Fra punker til animationskunstner

Viborgs gader er i disse dage fyldt med erotisk animationskunst i form af store billeder på vægge og små i vinduer.

Den skyldige er kunstneren Sara Koppel, som er udnævnt til årets kunstner på Viborg Animation Festival. Under festivalen kan man se hendes værker i byen, og hun laver også flere såkaldte artist walks, hvor hun præsenterer sin kunst.

Den 52-årige kunstner tilbragte selv det meste af sin ungdom på gaderne – godt nok i København – da hun som tolvårig punker flyttede hjemmefra for at leve som bz’er.

”Jeg havde brug for at stå på egne ben, og heldigvis havde mine forældre tillid til mig,” siger Sara Koppel, mens vi går rundt i Viborg.

”Indimellem var de godt nok nødt til at lede længe efter mig. Så blev de glade, når de fandt mig på ungdomshuset, hvor jeg og 80 andre punkere sad helt uskyldigt og så Carl Th. Dreyer-film,” siger Sara Koppel, mens vi går rundt i Viborg.

Hun voksede som datter af skuespilleren Ulla Koppel og komponisten Anders Koppel op i et frisindet kunstnerhjem, men passionen for animation opstod tilfældigt.

”Jeg skulle i 9. klasse starte i erhvervspraktik på et plakatværksted på Frederiksberg. Men de ville ikke have mig, fordi jeg var snavset og havde mohawk-frisure. Heldigvis var min far ved at lave musik til animationsfilmen Eventyret om den vidunderlige kartoffel, og i sidste øjeblik fik han mig ind der.”

Sara Koppel blev tilknyttet Tegnedrengenes Værksted, hvor hun blev sat direkte i gang med professionelt animationsarbejde. Efter en uge med intens farvelægning, blev det femtenårige talent fastansat på den betingelse, at hun begyndte at gå i bad!

Smidt ud af Valhalla
Vi går forbi et gigantisk billede af en sommerfugl, der via augmented reality-teknologi – hvor virkelighed og animation blandes – forvandler sig til en række håndtegnede, truede dyr.

Deres hurtige udskiftning minder om, hvor hastigt dyrene uddør i virkeligheden.

Den antiautoritære punkerattitude har aldrig forladt Sara Koppel, selv om hun i dag har skiftet hanekamsfrisuren ud med to knolde. I 1984 voldte livsstilen dog problemer, da hun blev ansat som farvelægger på den legendariske tegnefilm Valhalla.

”Jeg blev fyret efter et halvt år. Både fordi de fandt ud af, at jeg var femten år, men også fordi jeg altid ville gøre oprør,” siger Sara Koppel.

”Der kom et spørgeskema om arbejdspladsen, hvor jeg skrev, at det var noget hierarkisk pis, fordi farvelæggerne skulle være i kælderen, hvor der kom vand ind, og vi frøs om fødderne. Det var ikke populært,” griner kunstneren, som heller ikke havde stor succes i folkeskolen.

”Jeg gik godt nok op til de sidste eksaminer, men jeg blev smidt ud af flere af dem, fordi jeg var pisseskæv og fik grineflip. Så min præstation var ikke overbevisende.”

Crumb-fan som syvårig
Men da hun kort efter folkeskolen kom i arbejde hos animationsinstruktøren Jannik Hastrup på filmen Strit og Stumme, gik det hurtigt derfra.

Sara Koppel er i dag en af landets mest respekterede animatorer. Hun er også kendt for sine egne film som Naked Love – Ea’s Garden og Little Vulvah and her Clitoral Awareness.

Da hun fører os ind på et toilet bag frivilligcenteret De Frivilliges Hus, dukker nogle af hendes mindst børnevenlige værker op.

I installationen er der både farverig, øm elskov og et orgasmeansigt. På en WC-kumme – med et nødvendigt ”WC virker ikke”-skilt – ses et uhyggeligt, insektbefængt hoved.

”Jeg fik allerede som syvårig en bogsamling af den pornografiske tegner Robert Crumb. Så det har fra starten været en naturlig del af min kunstneriske tankegang. Og der er noget særligt taktilt ved især håndtegnet animation,” forklarer Sara Koppel.

”Animeret erotik har den fordel, at man ikke skal bekymre sig om samtykke. Alle medvirkende har lyst til at være der, for dét bestemmer jeg.”

Erotisk virtual reality
Selv i dag, hvor animation bliver et mere og mere højteknologisk medie, holder Sara Koppel fast i gammeldags, håndtegnet animation.

”Jeg elsker, at man kan se snavset og det krøllede papir i filmene. Processen er mit liv, så jeg vil have lov at nyde at tegne hvert et papirark. Jeg ville ikke kunne holde ud at tegne med computer,” fortæller kunstneren.

Dog er hun for længst gået over til at farvelægge digitalt, og der er ingen skepsis over for nutidens hastige teknologifremskridt i animation. Selv VR-genren, som er en stor del af Viborg Animation Festival, er hun åben over for.

”Jeg drømmer om at lave et totalt opslugende, erotisk VR-værk med håndtegnet animation, som måske ovenikøbet er farvelagt på gammeldags vis. Det ville være fuldkommen fantastisk!”

Orgie på ølbar
Vi når ned til specialølbaren Ølluminati, hvor en gruppe dyr og mennesker er i færd med, hvad der ligner et muntert orgie, mens de hænger over barens udendørs borde.

Det sprudlende værk Sammensat tidsfordriv er lavetspecielt til baren i anledning af festivalen.

Det meget progressive indhold i mange af hendes film betød, at Sara Koppel ikke tog det alvorligt, da en producerven indstillede hende til den eksklusive klub Academy of Motion Picture Arts and Sciences, som uddeler Oscar-priserne.

Da spansk-amerikanske The Windshield Wiper i år vandt prisen for bedste animerede kortfilm, var Sara Koppel altså en del af juryen. Men der var mange kameler, der undervejs skulle sluges for den gamle punker.

”Ens yndlingsfilm er altid de værste for nogle andre, så man ender med bare at vælge den mindst farlige af de gode film. Og så diskuterer man aldrig filmene, men giver bare karakterer. Det er dødssygt,” forklarer hun.

”Jeg var lige ved at springe fra, da det viste sig, at man så skal betale 6.500 kroner for at afgive sin stemme. Det gad jeg ikke, for jeg havde set 100 film. Jeg fik lov at være gratis med alligevel, da jeg brokkede mig, men jeg ved ikke, om jeg skal være med næste år, for dér gider jeg heller ikke betale.”

Småborgerlige krav
Igennem hele sin karriere har Sara Koppel valgt at leve fattigt for at undgå kunstneriske kompromiser. Hun har klaret sig helt uden støtte fra Det Danske Filminstitut.

Indtil for et år siden arbejdede hun som barista i weekenderne for at få økonomien til at løbe rundt.

Derfor har hun heller ikke ambitioner om en film i spillefilmlængde, da det er næsten umuligt uden penge fra Filminstituttet.

”Jeg arbejder intuitivt og kan ikke forklare, hvad jeg vil, så instituttets procedure er alt for langsom. Og så gider jeg ikke forholde mig til målgrupper, dramaturgi og småborgerlige krav. Jeg er nok bare stadig for antiautoritær til at lave spillefilm,” griner hun.