Fra oprørsk alternativ til etableret parallelklasse

Man skal ikke græde over spildt mælk eller en afvisning fra Den Danske Filmskole.

Det var den tanke, der – tilsat rigelige mængder gør-det-selv-ånd – lå bag etableringen af Super16 i 1999. Carsten Myllerup, Linda Krogsøe Holmberg og nu afdøde Jens Mikkelsen kreerede en alternativ filmforening, der skulle udvikle talenter på anden vis, end statens prestigefyldte skole havde gjort i årtier.

Alt skulle bestemmes af talenterne selv.

”Det er så fedt, at noget så skrøbeligt alligevel bliver ved med at eksistere gennem sammenhold,” fortæller instruktør Emil Næsby Hansen fra den selvbestaltede forenings arbejdslokaler på Christianshavn.

Næsby Hansen har instrueret den dokumentariske Drengeliv, mens færøske Heiðrik á Heygum står bag horrorfilmen Skyld. Begge bobler i anledningen af Super16’s sekstenårs jubilæum på Shortlist.

”Der er sket enormt meget godt i løbet af årene. Vi er blevet nævnt som en af de 40 bedste uafhængige filmuddannelser i verden,” siger den tredje person, vi taler med – foreningens nuværende formand Rikke Tambo Andersen – med henvisning til en artikel i det amerikanske brancheblad Variety.

Skal selv sørge for alt
Super16 baserer sig på fællesskabsidealer, der skal forhindre topstyring og kreative spændetrøjer. Filmtalenterne får ingen opgaver af lærere, og de bestemmer selv, hvor meget undervisning der er.

Emil Næsby Hansen har brugt friheden til at eksperimentere med dokumentarisme. I førsteårsfilmen Thy som tilstand hypnotiserer han os ind i en nordvestjysk afspændthed med poetiske og kærlige portrætter af skæve personer.

Midtvejsfilmen Drengeliv om en gruppe venner fra Næstved beskæftiger sig med ungdommens udlængsel og usikkerhed.

”Det er en hybridfilm, der blander dokumentar og fiktion. Drengene er ikke skuespillere, de er venner. Og de lever det liv, filmen portrætterer. Men vi har alligevel forsøgt at arbejde videre med dem som karakterer. Vi har bygget ud fra det, der allerede eksisterede,” fortæller Emil Næsby Hansen

Horror på Færøerne
Heiðrik á Heygum deltager i interviewet over Skype. Han bor nu på Island, hvor han arbejder videre på forskellige projekter.

Skyld er Heygums meget roste afgangsfilm fra Super16. Det er vellykket horror om en sygeplejerske, der forsøger at flygte fra det, hun godt ved, hun ikke kan flygte fra. Hun hjemsøges af et traume, og en simpel scene med en stikkontakt, der tændes og slukkes, giver den slags chok, man alt for sjældent oplever i en dansk film.

”Med horror og komedier er det knald eller fald. Nogle af mine yndlingsfilm er The Shining og Psycho, men der findes også virkelig meget dårligt horror. Jeg har forsøgt at arbejde med noget, der kunne gøre mig selv bange. Og jeg har optaget på Færøerne, fordi naturen heroppe kan være skræmmende,” siger Heygum.

Den færøske instruktør har været glad for albuerummet på Super16 og de forbindelser, han har etableret.

”Mange har set vores film, fordi vi er fra Super16. Og vi har fået enormt mange kontakter i filmbranchen. Vi står i en privilegeret situation, og det er op til os selv, hvad vi nu vil gøre med den mulighed,” siger Heiðrik á Heygum.

Friheden er en lektion
Super16 støttes ikke af staten, og den frihed, som kommer gennem uafhængigheden, er en af de vigtigste søjler i foreningen, mener Rikke Tambo Andersen

”Selvfølgelig handler Super16 om talentudvikling, men vi er noget andet end en filmskole. Vi skal sørge for finansiering og arrangere alting. Der er ingen administration, som klarer det for os. Det er også en stor del af læringen her, at man hele tiden står på egne ben,” forklarer formanden.

– Hvordan oplevede I den frihed som instruktører?

”Det er jo en undervisning i sig selv, at der ikke er nogen, som bestemmer, hvornår vi skal møde ind, eller siger, hvad vi skal eller kan gøre. Ude i filmbranchen er der heller ikke nogen, der fortæller dig, hvad du skal gøre. Det er en stor styrke, at vi ikke kommer ud og forventer, at nogen tager sig af os,” siger Emil Næsby Hansen, og Heiðrik á Heygum er enig:

”Det er sådan, jeg lærer mest: ved bare at kaste mig ud i projekter. Det er sundt at lære at lave film ved at mærke tingene på egen krop.”

Godt forhold til Filmskolen
Der har gennem alle seksten år været store forskelle på Super16 og den statslige, SU-berettigede Filmskole, som Super16 oprindelig stod i opposition til. Men hverken Tambo Andersen, Næsby Hansen eller Heygum opfatter i dag Den Danske Filmskole som en konkurrent, der skal gøres oprør imod.

”Super16 er med årene blevet noget helt andet end blot et alternativ til Filmskolen. Der er ikke en rebelsk indstilling over for den i dag,” mener Rikke Tambo Andersen.

Emil Næsby Hansen samtykker:

”Når man etablerer noget i kølvandet på en afvisning fra Filmskolen, så bliver det selvfølgelig også rebelsk over for den. Men jeg er enig, de er ikke konkurrenter i dag. De er vores parallelklasse! Der er nok ihærdige talenter i Danmark til, at det giver mening med både Super16 og Filmskolen.”

I foreningen er der ingen regler for, hvem man må og ikke må arbejde sammen med.

”Derfor bliver det ikke Super16 versus Filmskolen. Vi har jo alle sammen arbejdet sammen med enormt mange af eleverne derfra,” pointerer Heiðrik á Heygum.

Genrefilm halter
Mens Tambo Andersen som formand stadig er medlem af Super16, er det for Næsby Hansen og Heygum et overstået kapitel.

– Nu skal I for alvor ud i filmbranchen

”Vi står ude! Vi er udendørs,” kommer det grinende fra dokumentarinstruktøren.

”Det er selvfølgelig lidt skræmmende, men også enormt spændende,” supplerer Heiðrik á Heygum og fortsætter:

”Jeg arbejder for tiden på en horrorfilm i spillefilmlængde. Men det er stadig tidligt i processen. Generelt synes jeg, at Danmark er et godt land for filmtalenter. Det er et virkelig fedt sted at arbejde med projekter. Men jeg kunne godt tænke mig lidt mere diversitet, hvad angår genrefilm i Danmark.”

Emil Næsby Hansen glæder sig også til, at han kan betale lidt af den velvilje, han mødte på Super16, tilbage:

”Det bliver skønt, når folk begynder at kunne få løn på ens projekter. Det er bare bedre at give folk en pose penge end to flasker rødvin.”

Stor forskel på årgangene
Instruktører som Ask Hasselbalch (Antboy), Christina Rosendahl (Idealisten), Roni Ezra (9. april), Martin Zandvliet (Dirch) og Kaspar Munk (Hold om mig) har tidligere været medlem af Super16.

Spørgsmålet er, om foreningsuddannelsen også i fremtiden vil sætte markant præg på dansk film. Og det er fuldstændigt ude af hænderne på de tidligere årgange.

”Fremtiden bliver udelukkende bestemt af de kommende medlemmer. De har frihed til at gøre, hvad de vil. Det er hele eksistensgrundlaget for Super16. Hvis næste årgang vil revolutionere det hele, så har de mulighed for det,” fortæller Rikke Tambo Andersen.

I forhold til at hver årgang kan omkalfatre Super16, så er der dog ikke – set udefra – sket de store ændringer i foreningen gennem tiden. Den første årgang lavede en førsteårsfilm, en midtvejsfilm og en afgangsfilm i løbet af tre år. Og sådan er det stadigvæk.

Den største ændring skete faktisk med Heygum og Næsby Hansens årgang, hvor der for første gang blev optaget manuskriptforfattere.

– Hvorfor sker der ikke større omstruktureringer?

”Der er en form for system på Super16, som jo fungerer. Men foreningen er ikke andet end sine medlemmer, og jeg synes bestemt, der er stor forskel på årgangene,” svarer Rikke Tambo Andersen.

Usikkerhed om fremtiden
–Eksisterer Super16 også om seksten år?

”Man kan ikke vide det. Og det er en rigtig god ting. Filmskolen er her selvfølgelig om seksten år. Men det er usikkert om Super16 er,” svarer Emil Næsby Hansen og uddyber:

”Det gør det spændende, at foreningen altid hviler på skuldrene af de seksten, der kommer ind. Det er som regel folk i 20’erne uden den store erfaring med at drive en forening. Og alligevel bliver Super16 ved at overleve.”

Lørdag 31. oktober fejrer Super16 jubilæet på Nordisk Film i Valby. Man kan læse mere om arrangementet på foreningens Facebook-side.