Haissams mor er min rigtige mor,” fortæller aarhusianeren, der er uddannet fra den alternative filmuddannelse Super8 og har tre kortfilm på Ekko Shortlist.

Instruktøren er palæstinenser. Han blev født i Egypten og boede i Berlin, indtil han var otte år gammel. Her flyttede familien til Haderslev og senere Gellerupparken.

”Mit barndomshjem i Tyskland blev også jævnet med jorden, så endnu engang mærkede jeg, at jeg havde mistet et fundament i mit liv. Men i Gellerup følte jeg for første gang et tilhørsforhold. Der var folk, som lignende mig. Jeg blev ikke kritiseret for min hudfarve,” siger Chadi Abdul Karim.

Familien bestående af far, mor og fem børn levede i en fireværelses lejlighed.

”Vi kom fra en toværelses lejlighed i Tyskland, så vi følte os meget privilegerede. Filmens lejlighed minder om den, vi boede i. Jeg gik i de år fra at være en lille møgunge til at ville noget med mit liv.”

Øjenåbneren
Chadi Abdul Karim tog også turen fra rapmusik til at spille skuespil, lave musikvideoer og instruere kortfilm.

”Som ung var jeg opslugt af Hollywood. Det var for mig det eneste, der eksisterede. Men så var der én, som tvang mig til at se noget andet. Han sagde: ’Du skal se Hadet!’ Det var en fucking sort-hvid-film på fransk, men da jeg tog mig sammen og så filmen, blev jeg blæst fuldstændigt bagover.”

I prologen til Exit Babylon er der en direkte hyldest til Hadet, som er instrueret af Mathieu Kassovitz og blev en kultfilm i 1995.

”Jeg var ikke klar over, at der kunne laves film om mennesker som mig. Om det menneskelige, den helt almindelige dagligdag. Eller sagt på en anden måde: Der var pludselig en araber på lærredet!”

Chadi Abdul Karim opdagede, at han bare kunne tage et kamera i hånden og lave filmen selv.

”Da jeg voksede op, fik jeg at vide, at der var to døre ud af Gellerup: At blive helt integreret eller blive kriminel. Hvis jeg valgte at passe min skole og tage en uddannelse, ville jeg ende som pizzaejer eller grønthandler. Får du høje karakterer som indvandrer, tæller det nemlig ikke så højt i den virkelige verden. Vi var sat op til at fejle. Men hey, ingen skulle bestemme over mig!”

”Jeg var hverken mega integreret eller mega kriminel. Vi var mange, der var i midten af det hele, men i medierne hørte du kun om de to ekstremer.”

Tavs telefon
Livet i ghettoen og dets udfordringer gav inspiration til Chadi Abdul Karims afgangsfilm på Super8, Exit Neverland fra 2014. Den handler om de samme tre drenge som i Exit Babylon. De forsøger at slå tiden ihjel i Gellerup.

Hans bedste ven, Adam Ross, klippede den.

”Adam sagde: ’Den er fucking fed, send den ind til Robert-komitéen.’ Jeg anede ikke, hvad en Robert var, men han tvang mig til at gøre det.”

Exit Neverland endte med at blive nomineret til en Robert som den første film fra Super8-uddannelsen nogensinde. Men paradoksalt nok fik kortfilmen ingen støtte fra Aarhus Filmværksted, som de ellers plejer at give til Super8-film.

Nu ville Chadi Abdul Karim lave en spillefilm med samme tema.

”Jeg troede, at nu hvor jeg var blevet nomineret til en Robert, ville jeg få en masse tilbud. Alle leder jo efter talenter med mørk hudfarve. Men jeg var meget naiv. Tiden gik, og der skete ikke en skid.”

”En person fra mit netværk i branchen sagde: ’Chadi, du skal ikke regne med, at nogen kontakter dig. Det er bare ikke sådan, det foregår.’ Det gjorde fucking ondt at høre. Jeg mistede troen, men efter noget tid tænkte jeg: Ikke mere brok – nu gør vi det fucking selv!”

Kæmpe depression
50 mand, halvdelen af dem havde aldrig set et kamera, tre øvedage og ni indspilningsdage resulterede i Exit Babylon.

Alligevel tog den syv år at færdiggøre.

”Adam Ross nåede ikke at komme i gang med klipningen. Han døde af et hjertestop. Og kort tid efter blev der begået indbrud hos ham, så vi mistede optagelser. Og tre dage efter Adam blev begravet, gik min kone fra mig efter ti års ægteskab.”

”Jeg knækkede sammen og har døjet med en kæmpe depression. Det har taget mig årevis at tage fat i råmaterialet igen. Hver eneste gang jeg så et screenshot, knækkede jeg sammen.”

”Til sidst måtte jeg færdiggøre filmen for at komme videre i mit liv. Hvis ikke jeg kunne gøre den færdig med Adam, måtte jeg gøre det for ham.”

Håb til publikum
Nu er Chadi Abdul Karim ved at forberede en teaterforestilling. Den hedder Novembervejr, og han instruerer og spiller hovedrollen.

Stykket er inspireret af den frygteligste dag i hans liv, da alt blev mørkt, og han overvejede at tage sit eget liv. Men dagen blev også vendepunktet mellem liv og død.

Denne gang er der kommet 180.000 støttekroner fra Aarhus Kommune.

”Jeg håber, at jeg ud fra min frygtelige oplevelse kan give publikum et håb,” siger instruktøren.

”Det er vigtigt for mig, at Gellerup ikke kun handler om nedrivning, terror eller religion. Vi kan også fortælle eksistentielle historier, som går på tværs af kulturelle grænser, og som alle kan identificere sig med.”

”Jeg er træt af at høre om Gellerup som et problem, der skal løses. Vi kan også komme med løsninger. Der findes mere end de to døre.”

Kommentarer

Chadi Abdul Karim

Født 1978 i Egypten, opvokset i Berlin og Gellerupparken i Aarhus.

Uddannet filminstruktør i 2014 fra uddannelsen Super8.

Har tre kortfilm på Ekko Shortlist.

Har været teaterskuespiller i 25 år og medvirker i film som De frivillige og Ditte & Louise.

Hans første teaterforestilling har premiere 12. maj på biblioteket i Gellerup.

Film

Exit Neverland
2013

Lev nu, imorgen
2013

Smagen af livet
2012

Ignorance
2009

© Filmmagasinet Ekko