Interview
22. juli 2013 | 14:53

Shortlist: Fra småtte til filmskole

Foto | Signe Tora Munk Bencke
Karen Kristensen har produceret Sidste weekend, der ligger nummer fem på Ekko Shortlist og skildrer den skilsmisseramte Pers desperate forsøg på at holde fast på sine børn under en udflugt i Sverige.

Zentropas småtteordning har i medierne fået et dårligt ry. Men Karen Kristensen – aktuel med to nye film på ugens top 10 – udnyttede muligheden og er nu kommet ind på Den Danske Filmskoles producerlinje.

Af Daniel Pilgaard

”Jeg elsker at diskutere og kæmpe de kampe, arbejdet kræver.”

Sådan siger Karen Kristensen, som er producer på In absentia og Sidste weekend, der er stormet ind på ugens top 10 på Ekko Shortlist som henholdsvis nummer to og fem.

Gennem 40 minutter fortæller instruktøren David Metz i ungdomsfilmen In absentia et stærkt trekantsdrama, hvor hovedpersonen Lucas’ vej til den mystiske Karinas hjerte går gennem et hjemmerøveri, der ender med at få dramatiske konsekvenser.

For den 28-årige producer er filmen blevet adgangsbilletten til de hellige haller på Holmen. Til september starter Karen Kristensen på Den Danske Filmskoles producerlinje, hvor hun er blevet optaget i første forsøg.

Smag for det overordnede
Drømmen om at være producer har været nøje planlagt gennem de seneste år, men vejen til Filmskolen startede i instruktørstolen, fortæller Karen Kristensen fuld af selvtillid, da Ekko møder hende over en kop kaffe på en fortovscafé i København.

”I Århus tog jeg et filmkursus på Potemkin Film, der er et etårigt daghøjskoleforløb, hvor jeg selv instruerede et par kortfilm. Det var hårdt selv at skulle finde på noget og investere sine følelser i filmene. Jeg mærkede hurtigt, at jeg havde meget mere smag for det overordnede,” siger Karen Kristensen.

”Efter daghøjskolen i Århus hørte jeg, at de søgte nogle elever på Zentropa, og en måned efter at jeg havde sendt min ansøgning, startede jeg på småtteuddannelsen.”

Småttefilm i fritiden
Zentropas såkaldte småtteordning er ofte blevet negativt omtalt for at være billig arbejdskraft, som filmselskabet lukrerer på. Det er en uformel uddannelse over et treårigt forløb, hvor eleverne kommer rundt og assisterer i selskabets forskellige afdelinger.

Karen Kristensen startede som receptionist. Herefter gik turen til salgsafdelingen, inden hun endte som assistent for forskellige lineproducere og filmproducere. Zentropa opfordrer ikke småtterne til selv at kaste sig ud i filmprojekter, men selskabet giver en håndsrækning til dem, der gør det i fritiden, forklarer Karen Kristensen.

”Hver måned sætter Zentropa 6.500 kroner af til en småttepulje, hvor det så typisk er en instruktør eller producer, der søger om penge til et projekt. Man kan maksimalt få udbetalt to måneders ’småttepenge’ til en film, og i forhold til beløbets størrelse, rækker pengene kun til de mest nødvendige minimumsudgifter.”

In absentia og Sidste weekend havde ikke kunnet laves uden støtte fra Filmværkstedet, der ud over en støtte på 20.000 kroner også stiller kamera og andet udstyr til rådighed. Men begge film er klippet på Zentropa, der stiller de faciliteter til rådighed. Så man kan sige, at vi har været afhængige af begge steder for at realisere filmene.”

Et stærkt netværk
Flere af de film, som sendes ind til Ekko Shortlist, har Zentropa som medproducent og virker meget ambitiøse. De har en imponerende høj production value. Er den talentudvikling, som selskabet sagde, at man ville spare væk, i virkeligheden fortsat på kortfilmområdet?

”Zentropa er ikke inde over på nogen måde, og der er ingen, som fortæller én, hvad man skal gøre. Det er projekter, man laver i sin fritid, som med In absentia og Sidste weekend, der er filmet i vinterferien og sommerferien. Men hvis man spørger om vejledning til sit småtteprojekt, giver de producere man arbejder for gerne gode råd.”

”Alle er gode til at hjælpe hinanden frem til en flot film, og instruktørerne og producerne bruger også gerne de samme kameramænd og klippere og dem i andre funktioner på kryds og tværs.”

”Fordelen ved småtteordningen er, at man får et stærkt netværk, hvor alle brænder for at lave film. Men filmene er stadig lavet med gratis arbejdskraft og uden støtte fra New Danish Screen, der er Filminstituttets støtteordning for spirende talenter. Så man kan ikke kalde småtteuddannelsen for en talentordning.”

Nørden og den følsomme
Det er ikke kun Karen Kristensen filmene har hjulpet et skridt op ad karrierestigen. Med Sidste weekend er instruktøren Niels Holstein Kaa også blevet optaget på Super 16’s instruktørlinje, der er blevet et succesfuldt alternativ til Den Danske Filmskole.

Sidste weekend skildrer den fraskilte Per, der drager på en sidste weekend til Sverige med sine børn, inden de flytter til udlandet med deres mor og hendes nye mand. Ængstelsen over fremtiden og desperationen får langsomt hold i Per, da han og børnene først rammer de svenske skove i den følsomt fortalte og indimellem lidt uhyggelige film.

Da Karen Kristensen blev tilbudt at producere filmene, var hun ikke i tvivl om, at projekterne havde potentiale.

”Jeg fik engang at vide, at der findes to typer af instruktører,” fortæller produceren. ”Der er dem, som går meget op i håndværket, tænker meget i genrer og er meget nørdet omkring film. Og så er der dem, som er meget personlige i deres fortællinger og ret følelsespræget omkring projektet.”

”Den personlige stil oplevede jeg med David Metz på In absentia og Niels Holstein Kaa på Sidste weekend. Jeg sagde ja, fordi jeg følte de brændte for projekterne på hver deres måde, og at vi nemt kunne kommunikere sammen og få respekt for hinandens arbejde.”

”Begge fim bygger delvist på personlige erindringer, og fra min egen korte tid som instruktør følte jeg mig bedre rustet til at passe på dem som instruktører, fordi jeg godt kan sætte mig ind i, at man tager ens film nært og personligt.”

Det kræver sine kampe
Jobbet som producer betyder for Karen Kristensen, at hun er inde over alle beslutninger og har det overordnede ansvar for filmproduktionen. 

Det indebærer alt fra at sørge for mad til holdet til at få aftaler i stand med de steder, hvor der skal optages. Men det vigtigste er at imødekomme instruktørens visioner bedst muligt i forhold til filmens budget. Det kræver sine kampe, men det er netop dét, som kendetegner en god producer, fortæller hun.

”Ud fra manuskriptet skal man selvfølgelig kunne se den samme film, som instruktøren har i tankerne, men som producer skal man turde tage konflikten og sige stop, hvis optagelserne går over budgettet, eller hvis tidsplanen kører af sporet. Man skændes og går på kompromis, men det er egentlig meget sundt, fordi det giver respekt for hinanden.”

Hvad kigger du efter hos en instruktør?

”Man må gerne tænke stort. Men først og fremmest er det vigtige for mig at finde nogle gode instruktører, hvor jeg føler jeg kan gøre en forskel ved at se mulighederne i dem. Det handler om at suge al kraft ud af dem, men samtidig passe på dem og sørge for, at en personlig fortælling forbliver relevant for det samfund, vi lever i, og giver mening for publikum.”

Enkle løsninger
Man kan vel godt kalde In absentia for at ”tænke stort”. Den varer over 40 minutter. Var det ikke en stor mundfuld?

”Inden vi gik i optagelse med In absentia, fik jeg under mit småtteforløb lov til at komme i tre måneders praktik på Den Danske Filmskole som produktionsleder på en ’langfilm’. Her bliver eleverne trænet i små hold i at lave såkaldte no-budget-film på under en times tid, og skuespillerne står selv for kostume og sminke.”

”Fordelen ved den træning er, at man tvinges til at tænke i enkle og gode løsninger. Det sætter mere fokus på handlingen og skuespillernes præstationer, og de erfaringer trak jeg på i In absentia.”

Du har også lige været produktionsleder på Klas Marklunds Flokken fra årets afgangsfilm på Filmskolen. Kan du mærke, at uddannelsen bærer frugt i form af forskellen på at være på deres produktioner og så til dem, du normalt har arbejdet på?

”Helt klart. Eleverne har været sammen i så mange år, så man kan godt mærke, at de er rustet sammen på en helt speciel måde. For hver linje er afgangsfilmen kulminationen på deres evner, og de kæmper alle for at yde deres bedste.”

Nu skal du selv starte på Filmskolen i en tid, hvor det virker sværere at få fingrene ned i selskabernes pengekasser. Tænker du selv i alternativer og påvirker det dig?

”Vejen frem i filmbranchen er, at man først skal vise, hvad man kan producere for næsten ingen penge, før nogle vil give en penge. Sådan er det nu engang. Hvor jeg ender om fire år, tænker jeg ikke så meget over, men jeg har en tro på, at jeg nok skal komme igennem med mine film i fremtiden og kæmpe for de instruktører, jeg arbejder sammen med.”

Kommentarer

Karen Kristensen

Født 1985 i Skive.

Uddannet på Zentropas treårige, såkaldte småtteordning.

Starter til september på Den Danske Filmskoles producerlinje.

Har produceret kortfilmene Sandflugten (2011), Tilstand (2011), Sidste weekend (2013) og In absentia (2013). Produktionsleder på Den Danske Filmskoles Tabita (2012) og Flokken (2013).

In absentia og Sidste weekend ligger pt. på top 10 på Ekko Shortlist, og Tilstand vil i nær fremtid blive præsenteret som bobler.

© Filmmagasinet Ekko